Nyheder

Nyt koncertsamarbejde mellem Undertoner og Beta

Waldo & Marsha. Foto: Niels Holk
Skrevet af Anna Møller

Spillestedet Beta på Amager og musiksitet Undertoner har indledt et fælles samarbejde, hvor en række talentfulde bands showcaser med koncert i Beta.

Spillestedet Beta på Amager og musiksitet Undertoner har indledt et fælles samarbejde, hvor en række talentfulde bands showcaser med koncert i Beta.

Og hvorfor så lige det? Jo, Beta og Undertoner har det fællestræk, at de som sådan indtager en lillesøster-rolle til andre mere etablerede steder. Beta som nyere skud på stammen til storesøster Amager Bio, der tager sig af de større navne inden for rock/pop-scenen, mens Beta fokuserer på nichegenrer og den nye og alternative musik. Undertoner som en lillesøster-pendant til andre danske musikhjemmesider, der gør sig inden for anmelderfaget.

Projektet har vi kaldt ‘Undertoner præsenterer…’, og det indledes med en koncert lørdag den 28. januar 2012, hvor Undertoner samtidig markerer hjemmesidens nye design, som launches i næste uge.

Musikerne, der spiller til ‘Undertoner præsenterer…’ er udvalgt i tæt dialog og samarbejde mellem spillestedets bookere og Undertoners redaktion, ligesom den visuelle side og konceptet er opstået i fælles tankepøl. Undertoner stiller på aftenen med dj’s hentet fra skribentstaben og bringer efterfølgende fotos fra aftenen og reportage på Undertoner.dk.

Waldo & Marsha. Foto: Niels Holk

Waldo & Marsha

Aftenens hovednavn er lørdag den 28. januar aarhusianske Waldo & Marsha – et otte mand stort orkester, der netop er klar med en ep i slutningen af januar 2012 på Fridolin/Leth/Nordsø-selskabet Speed of Sound og A:larm Music.

Waldo & Marsha vandt i 2010 både den danske og den nordiske finale af den internationale talentkonkurrence Emergenza, og ved finalen på Taubertal Festival i Tyskland endte gruppen på en andenplads. De har efterfølgende spillet en del koncerter i bl.a. Danmark og Tyskland.

Orkesteret er umiddelbart kendetegnet ved forvrængede guitarer og synthesizere, hvor melodi og vokalens lyse rundinger holder lydmuren på plads. Dermed er det psych- og surfrockede lydbillede fyldigt og opbyggeligt retrospektivt uden at være uoriginalt. Lyt her.

Melody Melody opvarmer

Opvarmningen varetages af kvartetten Melody Melody, der tidligere har varmet op for bl.a. Thulebasen. De spiller medrivende shoegaze med langstrakte guitarfigurer og masser af støj. Lyt her.

Undertoners dj

Aftenens dj er Søren Jakobsen alias DJ Smertestiller, der – ud over at være skribent på Undertoner – ofte spiller lystigt på Temple Bar på Nørrebro og fra tid til anden på Isola, Din Nye Ven, Drone, Ungdomshuset osv. Han spiller alternativ rock og boogie fra 1965-2005 og tager i aftenens anledning en special guest med, DJ Rune Hotman/Hedeman.

Indgangen til første omgang af ‘Undertoner præsenterer…’ med opvarmningsbandet Melody Melody, Waldo & Marsha og Undertoner-dj koster 75 kroner i forsalg, og Waldo & Marsha går på kl 22. Du kan købe billetter her.

Leave a Reply