Der er en velvoksen portion selvironi i, at Dustin O’Halloran og Adam Wiltzie har kaldt deres duo A Winged Victory for the Sullen. Begge har de et bagkatalog funderet på melankoli – O’Halloran på en række soloplader præget af rørende pianomelodier, Wiltzie som halvdelen af det fremragende droneband Stars of the Lid – og sammen må de i sandhed kunne føre mismodet til sejr. Eller det er i al fald, hvad det patosspækkede bandnavn skælmsk lader forstå. Reelt er A Winged Victory for the Sullen dog ikke nogen dyster affære. Albummet har bestemt en grundstemning af tristesse over sig, men den er snarere mild end massiv, og der er både sollys og strejf af håb undervejs.
Ved siden af de storslåede neoklassiske dronekompositioner hos Stars of the Lid har Wiltzie tidligere med succes dyrket andre projekter: det lidt mere kortfattede og bevægelige soloalbum under navnet The Dead Texan og den drømmeriske tusmørkeambientduo Aix Em Klemm. Ikke mindst sidstnævnte var strålende, og nyheden om samarbejdet med O’Halloran sendte virkelig forhåbningerne i vejret. Wiltzies subtile, tålmodigt glødende droner og O’Hallorans ligefremme pianopoesi lød på forhånd som en ønskekombination – og den amerikanske duo lever helt op til forventningerne.
A Winged Victory… består således af syv kompositioner, hvor Wiltzies triste, men varme dronebunde og langstrakte stryger- og guitartoner udgør fundamentet for O’Hallorans enkle klavermelodier. Californieren spiller lidt mere afventende og afmålt end på sine soloplader og levner således plads til detaljerne i Wiltzies omhyggelige ambientarrangementer med udflydende strygere, sarte valdhorn og glimt af ordløse kvindevokaler.
Plads er der masser af, hvilket gør duoens musik lidt mindre tyngende end Stars of the Lids mættede lyd. Wiltzie og O’Halloran har bl.a. indspillet i en berlinsk kirke og højloftede radiostudier, og især flygelet klinger flot i de store rum. Et godt eksempel på, hvordan det åbne lydbillede giver lys og lethed, er den todelte “Requiem for the Static King”, hvor A Winged Victory for the Sullen hylder afdøde Mark Linkous fra Sparklehorse, der var årsagen til, at Wiltzie og O’Halloran mødte hinanden.
Rekviemmet gæstes af violinisten Peter Broderick og cellisten Hildur Guðnadóttir, og mens hendes mørke strøg maler en alvorsfuld bund, stræber Brodericks lyse toner opad og forhindrer sorgen i at knuge skønheden itu. I løbet af “… Part Two” bliver dronebunden til en varm, langsom flyden, der er et perfekt underlag for O’Hallorans roligt dryppende klavertoner.
I det mere skrabede “Minuet for a Cheap Piano Number Two” træder det billige klavers ramponerede forfatning tydeligt frem i de skæve toner. Undervejs fremhæver sporadisk harpespil klavermelodien, og det er så yndefuldt, at tre minutters varighed ikke føles som nok.
De knap 13 minutter, som “A Symphony Pathetique” varer, er til gengæld lige rigeligt. Nummeret åbner ellers smukt med en lys, frostklar klavermelodi langt fremme i lydbilledet foran en blid drone i mellemlejet, og duoen er for alvor på vej mod ambienthimlen, da klavermelodien efter en håndfuld minutter langsomt løftes op af mere og mere massive strygere. Men så går opstigningen i stå, klaveret kommer til at stå alene med en fjern dirrende violin og let rungende bastoner, og herfra kommer nummeret aldrig rigtig videre og ender med at træde vande i fem minutter.
Den stilstandsperiode giver anledning til at spekulere over, hvorfor A Winged Victory… ikke gør helt så stort følelsesmæssigt indtryk, som man kunne have troet ud fra den så stærke besætning. Problemet – hvis det kan kaldes det – er, at duoen lever op til forventningerne. Helt, fuldstændigt og også lige vel meget op til forventningerne. Hvor Adam Wiltzie i Aix Em Klemm-projektet blev udfordret til at bevæge sig i lidt andre retninger rent udtryksmæssigt, lyder A Winged Victory for the Sullen, som man kunne tro, at et samarbejde mellem Wiltzie og Dustin O’Halloran ville lyde. Der er i og for sig ingen dårlige kompositioner på albummet, og det er vitterlig betagende, når det med den mørkt ulmende og alligevel opløftende “Steep Hills of Vicodin Tears” lykkes at forædle den drone-i-poplængde-strategi, som prægede The Dead Texan. Men overraskelserne og overvældelsen udebliver.
Indvendingerne til trods er A Winged Victory for the Sullens debutplade en smuk oplevelse, som kan anbefales til fans af O’Hallorans og især Wiltzies tidligere plader. Takket være sin umiddelbarhed virker pladen tilmed som et godt sted at begynde for lyttere, der først lige har bevæget sig ind i krydsfeltet mellem dronebaseret ambient og neoklassisk kompositionsmusik.
Klart i toppen af årets udgivelser..