En ny begyndelse. En anden verden. Det vokser. Det bliver større. Vertikalt. Horisontalt. Så begynder det. Det spirer, det pibler, det knitrer, det klirrer. Uendelige vidder i nordiske landskaber breder sig ud. Blide, vibrerende, sitrende toner skubber dig af sted. Løfter dig op. Du svæver. Dine fødder har løftet sig fra jorden. Du har forladt jorden og virkeligheden for et øjeblik.
»Hallo!!« En pige i en rød trøje forsøger at fange min opmærksomhed. Hun vifter ivrigt med sin hånd. »Er du ikke sød at skrue lidt ned?« Lettere forfjamsket indser jeg, at jeg sidder på en læsesal i København. Ikke på ryggen af en hvid hest, galoperende over islandske sletter med spirende anemoner og rislende bække omkring mig.
I mine høretelefoner klinger tonerne ud fra åbningsnummeret “Name”. Med nummeret “Heart” hives jeg fra læsesalen tilbage til de nordiske landskaber. Her spirer, risler, pibler, lever alting stadig – den røde trøje til trods. En insisterende bas driver mig videre igennem sitrende musiklandskaber. Albummet Hall Music udvikler sig organisk og sensibelt i en flod af dragende numre.
Bag navnet Loney Dear gemmer der sig en svensker, som er glad for pop. Hans navn er Emil Svanängen. Han er kendt som multiinstrumentalisten, der på sit eget lo-fi udstyr i forældrenes kælder i Sverige har skabt et følt og levende lydunivers. Han kombinerer det poppede med det melankolske, og hans musik er både lyttevenlig og subtil.
Lydbilledet tegnes af et arsenal af lyde og instrumenter. Lifligt fletter de sig ind og ud i mellem hinanden i én stor popsymfoni. Albummet er på én gang højtløftende og storladent, roligt og afslappet. Med klokkespil, kirkeklokker, voldsomme strygerarrangementer og forvrængede falsetter når numre som “Heart” og “Durmoll” momentvis religiøs storladenhed. Med svingende, vuggende og bølgende bevægelser fremmanet af doven percussion, sløve basrundgange og hviskende whiskers luller numre som “Lonely Blues”, “Calm Down” og “Largo” dig ind i en tilstand så afslappet, at diverse variationer af meditation eller transcendental yoga bliver gjort til skamme.
Loney Dears sjette album, Hall Music, er et stemningsskabende og filmisk værk. Som islandske Sigur Rós har Loney Dear en evne til at skabe musik, som får lytteren til at drømme sig væk i en anden verden. Med orkestrale og symfoniske elementer blandet med diverse samples og lydeffekter skaber Loney Dear billeder i musikken. På samme måde som når Björk tegner splintrende iskrystaller frem for lytterens blik med nummeret “Pagan Poetry” fra albummet Vespertine.
Skulle man kritisere Hall Music, kan man sige, at det af og til bliver en anelse for følt, tenderende det patetiske. I “Name”, hvor Svanängen synger »I want your name next to mine,« og det efterfølgende “Heart”, hvor kirkeklokker bimler og bamler, bliver det hele en anelse for pladderromantisk. Men som der stod i The Sunday Times, har Svanängen »a voice that breaks your heart before you can work out what he’s singing.« Og med de ord kan man måske konkludere, at Hall Music er et album, som ikke skal overfortolkes og analyseres. Du må give slip på dit intellekt, bare lade dig drive væk og glemme tid og sted.
Jeg er nået til pladens sidste nummer. Det hele slutter med et brag af en popfest, “What Have I Become?”. Jeg falder ligeledes med et brag ned på jorden igen. Tilbage til læsesalen og den røde trøje. Den rungende stilhed fra virkeligheden virker skræmmende tilstedeværende. Jeg tager høretelefonerne på igen. Trykker play. Jeg er klar til endnu en svævetur i følgeskab med Loney Dear og Hall Music.
