Hymns From Nineveh: Endurance in Christmas Time

For to år siden fik jeg en ep med julesange stukket i hånden. Den glødede, så det varmede hele vejen op gennem armen og ud i resten af kroppen. Vi må være nogen stykker, der har været rigtig artige i år, for ikke nok med at Hymns From Nineveh i foråret udgav sin første regulære plade, der viste sig at være ganske tilfredsstillende, men oven i huen får vi nu igen en stor portion julehymner.

Og det er nu i den niche, at Hymns From Nineveh er førende leverandør, for de otte nye og fem gamle julesange skal nok få rensdyrene til at danse tæt. Og dog, for netop rensdyr, julemand og risengrød er ikke på menuen i Jonas Petersens snelandskab. Det er tværtimod en granskov af mørke og lys, varme og kulde og snedrys og kindkys, og det er noget så befriende endnu en gang at høre julesange, der rent faktisk har noget på det flettede hjerte og ikke bare er genfortolkninger (som så mange andre kunstnere kaster sig ud i) af de sange, vi alle sammen kender og har hørt i en menneskealder.

Der er både mere glæde og sorg at finde i de nye sange, og især stikker den hjertevarme “Anywhere With You” ud fra flokken med sin svævende melodi og euforibringende stemning. Der er både legesyge og genkendelighed at hente, men hvis jeg skal finde på noget at sige, der ikke kun er prisende, så må det være, at sangen (og flere på pladen) ikke så meget kredser om julen som højtid. Snarere er temaet vinteren i sin helhed, som en årstid af fysisk kulde og sjælelig varme, og på den måde er Endurance in Christmas Time altså knap så meget en juleplade, som det er en vinterplade. Men man skal altså have både lup og pincet frem for at finde ridser i lakken, og det eneste, som egentlig tæller ned, når regningen gøres op, er, at fem ud af 13 sange er ‘gamle kendinge’ fra ep’en, og derfor har jeg en tendens til at spole forbi dem (fordi jeg allerede har skamhørt dem på nu tredje sæson).

Det er nu ikke, fordi der ellers er sket banebrydende ændringer siden Uncomplicated Christmassongs. De nye sange er kærkomne og suveræne, men de er ikke nyskabende i Hymns From Nineveh-sammenhæng, og det behøver de heller ikke at være. De får mig til at række ind i mig selv og til at skue ud på vinterverdenen med mildere øjne – en stor bedrift i sig selv.