»Han har rødvin med på scenen, det er ren voksenerotik.« Citatet beskriver Hayden Thorpe, den dominerende sanger i det nordengelske band Wild Beasts. Og han var da også noget af et syn som han stod der i rød skjorte og ditto læderjakke, med tilbagestrøget hår og en vokal der svingede mellem en inderlig Morrissey og en affekteret Freddie Mercury.
Sammen med guitarist Benny Little, trommeslager Chris Talbot og medsanger Tom Fleming, udgav Thorpe i sommer albummet Smother, en smuk og afdæmpet elektronisk affære. At opleve Wild Beasts live var derimod som at få en lussing med en rød bøf. Saft, kraft og rødvin skvulpede ud over de mange fremmødte, mens englænderne lavede en tour gennem de største hits fra deres tre plader store repertoire. Allerede fra første sang, “Bed of Nails” blev agendaen sat: »When our bodies become electrified / Together we bring this creature alive / It’s alive, it’s alive, it’s alive.« Og der kom kun mere og mere liv i det show-korpus, som band og publikum sammen kreerede.
Med en spændvidde fra den hedonistiske fuldesang “We Still Got the Taste Dancin’ on Our Tongues”, over den intense kærlighedssang “Deeper”, den alvorstunge slagsmålsballade “Two Dancers (I)”, til røvjokes i “The Fun Powder Plot” viste Wild Beasts, at de besidder et diverteret udtryk, ikke blot i teksternes lyrik, men også i deres musikalske tilgang.
Og det blev kun tydeligere live. “Albatros” fik et touch af The xx’s mere minimalistiske tilgang til pop. “The Devil’s Crayon” lokkede med afrikanske rytmer. “All the King’s Men” blev præsenteret med ordene »This song is about fucking – watch me«, hvilket dog ikke udmøntede sig i obskøne bevægelser, men derimod i imitationer af falset-krampeanfald fra Fleming. “Loop the Loop” havde dog, trods en forrygende basgang og et lige så trofast klappende publikum, svært ved at bevare sin Steve Reich-inspirerede gentagelseslyrik live.
Men det var generelt småt med problemer i det velsmurte menageri, som Wild Beasts udgjorde denne aften. Og hele vejen var publikum med. De kødlunser, der blev smidt fra scenen, blev fortæret med stigende entusiasme. Der blev plukket imaginære olivengrene i “Reach a Bit Further”, stampet i gulvet til “Hooting & Howling” og decideret hoppet da “Lion’s Share” blev serveret som ekstranummer. Men Wild Beasts’ udtryk har også en fængende og genkendelig kvalitet, der skar gennem falsetskaberier og sarkasme, og gjorde, at selv førstegangslytterne i min nærhed blev grebet af oplevelsen.
For at sige det kortfattet: Koncerten var til et F + A = Fucking Awesome.
