Naivitet, glæde, melodier, guitarriff og indlevelse er, hvad der kendetegner den kvindelige kvartet Wild Flags debutalbum af samme navn. Kvinderne bag er tydeligvis meget genrebevidste og ved lige præcis, hvad de vil med deres musik. I hvert fald har albummet en klar rød tråd, der især bliver skabt i kraft af musikkens tre karakteristika: den let skrigende vokal, den forvrængede lead-guitar og det legetøjsagtige keyboard. Hver har sin let genkendelige lyd, der ikke er til at tage fejl af.
Pladen starter da også friskt ud med et riff spillet på guitar og keyboard efterfulgt af et vers og et meget ørehængende omkvæd i nummeret “Romance”, og denne opskrift med fragmenterede melodier og hooklines går igen albummet ud. Musikken er meget legende, glad og på grænsen til barnlig med Carrie Brownsteins stemme – der lyder som en teenagedrengs vokal, som endnu ikke er gået i overgang – i front. En stemning, der blandt andet bliver skabt af den måde, numrene er stykket sammen på. Nogle gange kommer der nogle bratte skift, som f.eks. i nummeret “Glass Tambourine”, hvor en passage med forvrænget guitar og klingende bækkener leder direkte over i et instrumenttomt, tostemmigt a capella-stykke.
Når jeg hører pladen, tænker jeg, at her har vi at gøre med nogle unge mennesker, der lige har startet et band og fundet ud af, at det at gå amok med skramlede trommer, forvrænget guitar og skrigende vokal er det fedeste i verden. Albummets styrke er da også bandets insisteren på at holde fast ved deres glade udtryk og den høje intensitet. Det skaber en homogen lytteoplevelse og et stærkt udtryk, og det er tydeligvis dét, Wild Flag er gode til. Denne styrke er imidlertid også bandets svaghed, idet virkemidlerne godt kan synes ensformige, når man er nået et stykke hen på pladen. Det ændrer dog ikke ved, at det er svært at få smilet af sine læber efter endt lytning.





