Døren ind til den gamle remise på Enghavevej står på klem, og udenfor bedyrer et såkaldt sandwichskilt, at Festival of Endless Gratitude skam findes lige indenfor. Allerede langt mere information end sidste år, da jeg ankom til festivalen. Indenfor er et langt stykke stof hængt lavt op, så den horisontale fødselskanal leder direkte hen til indgangen, hvor man får armbånd på. I år er de af neon-laksefarvet kunststof med det karakteristiske Festival of Endless Gratitude-dyreprint i skinnende denimblåt.
Foto: Signe Palsøe.
Først i programmet er Mackinawite, hvor Mikkel Elzer, Martin Kern, Paul LaBrecque og Tobias Kirstein spiller soniske og distortede interferenser af støj. Som så ofte før på Festival of Endless Gratitude er man i tvivl, om det er en lydprøve, man i er gang med at overvære, eller om koncerten reelt er gået i gang. Først på scenen er nemlig Martin Kern, der bl.a. har fungeret som lydmand på festvialen, og han skruer da rigtig nok på en masse knapper, så der vælter larm og uendelige forvrængninger ned over de ellers få fremmødte. Herefter træder Elzer op og begynder at file løs på violinen (i bogstaveligste forstand), mens LaBrecque tager sig af de dronede guitarfigurer og Kirstein af de galopperende frie trommer. 20 minutter går med skærende feeds og lydeksplosioner, og selvom samarbejdet ikke altid er helt medrivende, så er det velspillet og mildt sagt eksperimentelt.
Det eksperimentelle er som altid en væsentlig medspiller, og det gennemsyrer både den kunst og den musik, der optræder på festivalen. Førnævnte LaBrecque spiller også i Sunburned Hand of the Man og Head of Wantastiquet, der optræder på festivalen hhv. lørdag og søndag. Og for det ikke skal være løgn, så står manden blandt andre også bag festivaludstillingen ‘The Moon Is Not a Hologram’. Jeg må blankt indrømme, at jeg fattede omtrent ingenting af den kunst, der var hængt op i det lille galleri ude i forhallen, men måske man ikke skal forstå det og i stedet udforske det mere kontinuerligt hen over festivalens fire fulde dage.
Sus & Jakob er noget så sjældent som en duo, der hovedsageligt spiller på tværfløjte og trommer – dog afbrudt af de lejlighedsvise vokale udbrud, der spænder fra det abelignende til det lydligt set orgastiske. På papiret en noget tvivlsom affære, men alligevel overrasker de to svensk/danske musikere i mine øjne stort set positivt. Gulvtam og glidende bevægelser på et bækken starter, mens blafrende toner fra Sus’ tværfløjte lægger sig henover. Duoen er som altid på festivalen gået på scenen uden at have sagt goddag eller præsenteret sig selv i mikrofonen eller til publikum, og det slår mig, hvor lidt verbal kommunikation, der egentlig findes fra scenen og til de fremmødte. Til gengæld er der så meget mere nonverbal kommunikation, som Sus & Jakob synes at være det oplagte eksempel på. Sus skærmer i et vokalt improudbrud for mikrofonen og peger lyden direkte ned til sit bestemmelsessted, og det er da næsten også til at få røde kinder af de luftfyldte udladninger, skrig og støn.
Inde i remisen er der højt til loftet, og her er tre fyre i gang med at hænge, hvad der ligner en kæmpe, sort tetris-klods (den, der ligner et L på hovedet) op. Brikken er tilsyneladende en slags interaktiv videoinstallation, hvor et kamera optager det, der befinder sig under den, og smider projektionerne op på et lærred til højre for scenen. Det kommer aldrig i brug fredag, og det er ærgerligt, for man kunne godt savne nogle flere underholdningselementer mellem de forskellige bands som sidste år.
Scenen ude i forhallen kommer også i brug, da finske Kuupuu har hoppet en plads frem i programmet og betræder den lille plads med vokalloops og -samples og endnu en gang beviser, at det at feede synes at være det nye sort på festivalen. Et forbløffende antal musikere benytter sig af det (oftest med vilje), og selvom det er god lydmanipulation, er det selvsagt ikke videre behageligt at høre på. Der synes da heller ikke at blive ligefrem leflet for nogen lyttere. Festival of Endless Gratitude kræver et yderst lydligt set tålmodigt publikum, ikke bare fordi betonmurenes kolde resonans gør mere afdæmpede acts til noget af en mudret og skarpt rungende affære, men fordi musikkens vedholdende eksperimenter og frie former kræver opmærksomhed og engagement.
Bear Bones, Lay Lows æteriske og udstrakte droner lægger sig i bølgerne fra 70’er-psych-inspirerede musikere som Matt Mondanile, og hans melodiske rundgange er hypnotiserende for ikke at sige stenede. Venezueleren er første musiker i rækken af tre rimelig ens band, hvis man ser på tempo og lydlig æstetik. I belgiske Ignatz‘ optik bliver det til langstrakte repetitive guitarfigurer, der indtages med aftensmaden – møre svinekæber asiatisk style med ris til. Rimelig stærkt, tænker jeg og forsøger at skære en jordskok over. Det er imidlertid ikke en jordskok, jeg har kastet mit grådige engangs-træbestik over, men en hel, kvart rod ingefær. Regner ikke med at blive forkølet den næste måned. Ignatz’ toer indeholder en blueset melankoli, der imidlertid ikke nyder godt af den ubarmhjertige rumklang, og det hele synes at flyde sammen i en og samme psychmasse. Den danske duo Family Underground har allieret sig med skærende violin og synthesizer med alskens samplede lyde. De lavfrekvente lyde giver næsten reminiscenser til et orgels vedholdende bastoner og udvikler sig til at minde om den lyd, en skarpslebet kniv siger, når den farer gennem luften for at ende i et ungpigebryst. Den mandlige violinist/guitarist har en Scream-t-shirt på. Jeg kan ikke sige, om det er det, der giver konnotationerne. I programmet er pladeselskabet Tambourhinosceros angivet som fredagens dj’s, men efter at have hørt størstedelen af Real Estates debutplade, efter Family Underground har forladt scenen, så kan man godt begynde at tvivle på den proklamation. Men jo, det er da også et dejligt album.
Man skal virkelig grave dybt i ordforrådets hengemte synonymer, når man skal forsøge at variere sine beskrivelser af de umådeligt repetitive elementer, der så ofte går igen, men mon ikke man bare kan sige, at det er virkelig stenet. Og i tilfældet Family Underground også rimelig uhyggeligt. Det afholder imidlertid ikke en fyr med skarp orange kasket fra at falde i søvn på en stol umiddelbart foran den kæmpemæssige sorte tetris-kamerabrik, og jeg begynder lige så sagte at messe »højere bpm, højere bpm« til min ledsager.
Foto: Signe Palsøe.
Det danske band MX leger da også med tempoet, der skrues længere og længere ned, og desværre døjer også de med den skingre rumklang. Fra en projekter ved siden af mixerpulten, der er strategisk velplaceret midt foran scenen, kastes projektioner af abstrakte farver op på det stykke stof, der er draperet som en svampelignende drømmesengshimmel over scenen. Oppe på publikumsreposet fungerer en masse af de fremmødte som menneskelige lærreder for nogle andre projektioner, der forestiller papirklip. MX er catchy syre med harmonika og en hel bunke mennesker på scenen og på trods af min placering i de højere luftslag, så er det ikke til at se alle musikerne. Publikum er vokset i antal, og pale alen fra Herslev Bryghus særdeles velsmagende.
Så er det godt, at svenske Bäddat för trubbel få folk til at danne regulært moshpit, indie-style, nede foran scenen til deres energiske og tempofyldte punk. Kommunikationen til publikum er uforståelig – men manden taler jo også svensk – og de korte numre falder i god jord hos de før så søvnige lyttere. Nummeret “Köpenhamn” foregår i hæsblæsende rundgangstempo, og det går selvsagt over stok og stenede droner.
De to afsluttende bands, danske Aron og de svenske spacerockere Hills, er nok mustsees for mange af de fremmødte. Hills afslutter frygteligt sent efter en koncert primært båret af kommunikation mellem lydmændene og bandets forsanger og en amerikaner, der bliver ved med at spørge mig, hvad de dog siger til hinanden. Inden da spiller Aron fyldig og dynamisk syrerock med en skrøbelig folket vokal, som man enten hader eller elsker. Jeg synes personligt fint om kombinationen, som man imidlertid lige skal vænne sig til. Undervejs lyder det næsten, som om lydbilledet er ved at udvikle sig til “Transparant & Glasslike” i al dens magt og bombastiske vælde, og et billede af eksponentielt formerende gærceller dukker op i mit bedøvede hovede. Måske er det rundgangens rullen, måske er det tanken om den nye surdej hjemme i køkkenet, måske er det de mange pale ales.
Taknemmelighedens festival er musikalsk set præget af at fungere som legeplads for de mange talentfulde musikere. Man skal som publikum væbne sig med tålmodighed og holde interessen skærpet og forvente megen støj, mange atonale udflugter, en hulens masse rundgange, samples og frie former, som måske synes uordnede og rodede, men som bærer på en transcenderende musikalsk frihed.
Jeg vender tilbage i morgen.
