Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
»Han har ikke skovmandsskjorte på, fordi han kommer fra Brooklyn. Han har skovmandsskjorte på, fordi han kommer fra… en skov.« Indrømmet, det var måske nok en tilsnigelse af min sidemand på et propfyldt Loppen tirsdag aften at kalde The War on Drugs’ hjemby Philadelphia for en skov. Alligevel var der nu noget ved mændene på scenen, der signalerede, at modeluner ikke er det, der fylder allermest i bandets dagsorden. Her, mens de fire tøffede rundt og kørte deres instrumenter i stilling, var der naturligvis skovmandsskjorterne og de lidt nussede cowboybukser og frisurer at bide mærke i. Da de antageligt var tilfredse med deres arrangement, var der det omsorgsfulde »You guys all OK?« fra forsanger Adam Granduciel. Nu bandet allerede var oppe scenen, var der vel ingen grund til at gå ned for at blive klappet ind igen. Straight to the point, men selvfølgelig skulle publikum lige være o.k. først. Det var vi. Og da tonerne begyndte at rulle, var der landevejen og det dovne psykedeliske backdrop. Og så var der selvfølgelig Bruce. Og der var Bob.
The War on Drugs lyder ærkeamerikanske, og de understreger gerne udtrykket med tekster om de lange highways, de glitrende kyster og de skønne kvinder. Skulle det ikke være nok, burde Granduciels fingereren med guitarstrengene eller en lejlighedsvis mundharpe være nok til at overbevise de fleste. Alligevel er det modsætningsforholdet mellem den klassiske amerikanske rocklyd, de drømmeriske klange af langstrakte, atmosfæriske guitar- og keyboardtoner og et skridfast, rullende beat, der karakteriserer gruppens lyd og gør det muligt både at rokke og rocke med ud af den støvede og emmende landevej. Når tiden kommer, udvikler beatet sig, og en sang dukker op af guitar- og synthdisen, der dog aldrig fortager sig.
Således også tirsdag aften. “Baby Missiles” og “Buenos Aires Beach” fra henholdsvis den just udkomne Slave Ambient og den tre år gamle forgænger Wagonwheel Blues åbnede og understregede samtidig ekstremerne i bandets lydbillede. Selvom de måske ikke er så ekstreme igen, fungerede det glimrende først at brede keyboardfladerne ud over publikum for siden at lade en mere folkrocket lyd slå igennem, men hele tiden holde fokus på nogle af bandets stærke melodier. Som Undertoners anmeldelse af Wagonwheel Blues i sin tid påpegede, udgør den kontante, monotone rytmes rullen og de svæveriske omgivelser en potentiel kilde til ensformighed, men denne fik bandets variationer og helhjertede indsats holdt fra døren langt det meste af aftenen.
Det sikrede de fine overgange, som eksempelvis koncertstartens udmunding i et mindre pågående, langstrakt keyboard- og mundharpe-stykke med et højdepunkt i “I Was There”. Eller et fremragende afsluttende stykke, hvor rytmerne fik lov at vokse eksponentielt under “Arms Like Boulders”, “Best Night” og “Brothers” for til sidst at lulle publikum ned i sengetids-tempo med et par ekstranumre, der nu havde alt andet end travlt med at genne os ud i natten.
Hvad der hovedsageligt skæmmede bandets optræden var forholdene på et stort set udsolgt Loppen, som hverken arrangører eller publikum nok havde regnet med ville være helt så overstrømmet tirsdag aften. Under et temmelig langt midterstykke syntes Granduciels vokal at svinde helt væk i den bølgende synth, og selvom en flugt mod den bagerste del af lokalet hjalp på lydforholdene, var det svært at undgå både knas med musikken og snak fra baren. Det var nu en forholdsvis parentetisk gene ved en glimrende aften med et velspillende band, der dog gerne må blive opgraderet til Lille Vega næste gang.
