For efterhånden en del år siden stiftede jeg ved et tilfælde bekendtskab med CS Nielsen. Det var på spillestedet Gyngen i Århus. Egentlig var jeg kommet for at høre sangskriveren René Schmidt, der ligesom jeg var en del af Århus Sangskriverværksted. Hvad jeg ikke vidste var, at hans koncert var den ene halvdel af en dobbeltkoncert med CS Nielsen.
Gyngen er et forholdvist lille spillested, og er der fuldt hus på en fredag eller lørdag aften, kan det næsten ikke undgås, at der er meget larm i lokalet. Det var også tilfældet denne aften, og René Schmidt måtte – ene mand med guitar og mundharpe – arbejde hårdt for at trænge igennem. Min forbløffelse og forundring var derfor stor, da det efterfølgende meget hurtigt lykkedes for CS Nielsen – ligeledes med guitar og mundharpe – at skabe noget, der mindede om en andægtig stemning i lokalet.
Jeg husker specielt en episode, hvor en tilskuer, der formastede sig til at snakke under koncerten, venligt men bestemt blev bedt om at tie stille af flere af de andre tilstedeværende. Efterfølgende funderede jeg over, at CS Nielsen havde vist sig at besidde den specielle evne, som gør nogle mennesker i stand til at suge al opmærksomhed til sig, straks de træder ind i et lokale. Han havde publikum i sin hule hånd, og så snart han åbnede munden, blev der lyttet.
Jeg blev denne aften fascineret af CS Nielsens musik, som må betegnes som country. Ikke den slags sentimental country, som Nashville nu om dage spytter ud i metermål, men nærmere country, som nu afdøde Johnny Cash var eksponent for. Jeg fornemmede klart, at der var noget på spil, og personligt bed jeg mærke i nummeret ”Rage”, der citerede linjerne »Rage against the dying of the light / Don’t go gentle into that good night« fra Dylan Thomas’ berømte digt til sin døende far, som opfordres til at blive ved med at kæmpe, selvom døden nok er uundgåelig. I CS Nielsens fortolkning blev linjerne brugt til at harcelere over menneskenes hykleriske dobbeltmoral og ligegyldighed over for hinanden.
Jeg var ikke i tvivl om, at man ville komme til at høre mere til CS Nielsen, men der skulle dog gå et par år, før han i 2007 sendte sit debutalbum Against the Dying of the Light på gaden. Det blev mødt af positive anmeldelser, og her på Undertoner fik albummet også pæne ord med på vejen.
Nu skriver vi så 2012. CS Nielsen har sendt sit andet album, Man of the Fall, på gaden, og man kan godt sige, at det fortsætter, hvor Against the Dying of the Light slap. Arrangementerne opbygges af klassiske roots-instrumenter som violin, banjo, mandolin, lapsteel, akustisk guitar, el-guitar og sparsom percussion og er forsøgt skåret helt ind til benet, så sangene står klart og tydeligt med teksterne i centrum. Og det med god grund, for det er her, CS Nielsens helt store force ligger.
CS Nielsen er traditionalist, og en voldsomt original musiker kan han derfor ikke beskyldes for at være. Men en fremragende tekstforfatter, det er han. Han formår som en dansk Bob Dylan at skrive allegoriske tekster, der refererer til især religion og filosofi, men også litteratur, musik og anden populærkultur. Man må virkelig imponeres over, at han forstår at skrive så gode tekster på et sprog, der ikke er hans modersmål. Liv, død, kærlighed, begær, længsel, tro, håb, tvivl, fremmedgørelse, identitet og de eksistentielle dilemmaer, man som menneske ofte står overfor, behandles gennem albummet, og især bibelske temaer går igen hos CS Nielsen. Tag f.eks. åbningsnummer ”Border Blues”, hvor han synger: »I killed my only brother / and was kicked out in the rain / And now I am just a hobo / waiting for the train / I am black and blue / Far across the border / Wish I knew my way back home.«
Sangen refererer naturligvis historien om Kain og Abel fra det gamle testamente og handler grundlæggende om at være fremmedgjort, udstødt og ude af stand til at finde sin plads i verden. Tvivlen nager ham, når han i slutningen synger om de 12 byporte, der refererer til den hellige stad, Jerusalem: »They say the twelve gates of the city / will open up some day / but I got a funny, funny feeling / they won’t open up my way.«
Samme dysterhed går igen i titelsangen, som anslår en eksistentiel grundstemning ved sprogligt at drage en parallel mellem efteråret og menneskets syndefald: »I’m a man of the fall / My trees stand black and naked / And the fruit rots on the ground.« Syndefaldet beskriver som bekendt, hvordan Adam og Eva ikke adlyder Guds forbud mod at spise af frugterne fra kundskabens træ og opdager, at de er nøgne i både konkret og overført betydning. De sendes ud af Edens Have, hvor døden hersker med alt, hvad den indebærer af forfald, elendighed, magt og begær.
Og også ”Blood of the Lamb” indeholder bibelske motiver og handler om gambleren, der soner sin synd ved at vaske sit ansigt i blod fra et lam. Lammet er i Biblen et billede på Jesus som den, der giver sit liv som betaling for menneskers synder. I Esajas’ Bog 53,7 står der: »Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning.«
De tre numre er allegoriske, men CS Nielsens skriver selvfølgelig også sange, der tager mere direkte udgangspunkt i hans eget liv. “I Followed My Woman” handler således om et afgørende valg, han tog, og om de tvivl, der fulgte med i krydsfeltet mellem ansvar og frihed. Som han selv har forklaret i Gaffa, har han i den forbindelse været inspireret af Søren Kierkegaards begreber timelighed og evighed. Og, ja, sådan kan man fortsætte, for der er nok at dykke ned i på Man of the Fall.
Nogen mener, at CS Nielsen lægger sig for tæt op af forbillederne Townes Van Zandt, Johnny Cash og Bob Dylan. I information skrev Klaus Lynggaard således, at Samsø (CS Nielsen er opvokset på Samsø) må ligge midt i Mississippi-floden at dømme ud fra CS Nielsen sange. Jeg mener nu godt, man kan skrive sange, der kommer fra hjertet, og samtidig lægge sig op ad anden kultur end den, man er født ind i. Så længe melodierne, teksterne og fremførslen er så overbevisende som hos CS Nielsen, så holder det vand – og så kan jeg godt se stort på, at originaliteten er til at overse.
