Plader

Ulige Numre: s.t. EP

Skrevet af Jacob Aksglæde

Det gik sørme hurtigt! Med kun én ep i bagagen er Ulige Numre allerede på alles læber. Læs, hvordan det kan gå til!

»På Nørrebro igeeen!« Kidd er alle vegne og åbenbart også i denne anmeldelse, men her fungerer han dog kun som et eksempel på én af de mange musikere, der er meget begejstret for det danske sprog og den danske hovedstad. Der synges på dansk, og Danmark hyldes i en sådan grad, at Dansk Folkeparti snart ikke har noget at brokke sig over længere.

Dansksproget indierock plejer ikke at være garant for en så voldsom bevågenhed i pressen, som tilfældet har været med det københavnske band Ulige Numre. De skabte genlyd i medielandskabet med deres single ”København”, der blandt andet resulterede i, at Urban kaldte dem for talk of the town og smed dem på forsiden. Det er selvfølgelig ikke kun pressen, der har taget godt imod Ulige Numre, men selv blandt lytterne er det svært at finde nogle skeptiske ord, og det må man tolke, som at publikum har savnet det, Ulige Numre præsenterer. Når jeg siger savnet, skyldes det selvfølgelig, at det samme koncept er hørt før. Ulige Numre har altså ikke opfundet den dybe tallerken, men arbejder videre med den sangskrivertradition, der er kendt fra store sangskrivere som C.V. Jørgensen, Peter Sommer og Nikolaj Nørlund. Derfor syntes det også uundgåeligt, at Nikolaj Nørlund selv skulle give arven videre og producere bandets selvbetitlede debut-ep, der udkom 31. oktober.

Ep’en består af fem numre, hvor deres hit ”København” er det første, lytteren får ud gennem højtalerne. Nummeret fænger allerede ved første møde – helt uden at smage alt for meget af fløde, som vi kender det fra en typisk Rasmus-Seebach sang. Men inden vi distancerer Ulige Numre alt for meget fra Seebach, så må vi også indse, at han har haft en indflydelse på den positive respons, Ulige Numre har fået. Forbliv rolig. Forklaring følger. For uanset hvilken frekvens, vi stiller ind på, er sandsynligheden for at høre en af de mange dansksprogede pop-artister som Medina, Nik & Jay, Burhan G osv. meget stor. Disse musikere har gjort det ‘okay’ at synge på dansk igen – i hvert fald i mainstreammiljøet – og har derfor samtidig lavet et forarbejde for Ulige Numres dansksprogede musik, der ikke ville have nået samme status foruden.

Men lad os fokusere på det, som det handler om. Musikken. Og den er god. Rigtig god. Rækkefølgen af numrene på pladen fungerer fint. Efter hittet ”København” kommer ”Navn i sne”, der starter med upbeat trommer og en 60’er-guitar, hvorefter forsangeren Carl Emil tager over og indleder et mere roligt vers med strofen »Hvis jeg må skrive dit navn i sneen / før foråret smelter os væk« og vidner om, at han er en sangskriver, der har styr på lyrikken. Lyrikken er da også gennemgående god på hele ep’en, der både præsterer sætninger, som let fordøjes, og andre, der skal tænkes længere over. Og netop de strofer, der kræver mere tid, gør ep’en værd at høre mere end én gang.

Efter en heftig omgang med de to første numre, der begge kandiderer til hitstatus, sættes tempoet ned med sangen ”Så let”. Her er det tydeligt, at Nikolaj Nørlund har sat sit præg på trommerne, der minder meget om de jungleagtige trommer, han selv bruger på ”Under fremmed flag” fra hans sidste fuldlængde, Tid og Sted. Det virker rigtig fint og skaber en lettere hypnotiserende stemning, der får ens blodtryk helt ned.

”Sølvvognen”, der slutter ep’en af, besidder samme stemning, dog med væsentligt mere dynamik, der faktisk er så voldsom, at sangen lyder som to forskellige. Alligevel flettes sangen flot sammen til én modstridende enhed og tydeliggør bandets formidable evner inden for sangskrivningens kunst.

Endnu en gang må Nikolaj Nørlunds producerrolle fremhæves, da ep’en gennemgående gør brug af en blæsergruppe, præcis som Nikolaj Nørlund selv gør på flere af sine udgivelser. Disse blæsere gør utrolig meget for sangene uden at virke alt for pågående. Derfor kan man også kun håbe, at de to parter fortsætter samarbejdet. Jeg er i hvert fald blevet tilhænger af bandet og glæder mig meget til at høre mere fra dem. Der er jo flere byer, der skal synges om.

★★★★★☆

1 kommentar

  • Jo, det er skam aldeles glimrende, dét Ulige Numre har gang i. Korrekt at de nok ikke har opfundet den dybe tallerken, men mindre kan også gøre det. Syns der er en rigtig fin friskhed over musikken, uagtet at den henter ret så meget inspiration fra Håkan Hellström og The Walkmen. Forstår desværre slet ikke anmelderens vinkel til Seebach, altså ud over at de begge synger på dansk. Det giver ingen mening, i min optik. Derfor har jeg besluttet mig for at mene at Ulige Numre minder om Keld Heick!!

Leave a Reply