Det er ikke alle og enhver, der kan skrive og indspille en hel plade på under én uge. Det er ikke desto mindre, hvad d’herrer Paley & Francis har præsteret. Materialet blev skrevet på bare tre dage i Reid Paleys lejlighed i Brooklyn. De 10 numre blev derefter indspillet på to dage, first take, i Nashville.
Når man skriver en hel plade på tre dage, giver det sig selv, at der ikke er blevet spildt megen tid med finpudse detaljerne. Det kan man bestemt heller ikke påstå, at tilfældet er her. Både melodier og tekster fremstår meget simple og ukomplicerede, hvilket faktisk er meget forfriskende. Man fornemmer helt tydeligt, at man er i hænderne på to yderst erfarne herrer, der ved præcis, hvad der virker hvornår; Reid Paley via 15 år som sanger og sangskriver, Black Francis bl.a. takket være årene som medlem af Pixies. I flere af sangene bidrager henholdsvis David Hood og Spooner Oldham med bas og klaver. Derudover er der ikke andet end to guitarer og to stemmer. Gennem samtlige 10 numre er stilen herligt enkel og charmerende, men byder også på alvorlige ridser i lakken.
Egentlig starter det ganske fint med “Curse”. Bløde bastoner ruller energisk ud af højtaleren, og tør guitarlyd bidrager på glimrende vis til lydbilledet. Francis’ hæse/skingre stemme underbygges perfekt af Paleys noget mere growlende vokal. “Curse” er helt sikkert duoens bedste skæring. Den energiske melodi, der nærmest holdes i ro af klaveret, sætter barren højt fra start. En barre, der vel at mærke skal vise sig svær at nå. Tættest på kommer nok “Praise”, der i al sin enkelhed er to guitarer, Francis’ vokal og en saxofon, der svæver rundt i det fjerne. Paley & Francis giver mig et indre billede af to meget hyggelige og tilbagelænede musikere, der giver koncert i hjørnet af en røgfyldt bar.
Desværre er der en hel del elementer, der viser, at dette projekt blev undfanget på rekordtid. Flere numre fremstår som fyld, og man kunne flere gange have ønsket sig lidt mere selvkritik. Her tænker jeg ikke mindst på “The Last Song”, “Crescent Moon” og især “Deconstructed”. Mens den dybe og den lyse vokal komplementerede hinanden glimrende i “Curse”, er det i “The Last Song” en ganske anden sag. Paleys dybe røst slæber sig monotont af sted, mens Francis’ lyse vokal mest af alt virker forstyrrende. “Deconstructed” må dog løbe med æren som pladens største fyldnummer. Melodimæssigt spiller det på mange af de samme tangenter, men tekstmæssigt fornemmer man en vis træthed: »The skies are blue, and so are you, and so are you.« Efter en hel plade, hvor teksterne ellers generelt har været levende og særprægede, kommer de her til at fremstå uinspirerende.
På sine bedste tidspunkter har Paley & Francis bestemt noget rigtig fedt at byde på. Men desværre viser den også med al tydelighed, hvorfor de færreste plader er skrevet og indspillet på i alt fem dage. Med tanke på, hvor meget potentiale vi her har at gøre med, har jeg svært ved at se idéen med dette forhastede projekt.





