The Clipse-rapperen Pusha T er blevet signet på ingen ringere end Kanye Wests pladeselskab, G.O.O.D Music, og det er derfor ikke underligt, at der generelt har været store forventninger til albummet Fear of God II, som er rapperens officielle solodebut. I forbindelse med karrieren med The Clipse og Kanye West-samarbejdet har Pusha T bygget et navn op, hvor der kræves et ambitiøst og velproduceret soloprojekt.
Personligt har jeg ikke skænket Pusha T mange tanker, men førstesinglen “Trouble on My Mind” med Tyler, the Creator har alligevel været uundgåelig. Når det er sagt, så er der ingen grund til at spille med lukkede kort: “Trouble On My Mind” er det eneste interessante nummer på pladen, og Fear of God II er et forfærdeligt album, der demonstrerer cirka alt, hvad der er skingrende galt med rap.
Første problem indtræder allerede, idet blikket falder på tracklisten, der består af 12 numre. Fordelt på disse 12 numre finder vi 13 gæstefeatures. Det alene er naturligvis lige uselvstændigt nok, men med gæster som Diddy, Kanye West, Tyler, 50 Cent, Pharrell, Young Jeezy og Rick Ross er det også hamrende utroværdigt. Det er så tydeligt, at Pusha T bare har skaffet tidens hotteste navne og fået dem til at sige et eller andet af ikke særlig stor betydning. Pusha T og de øvrige skyldige bag projektet har formentlig skimmet en form for top-10 og derefter punget ud. Alle mine usympatiske fordomme bliver simpelthen bekræftet hele albummet igennem, hvor næsten alle leverer en minimal indsats. Tilbage står “Trouble on My Mind”, der lige pludselig fuldender skræmmebilledet: Ét enkelt, nogenlunde velfungerende hit, der baner vejen og får stakler til at kaste knaster efter albummet.
På produktionssiden står det klart, at man ikke har gidet investere i så højtravende personligheder, som man har gjort med gæsteversene. Bevares, vi har et par The Neptunes-produktioner, men med deres langvarige Clipse-samarbejde in mente er det i virkeligheden i underkanten af, hvad jeg ville have gættet på. Der har nok ikke været flere penge tilbage i posen.
Fear of God II starter med “Changing of the Guards”, hvor Diddy siger cirka fem overflødige ord som intro, hvorefter Pusha T står for resten. »Push a ton, pledge allegiance to the raw / dope dealer that escaped without a scar, yes / I’m Buddy Lee so lucky me, see I’m home / wish I could jailbreak my team like an Iphone,« rapper Pusha T – man kan således umiddelbart glæde sig over, at kapitlet om hans kokain-sælgende fortid forholdsvis hurtigt er overstået, men nej: De resterende 11 sange følger i nogenlunde samme spor. Ja, vi skal faktisk ikke længere end to linjer ind i “Trouble on My Mind”: »Started in the crack house, Obama went the black route / Killed Bin Laden another four up in the black house.«
Se lige, hvor elegant han kan flette emnet ind i alle kontekster. Det er uheldigvis en evne, som man ikke sådan lige får lov at slippe for. “Trouble on My Mind” bærer et glimrende, ondt Pharrell-beat med en uhøjtidelig Tyler, the Creator, der gør lidt op for Pusha T’s kvalmende selvfedme.
Albummet indeholder en lille portion fængende sange, der ikke tilnærmelsesvis er rigtig gode, men som man dog kunne regne med slå igennem på den ene eller anden måde. Langt, langt størstedelen er gabende kedelige klichéer, der er så skammeligt ringe, at jeg ved albummets udgang har lyst til ruske i Pusha T og pænt bede ham om at stoppe med musik. Produktionssiden kan heller ikke gøre op for rapperens manglende engagement, og man må trækkes med den ene anonyme produktion efter den anden. Det er tamme, kedelige trommer, ingen originalitet overhovedet og en sjat tilfældige effekter, der tilsammen skaber et lydbillede så uinteressant, at det egentlig passer helt perfekt med Pusha T’s rim. Hvis du er interesseret i Pusha T’s hårde fortid, hans svimlende ‘succes’ og hans utallige venner, så skal du skynde dig at købe dette album. Ellers så lad være. For guds skyld, lad være.
