Det er godt to år siden, The Antlers udgav Hospice – et af de mest gennemførte, sammenhængende og smukke albums det år. Der er derfor selvsagt store forventninger til Burst Apart og Peter Silberman, der om nogen forstår at hælde liv og sjæl i en sang.
Hvor Hospice havde karakteristik af et konceptalbum, og den narrative historie førte lytteren gennem et desperat sygdomsunivers præget af magtesløshed, frustration og sorg, består Burst Apart i højere grad af mere selvstændige skæringer. Noget, der har givet anledning til større variation i numrene. Lige fra den tempofyldte anden skæring, “French Exit”, der svæver ud af højttalerne med et vellydende synthriff, som næsten byder op til dansende bevægelser – noget, man ikke ellers kan beskylde The Antlers for at lægge op til.
Den efterfølgende “Parentheses” minder i højere grad om Hospice, hvis man ser på den skingre, klagende vokal. Men den rå industrielle guitarlyd og de alarmlignende effekter gør nummeret mere aggresivt og insisterende end tidligere oplevet.
Generelt indeholder pladen en del overraskelser, dog uden at skuffe forventningerne. Netop som et prægtigt gevir formår drengene at have et grundlag, hvorfra musikken kan sprede sig ud. Eller sagt med andre ord: Man er aldrig i tvivl om, at det er netop Antlers, vi lytter til. De har den unikke identitet, som så mange kunstnere stræber efter.
Pladen minder på mange måder mere om Silbermans tidligere udgivelser – især In the Attic of the Universe, hvor det instrumentale fylder forholdsvis meget. Og det klæder pladen. For det første er det ofte en fornøjelse, når den forbandede vers-omkvæd-vers-form bliver sat til side, og der gives plads til udforskning og eksperimentering. Det sker for eksempel i nummeret “Tiptoe”, der passer til en tragedieversion af “Blade Runner” (eller, hvis man er en smule nørdet, kunne være taget fra soundtracket til computerspillet “World of Goo”). Men for det andet fungerer instrumentalsiden strålende, fordi der kæles for lytteren. For, måske vigtigst af alt, så lyder pladen hamrende godt. Selvom pladen begiver sig lidt væk fra den dagsorden, Hospice havde, så er der dog stadig gjort plads til den mere mørke del af lydspektret i den afsluttende “Putting the Dog to Sleep”, der nok også er det nummer, som minder mest om det, vi kender fra bandet i forvejen.
Et af de få kritikpunkter må være, at numrene til tider bliver en smule langtrukne. “No Widows” er en smule monoton i længden og havde ikke mistet noget ved at være cuttet med et enkelt minut eller halvandet.
Det ændrer nu ikke ved, at The Antlers formår at udvikle sig uden at tabe forbindelsen til det, der gør dem magiske. Det er ikke umiddelbar musik – den kræver og fortjener en lytter, der gider give sig tid til pladen. Men gør man det, vil man blive alt andet end skuffet.
