Du har en gammel, nedlagt lufthavn, der for de flestes vedkommende mest leder tankerne hen mod militærparader og nazisme. Man forsøger at gøre noget ved dette noget blakkede ry ved at gøre den til en offentlig park, hvor der indbydes til fri leg på landingsbanerne. Det er bare en lidt tom fornemmelse og mest af alt stadig bare en nedlagt lufthavn.
Hvad gør man så?
Man smækker tre store scener op i de gamle hangarer og inviterer 15.000 musikfans til festival, der i den grad sætter line-uppet på dette års Roskilde Festival i perspektiv.
Bredt spektrum
Berlin Festival havde nemlig, foruden nogle af tidens største stjerner på dubstep- og dj-himlen som Diplo, The Bloody Beetroots, franske Caspar og den i Tyskland svært folkekære Boys Noise, fået fingrene i retro-bands som Suede og Public Enemy. Bands, man som purung musikelsker som undertegnede skribent aldrig havde troet muligt at opleve live.
Der blev samtidig også kredset for de noget mere sarte sjæle med de små indiehoveder fra Clap Your Hands Say Yeah og Beirut, der kan få selv det kyniske hjerte i de rå betonomgivelser til at smelte. Følte man sig stadig ikke musikalsk mættet, kunne man spæde til med bastunge James Blake og dansable Oh Land og Yelle.
Og slutteligt blev der lagt op til fællessang med de gamle hiphoppere i det tysksprogede Beginners, der vækkede mindelser om at befinde sig til en Malk de Koijn-koncert – et absolut oplagt valgt for de af os, der godt kan blive trætte af, at tysk kultur bliver reduceret til wurst og bierfest.
Må man overhovedet gå her?
Der var noget helt særligt over at gå gennem sluserne, hvor det klassiske festivalarmbånd blev udleveret. Der var som vanlig roskildegænger forventet horder af ustyrlige mennesker og vanvittig køstruktur, men dette var alt andet end tilfældet. Indrømmet, der skulle kun 15.000 mennesker igennem selv samme sluser. En hel del mindre end, hvad tilfældet på Dyrskuepladsen er, men ikke desto mindre var der ingen tvivl om, at sikkerhedsforanstaltninger var skruet sammen på en sådan måde, at de hverken var til gene for gæster eller personale.
Det var derfor med en næsten salig fryd, at synet af den transformerede lufthavn blev mødt. Der var noget helt specielt over at gå hen over de tidligere meget befærdede landingsbaner og følelsen af at befinde sig et sted, hvor man som helt almindelig person uden hverken autorisation eller boardingpass ikke burde befinde sig.
Følelsen af at have fundet det perfekte venue var dog en stakket frist. Der var ikke brug for de store matematiske kundskaber for at se, at hvor meget street credit, der end var i at holde festival i en lufthavn, var stedet alt, alt for stort – eller også var der alt for få mennesker. Fredag dag og aften var langtfra 15.000 mennesker dukket op, og man fik derfor en fornemmelse af at være gået forkert. At være på festival uden at skulle stå i kø til toilettet har vist aldrig været meningen, ikke sandt?
Festen der aldrig slutter
Lørdag fandt festivalen imidlertid ud af, hvilket ben den skulle stå på, og den fik da også hjælp fra de mange flere gæster, der valgte at indløse billet til denne dag. Solen havde desuden for cirka første gang i år valgt at kigge forbi, og netop denne kombination syntes at være alt, hvad der skulle til for at få en succesfuld festival.
Men vejret er jo som bekendt ikke rigtig noget, man kan give arrangørerne ansvaret for. Hvad de derimod fortjener stor respekt for, er, at der for en gangs skyld blev udvist respekt for publikums øregange: Der var ingen dårlige lydsystemer, der var ingen dårlige lydmænd og derfor ingen koncerter, der blev ødelagt af dårlig lyd.
Musikken i Tempelhof stoppede både fredag og lørdag allerede klokken 24, men det betød bestemt ikke, at festen var slut. Berlin Festival fortsatte nemlig i hvad, de til anledningen havde kaldt Club Xberg – et ret stort område omkring Badeschiff og den kendte og berygtede klub Arena. Her var en masse mere eller mindre kendte dj’s inviteret, og jeg tvivler på, at den sidste gæst er gået hjem endnu.
Berlin Festival var del af hele Berlin Music Week, så faldt Club Xberg ikke i din smag, var der i hobetal af andre fester rundt om i byen, der alle hyldede musikken på den ene eller anden måde, men alle i bedste berliner-ånd.
Sådan skal den skæres
Det er anden gang, Berlin Festival satte gang i en ellers kedelig september-weekend i Tempelhof Lufthavn, men det ville være dumt, om det var den sidste. Roskilde Festival skal efterhånden kæmpe meget hårdt for at bevare sin status som must-see. De europæiske festivaler i Tyskland, Spanien og så videre har efterhånden mange gange vist, at de forstår at sætte gang i festen – og det uden så meget regel-fnidder.
Vil du vide, hvad du helt præcis gik glip af, har Pop10 lavet en to timers lang og meget anbefalelsesværdig reportage fra festivalen. Se den her.