Marybell Katastrophy anbefaler

 

Aarhus har mange anmelderdarlings, og en af dem er Marybell Katastrophy, der tidligere har udgivet debut-ep’en This Is the One i 2007, ep’en You Are the Two (2008) og fuldlængderen The More i 2008. Bandet er på vej på en noget særlig efterårsturné, hvor koncerterne ti danske byer er eneste mulighed for at erhverve sig deres nye album i fysisk form. I den forbindelse har Undertoner sat musikerne stævne og bedt dem om bud på en række plader, de kan anbefale.

Die Goldenen Zitronen: Lenin (2006)
Tyskland er vores andet hjem i musikalsk forstand, og det store gamle land er (for de fleste) en ukendt guldgrube af fantastisk musik. Pionerpunkerne Die Goldenen Zitronen laver en intens blanding af punk, elektro, hiphop med dramatiske og politiske tekster, som er svær ikke at holde af. Det er respektindgydende og i øvrigt ret udansk at lave musik, der er så teatralsk og højtideligt som Lenin-pladen, men hvis man sætter den på med ‘ren tavle’ og lukker øjnene, kan man næsten fornemme de turbulente 80’ere og generationskløften i det dengang fysisk og politisk opdelte Tyskland.

Health: Get Color (2009)
Rumklang! Delay! Distortion! Health skriver ikke sange, men bygger komplekse ambiente lydlandskaber – og spiller sange i dem. Det er komponeret æstetik, når det er allerbedst, og det er svært ikke at holde af de støjende og pulserende lyde og effekter, de kaster rundt med. På sin vis bunder vores kærlighed til Health nok i følelsen af, at de leger med lydbilleder på samme måde som os. Naturligvis ikke med det samme æstetiske output, men med den samme iver efter at lade sig inspirere til sangskrivning, af de lyde man selv har skabt – og Marybell Katastrophy ELSKER rumklang, delay og distortion.

Chris Clark: Clarence Park (2001)
Clarence Park er en skizofren blanding af seje elektrobeats, støjflader, store ambiente akkorder og komplekse, smukke synthmelodier. Af en eller anden årsag virker stort set alt, hvad Chris Clarke forsøger på sin debutplade, og det er inspirerende at lytte til hans skæve, dissonante tilgang til harmoni og melodi. Vi har aldrig haft skrupler ved at stjæle inspiration fra Clarence Park, for det er i jo virkeligheden umuligt at kopiere eller plagiere.

Death Grips: Exmilitary (2011)
Avantgarde-hiphop/-grime-gruppen Death Grips er beviset på, at hiphop kan være meget mere end samplede hits og guldkæder. Musikken vægter mindst lige så højt som lyrikken og banker nådesløst derudad med voldtunge beats og overlegne synth og rasende effekter. Marybell-drengene elsker at sætte pladen på de store speakers efter en produktiv arbejdsdag i studiet.

Liturgy: Aesthethica (2011)
Liturgy er Pitchforks indie-black metal-darlings, og det er bestemt berettiget. Aesthethica befinder sig rigtig nok i samme boldgade som norsk black metal, som vi kender den – blastbeats, skrigende vokal og hidsige, diskante guitarer – men deres harmonier er vidunderligt melankolske, og Liturgys univers handler musikalsk og tekstmæssigt ej heller på nogen måde om satanisme, kirkeafbrændinger og hvid ansigtsmaling. Man kan tage sig selv i at nyde pladen som stille musik… weird?

The Breeders: Title TK (2002)
Kim Deal er den ukronede dronning af puristisk melodiskrivning. Det er på en gang inderligt, yndefuldt, pisseskævt og skåret helt ind til benet. Man kan sjældent forestille sig en tone placeret anderledes, for alt er harmonisk og rymisk iscenesat, så sangenes vigtigste elementer står krystalklart frem. Med meget få virkemidler når pladen langt omkring (og langt ud) og har i allerhøjeste grad lært os, at less is more. I en god sang har alle instrumenter en retmæssig funktion, som ikke bare udfylder soniske huller, men bidrager til det smukke hele. Det lyder pladderromantisk – og det er det også – men det er ægte og umuligt at sætte en finger på.

PeterLicht: Stratosphäerenlieder (2003)
PeterLichts antipop-pop-plader, som Stratosphäerenlieder, er også anbefalelsesværdige. Vores egen Jakob Schweppenhäuser har skrevet en artikel om ham/dem i tidsskriftet Den Blå Port.

M83: Dead Cities, Red Seas & Lost Ghosts (2003)
Slutteligt en meget kort anbefaling af M83-pladen Dead Cities, Red Seas & Lost Ghosts og en meget lang afklapsning af deres virke sidenhen fra Emil Thomsen:

»Verdens bedste udgivelse. M83 peakede desværre her, derefter gik det stærkt ned ad bakke og blev til endnu et følsomt møgpopprojekt, og det var også den sidste plade, hvor M83 var en duo, for Nicolas Fromageau forlod M83 umiddelbart efter. Det ledte mig naturligvis til at tænke, at Fromageau måtte være geniet (og den efterladte, Anthony Gonzalez, en idiot). Det skete først i 2010 at Fromageau under navnet Team Ghost udgav noget nyt selv – hvilket jo var en fantastisk forløsning, i mellemtiden havde han desværre fået den elendige idé at komme syngmedvokal og naturlighedsguitar på sin musik, og dermed forsvandt begge mine forbilleder, fordi de gerne ville være mere følsomme, den klassiske og største musikalske kortslutning af dem alle.«

Marybell Katastrophy drager på en længere danmarksturné inden længe. Den bringer dem vidt omkring bærende på deres nye album, som kun sælges i fysisk form til koncerterne. I størstedelen af  koncertbyerne vil der medvirke lokale kor, og koncerterne vil desuden indeholde specielle visuals, hvor filmklip bliver udløst af musikken, så lyden fra billederne er det styrende og bliver en del af musikken.

Turnéen er planlagt i samarbejde mellem Dansk Live og Merger Management, og du kan fange bandet følgende steder og dage:

5/11  AARHUS, STUDENTERHUSET

10/11 KØBENHAVN, BETA

11/11 VORDINGBORG, STARS

12/11 KOLDING, PITSTOP

17/11 FREDERIKSHAVN, DET MUSISKE HUS

18/11 AALBORG, STUDENTERHUSET

19/11 ALBERTSLUND, FORBRÆNDINGEN

24/11 GRENÅ, PAVILLIONEN

25/11 SVENDBORG, HARDERS

26/11 ODENSE, KANSAS CITY