Sandro Perri: Impossible Spaces

Canadiske Sandro Perri lagde sit synonym Polmo Polpo i graven midt i 00’erne, og med Impossible Spaces er han nu oppe på fire album under eget navn. Med fingrene på lapsteel-guitar for Great Lake Swimmers og som producer for bl.a. Owen Pallett og Grizzly Bear er Perri en herre med talent, og det er lidt synd, at han ikke har skabt sig et større navn.

Hans legesyge udforskning af en blid form for jazzet folk, der på mange måder minder om den musik, som voksede ud af Chicago i start-90’erne omkring folk som David Grubbs, Jim O’Rourke, John McEntire og Sam Prekop, har nemlig mange kvaliteter. Perri er måske ikke helt så genrenedbrydende som de nævnte herrer, men musikken er tilbagelænet, behageligt labyrintisk og hele tiden med en snert af pop.

Albummet åbner med “Changes”, der først virker en smule dissonant og rodet, men det er blot, indtil guitaren og vokalen falder ind og sætter den blidt vuggende melodi i gang. Omkvædet elektrificeres mere, siden tilsættes horn, og nummeret ender i et smukt groove, hvor guitar og gammel synth leger tagfat.

Perris musik lyder delvist improviseret, delvist komponeret, og han blander problemfrit en lang række genrer og instrumenter. Ved første lyt er albummet ganske ligefremt. Men det afslører ved gentagne gennemlytninget en kompleksitet, som i høj grad bindes sammen af og føles tryg på grund af Perris vokal. I forhold til hans forrige album, Tiny Mirrors fra 2007, er lyden på Impossible Spaces endnu varmere, og vokalen ligger længere fremme i mixet. Han formår at kombinere et vældigt ambitionsniveau med noget meget simpelt og velkendt, som på intet tidspunkt bliver kedeligt.

“Love & Light” henter sin rytmiske inspiration fra Latinamerika, mens “How Will I” i udgangspunket er mere jazzet, men bl.a. på grund af en utrolig cheesy fløjte lugter nummeret også langt væk af amerikanske 70’er-ballader. “Futureactive Kid (I & II)” kombinerer folkballaden med periodiske skærebrænderguitarsoli og futuristiske synthudbrud. Nummeret er på cd’en delt i to, men fungerer som ét langt nummer.

Og det er blot et af flere numre på albummet, der får lov til at udvikle sig ud over de syv minutter. Tag f.eks. ”Wolfman”, der pludselig lader et behersket progriff bryde den stille ballade, og hvor nummeret senere hvirvles op og rundt af Perris fingerspil på guitaren. Det sker igen og igen med små musikalske forandringer, og det føles aldrig, som om numrene er længere, end de naturligt kan bære. I stedet kan det næsten virke som en strategi fra Perris side, hvor han udforsker melodiernes bæreevne og muligheder for at udvikle sig over tid med forskellige lag, som det f.eks. også sker i “Wolfman”.

Og det er netop det, der gør Impossible Spaces til en fornøjelse. Sandro Perris musikalske udforskning sker altid på de seks numres præmisser. Derfor virker albummet aldrig som en række eksperimenter, der lukker om sig selv. Det er i stedet en samling poppede, tilgængelige numre, der altid har lytteren for øje.