Radioprogrammet Det Elektriske Barometer har lige fejret sine første 25 år i æteren. I den forbindelse påpegede dagbladet Information, at programmet gennem sin karriere er gået fra at være et forum for de ensomme og fremmedgjorte teenagere til at være et samlingssted for trendsætterne, de mode-, musik- og selvbevidste unge. Men sproget, der bruges, er stadig et, der emmer af patos, nostalgi og melankoli.
Skulle man sætte musik til denne forestilling om Barometer-lytteren, ville Youth Lagoon være et godt bud. 22-årige Trevor Powers – fra Idaho, USA – der er ynglingen bag projektet, har med sit debutalbum, The Year of Hibernation, skabt et album der driver af de sidste par års populære flirten med lo-fi-poppen.
Som Small Black, Washed Out og Neon Indian alle har gjort det før, har Youth Lagoon fyret op under en blanding af syntheizere, beats og lys distortion og kombineret det med et lag af selviscenesat bekendelseslyrik. The Year of Hibernation er en velvalgt titel til Powers musik og lyrik, der synes tilbageholdende og personlig — et fashionabelt forpjusket soveværelsesprojekt, hvor vokalen hele tiden holder sig lige bag melodien. Resultatet er et dvælende projekt af kondenseret nostalgi for og reflektion over årene mellem highschool og college.
Men trods de umiddelbare referencer til chillwave har Youth Lagoon et tydeligere fokus på popmelodien, hvilket gør, at The Year of Hibernation ikke falder i chillwavefælden og bliver så washed out, at den forsvinder ud af lytterens fokus. Mere oplagt er det at betragte Youth Lagoon som en støjbehandlet version af Sparklehorse, hvis musikalske bestanddele og bekendende lyrik, Powers stil lægger sig tæt op ad.
Det er egentlig enkle tricks, der skal til. Som på åbningsnummeret “Posters”, der som flere af Youth Lagoons numre starter stille, nærmest hviskende, for efter et kort ophold at sætte ind med markante beats og jangle-guitarmelodi. Samme opskrift følger “Afternoon”, som smider fløjten og ‘nyn med passager’ oven i hatten, eller “The Hunt”, der tilfører lydbilledet en gang klokkespilklingende synth. Simpelt, men effektivt. Og sådan kører pladen i det store hele.
Den musikalske stemning suppleres fint af teksterne. Sange som “17”, “July” og “Cannons” repræsenterer den patosfyldte, grænsende til patetiske, stemning, som for mange kendetegner teenageårene. Det er en tid med håb, »I have more dreams than you have posters of your favourite team« (“Cannons”), der senere udfordres af andre realiteter, »Now I pull a wanton carriage / Instead of the horses, grazing along« (“17”). Det er en tid, hvor kærligheden ændrer sig, og hvor det første forhold kan synes som starten og enden på det hele: »Five years ago, in my backyard, I sang love away / Little did I know that real love had not quite yet found me« (“July”).
Youth Lagoon laver lun musik, der virker som et kærkomment supplement i disse kolde måneder, hvor man mest af alt selv har lyst til at gå i hi. Men samtidig er musikken så forholdsvis enkel og letfordøjelig, nærmest som et musikalsk ekko af en varm søvn, at det er svært at forestille sig The Year of Hibernation markere sig for alvor, hverken hos lytteren eller i musikhistorien.
