Under langsomt bølgende synthklange hører man en knitren. De små gnister veksler i frekvens og tempo, og de lyder som en geigertæller på sporet af en svag radioaktiv stråling. Dette lydbillede, der indleder danske Grafs første udgivelse, Orbit #1, er på flere måder sigende for duoens udtryk. For det første består musikken ikke af ret meget andet end forskellige synthesizer-elementer og knitrende, raslende mikrobeats. For det andet er den radioaktive stråling et ganske godt billede på stemningen på albummet. Ligesom strålerne er umærkelige, men potentielt farlige, ulmer en udefinerbar uro i musikken.
Med albumtitlen sender Mads Emil Nielsen og Simon Walsøe tankerne i retning af rumrejser, og musikken signalerer, at der er tale om melankolske og let dystre udflugter. Dronende klangflader og overtoner giver et køligt skær, mens rytmesporene skiftevis giver rejsen fremdrift og slår den ud af kurs med ustabile, arytmiske passager.
Duoen har tidligere samarbejdet med Thomas Knak (alias Opiate), og på Orbit #1 lægger Graf sig ganske tæt op ad Knaks skrabede electronica med sarte klokkemelodier og prikkende, raspende beats. Der er ikke tale om, at de efteraber, og de mestrer den afmålte æstetik udmærket. Men der er mere at komme efter, når duoen lader synthlinjerne folde sig ud og holder de rytmiske elementer i baggrunden.
Det er “Mir” et strålende eksempel på. Nielsen og Walsøe lader nummeret udvikle sig helt roligt over otte minutter med skiftende intensitet. Brummende bas gør dystopien tydelig i indledningen, men glider bort og erstattes af susende synths, der hen mod slutningen suppleres af ildevarslende reallyde: Fjerne døre smækkes, og hængslers knirken bevæger sig gennem rumstationens forladte gange, så tristessen forvandler sig til uhygge.
“Mir” er højdepunktet på Orbit #1, men også i “Introduction” og “Unexpected” har duoen fat i noget godt. Sidstnævnte åbner med ujævnt hoppende blip-blop-rytmik, der først efter halvandet minut finder en fast form. Da beatet er kommet på plads, tilføjes håndspillede trommer, der giver nummeret en jazzet fornemmelse. Den variation klæder Graf virkelig godt, fordi det ellers nogle gange kan være lidt svært at høre, hvad der adskiller duoen fra så mange andre electronicakunstnere, der – via pladeselskaber som Mille Plateaux, City Centre Offices og Raster-Noton – gennem de seneste 10-15 år har arbejdet med knitre-beats og melankolske klangflader.
Lige netop den problemstilling gør, at Orbit #1 slutter lidt fladt. I de sidste to numre er det nemlig svært at finde duoens særpræg. Men resten af pladen er et veludført bud på et soundtrack til en lettere foruroligende rumfilm uden særlig meget action. Det bliver spændende at høre mere fra Graf – især hvis de tør presse genregrænserne lidt mere fremover.
