Som med alt andet pressemateriale er det heller ikke i dette tilfælde beskedenhed, der er i højsædet. Om den »soniske oplevelse« på Hearts lyder det således, at »it can’t be defined via a few meagre adjectives or genre classifications; you have to live it, live inside it. It will soak you up, embrace you and give back what you put in.«
Men som det oftest er tilfældet med pressemateriale, er der også her tale om overdrivelser. For nok er den stockholmske duos skaberværk opslugende og opfordrer til indlevelse, men effekterne er gamle kendinge, og sammenligningerne ligger lige til højrebenet. Mew, My Bloody Valentine, Cocteau Twins, Sigur Rós, Múm. Lydvæggen møder de store vidder!
Shoegazeren er udgangspunktet for eskapaderne, og som mange af deres medsammensvorne i genren tager I Break Horses os med til en verden, der på én gang føles ugæstfri og sært dragende. Fra en ubestemmelig retning og fra en lige så ubestemmelig afstand høres sangerinde Maria Lindéns stemme – manipuleret i en grad, der slører teksten og ofte selv kønnet. Underneden, oveni og svævende højt over finder man trommer, bas og lag på lag af synthflader i en massiv, omflakkende lyd. Roterende, gyngende, op og ned, frem og tilbage.
I Break Horses’ omfavnelse af shoegazer-lyden kan være betagende i sin intensitet. Men den kontinuitet i lydbilledet, duoen forsøger at skabe ved det konsekvente lydbillede, udmønter sig desværre for ofte til monotoni. Af samme grund indtræffer en sjælden ja-følelse halvandet minut inde i titelnummeret, da en stigning i intensitet sætter ind, og kontinuiteten for en gangs skyld brydes. Desværre er det netop denne overraskelsens glæde, der er albummets største mangelvare og det, som gør, at det for ofte er i fare for at henfalde til baggrundsmusik eller måske ligefrem baggrundsstøj.
I sidste ende gør Hearts sig måske bedst de steder, hvor en ny dynamik eller idé fødes og konstitueres. Og så findes der heldigvis også flere numre, der holder stand hele vejen igennem. Det gælder f.eks. ”Wired”, hvis Joy Division-lignende træghed har stor charme, og hvis opbyggelige udvikling og sammenhæng med den lydmæssige side fungerer i en anden grad end mange af pladens andre mere tænkte skæringer.
Der er ikke fantastisk meget nyt at komme efter hos svenskerne i denne omgang. Men et ganske fint album er Hearts trods alt, og ikke mindst er det godt håndværk inden for genren. Og sværger man til shoegazer med et skud islandsk inderlighed, kan pladen – som pressematerialet påstår – måske godt gå hen og blive »the most bewitching debut of the year«.
