Plader

Let Me Play Your Guitar: s.t.

Skrevet af Jonathan Heldorf

Der vises flotte takter på debutalbummet fra det danske sidestykke til Fleet Foxes. Idéerne er gode og talentet til stede. Nu mangler de bare at lære at tegne uden for stregerne og overraske.

Det er ved at være en slidt reference, men netop heri ligger nok beviset på deres enorme betydning for tidens indiefolk, for genklangen af Fleet Foxes er unægtelig til stede i meget af det, der sendes på gaden i disse år. Således også på Let Me Play Your Guitars selvbetitlede debutalbum.
Andre har dog tidligere sløset mere med denne inspirationskilde, end det danske band gør her, for LMPYG har begået en flot og raffineret plade, hvor heltene skues i periferien, men aldrig får lov at stå som førerhunde for blinde.

Sekstetten spinder roligt nydelige takter og pænt udførte vokalharmonier over en temmelig velkendt struktur. De er bestemt et behageligt bekendtskab, der ikke på nogen måde er påtrængende i hverken stemning eller udtryk. Derimod besidder musikken en inviterende og latent forførende ro, som bliver ekspliciteret i et af pladens højdepunkter, “Midnight Scene”, hvor man også mærker en skrøbelig ærlighed bag mantraet: »Look at yourself and feel pretty.«

Samme klædelige skrøbelighed udstilles i den melankolsk sitrende “Something on My Mind”, hvor musikken trækker sig sammen og puster sig op som en stor lunge. Denne kontrast mellem de nedbarberede og enkle guitarstykker til de svulstige harpeklingende passager, som også kunne høres på Loney Dears nylige album, Hall Music, er overhovedet ikke til at stå for.

Det hele er ekstremt veludført og elegant, men desværre også en skolængde trivielt. Angsten for at tegne uden for stregerne er allestedsnærværende, og derfor bliver det samlede udtryk præget af en kompromitterende monotoni, der er tydeligst i den halvlunkne “Roses”, der bliver direkte blødsøden på en lidt kvalmende facon.

Selvom LMPYG’s debutplade ikke er en perfekt én af slagsen, er der stadig mange gode ting at tage med sig videre. Især fungerer de mere psykedeliske lydflader i uovertruffen grad i “Man to Man” og “Rainbows”, der lader tæppet falde for denne gang.

Det er bestemt godkendt, hvad de seks gutter har leveret her i form af en iørefaldende, selvbevidst og på ingen måder påtrængende plade. De fleste af skæringerne står fornuftigt for sig selv, om end helheden kan gå hen og blive lidt drøjt traskende at skulle trækkes med, primært fordi det hele er så pænt og nydeligt og en anelse tryghedssøgende.

★★★★☆☆

Leave a Reply