Battles giver om præcis en uge – på onsdag den 17. august – koncert på Train i Aarhus. Kunne du tænke dig at komme ud og svinge håret til newyorkernes mathpop, har du chancen lige her. Undertoner udlodder nemlig tre gange to billetter til koncerten på Train.
Battles kom hurtigt på alles læber i 2004 efter udgivelsen af dobbelt-ep’en EP C/B EP og blev udråbt til den kommende indiesupergruppe. Med medlemmer fra bl.a. Prefuse 73, Lynx, Don Caballero, Tomahawk og Helmet var det forståeligt nok, og i 2007 udgav de så det mathrockede fuldlængdealbum Mirrored på Warp Records. Dengang skrev Undertoners Lasse Bertelsen bl.a. om albummet:

Battles' nuværende besætning: Ian Williams, Dave Konopka og John Stainer
»På hele pladen bliver Battles ved med at vinde nyt land, nye territorier i det beskudte grænseland mellem den avantgardistiske rock og den kommercielle mainstream. Det vigtigste at bemærke i den sammenhæng er derfor det overbevisende håndværk og det musikalske mod, det kræver, at ville det meste uden at enten at falde i den ene eller anden forarmede og selvtilstrækkelige grøft. Intelligent popmusik må gerne være på musikkens og ikke – som det ofte er – teksternes præmisser. Det kan lade sig gøre, beviser Battles.«
Siden da er kvartetten blevet til en trio, da sanger og komponist Tyondai Braxton (efter udgivelsen af soloalbummet Central Market i 2009) i 2010 stoppede i Battles, og det satte for alvor sine spor på efterfølgeren, Gloss Drop, der udkom tidligere i år.
På dette album mangler imidlertid ikke vokale gæsteoptrædener – Gary Numan, Kazu Makino fra Blonde Redhead og Yamantaka Eye bidrog nemlig til den svære toer. Sidstnævnte musiker og kunstner er mest af alt kendt for sin forvirrende og mangesidede diskografi med et tilhørende væld af diverse aliasser, og det er naturligvis dem, vi nu skal quizze i.
Yamataka Eyes fødenavn er Tetsurō Yamatsuka (山塚徹郎 Yamatsuka Tetsurō), og den japanske vokalist og visuelle kunstner er formentlig bedst kendt som medlem af Boredoms. Han har skiftet navn tre gange fra Yamatsuka Eye til Yamantaka Eye og til det seneste, Yamataka Eye. Nogle gange kalder han sig blot for eYe eller EYヨ, og man kan næsten forestille sig, at det næste navn blot bliver et symbol. Det er jo gjort før.
Og så til selve spørgsmålet, som du skal svare på senest søndag den 14. august for at deltage i konkurrencen.
Vinderne er fundet.