Koncerter

John Maus + Gary War + Girlseeker, 11.11.11, Charlottenborg, København

Skrevet af Lasse Aagaard

Det lykkedes John Maus at brænde igennem både ild, vand og et dårligt arrangement.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Novembermørket havde lagt sig godt og grundigt over Charlottenborg fredag aften. Folk fra nær og fjern stimlede til for at søge lidt varme i aftenprogrammets udbud af neonlys og pastelfarver. Med John Maus ved frontroret var fredag aften helliget den nye bølge af unge kunstnere, der bruger det gamle og det glemte (hovedsageligt fra 80’ernes popkultur) til en mediearkæologisk undersøgelse af, hvad pop, punk og avantgarde betyder i dag.

Det er en genre, der er svær at kategorisere, og derfor svær at give et rum; er det meningen, man skal danse til musikken? Eller skal man stille sig et skridt tilbage og beskue og analysere den med intellektuelle kulturbriller på? Det må være den slags tvivl, der er løbet igennem arrangørerne på Charlottenborg og hos CPH:DOX, for det virkede, som om arrangementet ikke var enigt med sig selv om, hvad der skulle ske. Eller havde forberedt sig på det. Koncertrummet var stort, hvidt og bart, der var ingen egentlig belysning, lyden mudrede stort set al musik væk, og alkohol var forbudt på de bonede gulve. Det var lærredet for aftenens tre koncerter.

Girlseeker og Gary War

Aftenens første koncert var med danske Girlseeker. Guitarbåren electro-punkpop i 80’er-farver med alt, hvad der hører til. Med deres nørdede, introverte fremtoning var det ret klart, at det ikke var pigernes interesse, de var kommet for at søge. Måske var de ironiske, måske ikke (det er jo ikke længere til at sige i dette Herrens år 2011), men det var i hvert fald en pointe i sig selv at have så lidt kontakt med publikum som muligt. Musikken var charmerende med dunderbas og underspillet helteguitar, og til tider kunne man høre konturerne af, hvad der lød som nogle gode sange. Men det meste af helhedsindtrykket gik dog tabt i de mildest talt elendige lydforhold, og med så konsekvent en indadvendthed var det lidt svært at høre og se, hvad de egentlig ville.

Bedre gik det ikke for newyorkeren Gary War, der med håret i øjnene og fingrene fast plantet på sin fuldstændigt uhørlige guitar ikke formåede hverken at gribe ud eller ind. På trods af at koncertrummet her var fyldt bedre ud end ved Girlseeker, var lyden stadig så mudret, at man ikke havde en kinamands chance for at fået særlig meget dechifrerbart ud af musikken. Tilbage stod Gary War, åbenlyst ligeglad med om publikum var til stede. Med den effekt, at de fleste gik, og koncerten sluttede, uden at nogen rigtig opdagede det.

John Maus

Klokken 22.30 dukkede Monsieur Maus så op. Som en moderne Fritz Fatal sprang han ind på scenen, trykkede play på sin musikafspiller, og ud buldrede “Quantum Leap”, fra hans seneste udgivelse. Musikken blev afviklet fuldstændig identisk med de færdigindspillede versioner, og Maus havde reduceret sin egen rolle til at være sangenes menneskelige ansigt. Han slog sig selv i hovedet, vred sig i sin sveddryppende skjorte og skreg. Og skreg og skreg og skreg. Med ekkoer så tykke, at enhver form for sproglig forståelse blev udvasket. Han stirrede desperat og manisk ud på publikum. Han strakte armene som for at bede om nåde for al verdens synd og skam. Han prøvede at sprede fortvivlelse og håb på én og samme tid. Musikken kørte ud i ét — der var ingen vægt på de enkelte momenter, kun et flow af energi. Maus selv søgte en desperat kontakt med publikum — ikke for at få os til at se ham eller støtte op om hans show, men for med enhver vold og magt at få folk til at connecte med musikken. Med hans cd-afspiller. Og alligevel trådte han sig selv over fødderne ved at skrige og stønne og savle så højt, at musikken blev fuldstændig sekundær. Det var fatalt. Det var decideret dumstristigt. Det var dømt til at brase sammen under sin egen vægt.

Og det gjorde det så pudsigt nok alligevel ikke. For Maus beviste, at det, der bærer en musikalsk oplevelse ikke er postuleret autenticitet, det er heller ikke blodet, sveden og tårerne, der strømmer, når man spiller på sit instrument. Det er alene mængden af energi, der bliver videregivet. Han trodsede de elendige lydforhold (han skreg sig igennem dem), han gav fingeren til de katastrofalt håndterede visuals og sked ikke mindst højt og helligt på folks forventninger om, hvordan opskriften på en god koncert lyder. Ligesom hans musik spiller på æstetikken fra en nær fortid — 80’erne, igen — som vi hurtigt kan komme til at glemme i al hast og jag med at hovere over teknologiens fremmarch, så gjorde han sig selv til ambassadør for den samme æstetik.

Når han skreg, var det et skrig fra Terminator, RoboCop, Atari-computerne og VHS-båndene; historier og teknologi, vi har begravet og gjort til naive og unødvendige klenodier fra dengang, vi ikke vidste bedre. Et skrig om ikke at fortabe sig i moderne arrogance. Om ikke at tro, at tiden bare har bragt os videre, uden videre. Højtalerne messede »Rights for gays / Oh, yeah!«, og John Maus skreg. Fordi det jo er rigtigt nok. Og hvis det skulle være gået hen over hovederne på nogen, skal det da siges med stort.

Til at underbygge showet havde Jennifer J. Stratford lavet visuals i form af pangfarvede mønstre og klip fra hengemte 80’er-film. Men afviklingen af billederne var så elendigt udført, at det nærmest var en hån mod publikum og Maus. Var der oprindeligt en dramaturgisk eller visuel udvikling, forsvandt den fuldstændigt i dårlig og billig håndtering (og nej, det bliver ved Gud aldrig charmerende at minimere vinduer/trykke pause/rode rundt på skrivebordet på en 5×5 meter skærm til en koncert) med den effekt, at opmærksomheden tit blev revet væk fra Maus.

Det var en skizofren novemberaften på Charlottenborg. Mange energier og meget lidt enighed. Dårlige forhold og et arrangement uden retning gjorde det til tider til en decideret træg oplevelse. Så meget desto mere må man anerkende John Maus for at kunne brænde igennem sine egne og arrangementets begrænsninger.

★★★☆☆☆

1 kommentar

Leave a Reply