Underjordisk hiphop – Oversete hiphop-plader i 2011

I dette øjeblik erklærer Nas, at hiphop er død

I 2011 besøgte jeg hiphoppens grav og måtte konstatere, at den forblev uåbnet; altså ingen salig genopstandelse. Det lod altså til, at hiphoppens onde tvilling, den über-kommercielle, r’n’b-inficerede, klubvenlige, autotunede og pengefikserede hippop, forsat besad tronen. Eller sådan kunne det i hvert fald se ud på overfladen, for er man bare lidt ved musikken – hiphoppen– vil man opdage, at skønt hiphoppen er begravet, så er den ikke død. Den lever i bedste velgående under jorden, hvor der fortsat bliver lavet masser af fantastisk musik. Med ganske få undtagelser er den ikke noget man kan høre i radioen eller på diskoteket. Den skal som alle andre skatte graves op.

At man ikke kan lide eller ligefrem hader hiphop, kan være velbegrundet. Hvis Wiz Kalifa er hiphop, som Roskilde Festivals bookere påstår, er jeg for så vidt enig. Hiphop kan dog meget mere end at rykke teenagere rundt på et dansegulv. Personligt synes jeg, hiphoppen bl.a. har en særlig styrke ved sit udgangspunkt i rappen, da sangene dermed kan indeholde enorme mængder af lyrisk information. En anden styrke ved hiphoppen er traditionen omkring sampling, hvor eksisterende lydoptagelser anvendes i mindre bidder til produktion af nye.

Dermed ikke sagt at nykomponeret hiphop ikke også kan være fantastisk. Stolte traditioner for sampling af plader i alle genrer har gjort, at man som hiphop-entusiast kan anerkende og dyrke både rock, soul, jazz, funk og r’n’b. Traditionen for crate diggin’ har endvidere medført, at der er gået sport i at finde så sjældne og obskure plader som muligt, hvilket gør hiphoppen til formidler af ellers glemt og undervurderet musik. Crate diggin’ har ingen grænser, og plader fra hele verden i alle genrer samples uden andre krav, end at det skal ‘svinge’. Hiphoppen har altså et potentiale til at føre dig vidt omkring og er den direkte grund til, at jeg i min cd-/plade-samling både har soul, jazz, afrobeat, bollywood-funk, anatolian rock, psykedelisk rock, beat og krautrock.

Ovenstående er ikke lov; det er blot en ‘gammel’ mands subjektive forhold til en genre, der har lige så mange subgenrer, som Lil Wayne har tatoveringer. I det følgende vil jeg forsøge at guide jer til nogle de bedste (af de hemmelige) oplevelser, jeg havde med hiphoppen i 2011.

Action Bronson: Dr Lecter

Action Bronson: Dr. Lecter

Action Bronson har med debuten Dr. Lecter fundet det perfekte forhold mellem humor, battle-rim og funkyness og dermed kreeret årets bedste cocktail.

Stilen er umiskendelig oldschool og linker til de tidlige 90’ers golden age-periode. Hans overlegenhed antyder da også, at han lige så godt kunne have været med fra starten – som det hemmelige tiende medlem af Wu Tang Clan. Den lidt råbende og skingre rapstil leder da også tankerne hen mod Wu Tangs egen Ghostface Killah, som Action Bronson dog på ingen måde står tilbage for, hverken i flow eller langt ude tekster.

Som album har Dr. Lecter en af de vigtigste kvaliteter musik kan have: kompromisløshed. Man har formuleret en opskrift på awesomeness og fulgt den. Valget af den helt ukendte Tommy Mass som eneste producer er en genistreg. Han er tydeligt uimponeret og har lavet det, alle – undtagen radiostationerne – hungrer efter: Groovy og soulfyldte godbidder, der knaser som sprød svær. Af de 14 stykker ville jeg ikke undvære et eneste. Det er swing, soul, funk og pysch plus lidt King Tubby og Buddy Guy tilsat Bronsons flabede flow og tekster om fastfood, film, sport, snacks, pjat, røg og gourmetmad. På trods af lettere ømme nakke- og lattermuskler bliver man ganske enkelt glad i låget af at lytte til Dr. Lecter.

Smag selv: Action Bronson: “Larry Csonka”

Quelle Chris: Shotgun & Sleek Rifle

Quelle Chris: Shotgun & Sleek Rifle

Umiddelbart rodet, upoleret og pjattet, men dog med små hints om, at der bag røgsløret gemmer sig noget ganske særligt. Quelle Chris’ Shotgun & Sleek Rifle er den hule, man altid drømte om, da man var barn; hemmelig og utilgængelig, men fyldt med alt, hvad der er fedt.

Quelle Chris har selv produceret det meste og altså bygget sin hule præcis så stemningsfyldt og labyrintisk, som han ville have den. Den lyriske indretning er humoristisk, snørklet og flabet – og altså rigtig spændende.

Lyden er støvet med psykedeliske guitarriffs og skummel jazz. Som gæst i Quelle Chris’ Shotgun & Sleek Rifle er jeg bjergtaget, præcis som når man en sjælden gang blev inviteret indenfor i en af de store drenges hule.

Gå på opdagelse i: Quelle Chris: “Shotgun” [feat. Danny Brown & Roc Marciano]

Apollo Brown: Clouds

Apollo Brown: Clouds

Vinylen knitrer som ilden i kaminen. Fjerne kvindeekkoer, pikante strengeinstrumenter, sagte horn og en smule overjordisk elektronik udgør soundtracket til en 50 minutter lang rejse ud til hiphoppens fjerneste galakser.

Kaptajnen hedder Apollo Brown, og drømmen hedder Clouds – en titel, der meget præcist beskriver albummets luftige og drømmende stemning. Rejsen er inddelt i 27 instrumentale kompositioner, der afsøger hver sin lille del af drømmen.

”Blue Ruby” giver dig knap to minutter til at indfinde dig i stolen, inden ”Never in a Million Years” gør raketten klar til lift-off. Her møder vi først trompeten, derefter en sagte basgang, så falder trommen, trompeten klippes op, og du skydes med nikkende nakke op gennem stratosfæren. Efter to minutter og 14 sekunder rammer du rummet, hvor vægtløsheden indtræffer på ”Balance”; et sært elektronisk fabeldyr, der tager dig i hånden og fører dig endnu længere væk.

Rejs med: Apollo Brown: “Never in a Million Years”

Khalazer: Mixtape

Khalazer: Mixtape

Khalazer er overset. Men det er o.k., for de har slet ikke lavet et album endnu, men når de gør, får du ørerne på komedie.

Dette 30 minutter lange mix kunne være ment som en smagsprøve på det, der er i vente, men måske er det bare fri leg på bånd. Egentligt er det lige meget, for der er ikke tale om et simpelt reklamestunt. Der er ikke engang tale om en smagsprøve, men derimod 16 selvstændige retter – anrettet med et vovemod og en legelyst, der indikerer, at der her har været mesterkokke i køkkenet. Monsieur Lazerlyde kokkererer ved kogepladerne, mens Grand Cru-rimsmed Khal Allan trækker lækkerier op af rimposen. Her kan alt bruges; en sigøjnerklarinet, en fartbølle med hanekam på hjelmen, spillekonsoller fra 80’erne, Bollywood-film eller en russisk psykopat.

Khal Allan faldt i karret med skjaldemjød som lille og har lige siden måttet trækkes med titlen som Danmarks bedste rapper. Han har flow og stil – og skriver tekster, der får det til at rykke i både skydefinger, smilebånd og hjerneceller. Tjek følgende: »Bare sig jeg har en fucked up sans for humor / Jeg griner først, når jeg hører om din cancertumor / Jeg er kompatibel / Alle kan bruge mig, som de vil, ligesom en bibel« (fra ”Tja Tja Tja”). Jeg bruger personligt Khalazer dagligt, i rigelige mængder.

Tag et sug på: khalazer.dk

Myka 9: Mykology

Myka 9: Mykology

Mikah Nine aka Myka Nine aka Myka 9 har været med længe som en del af den legendariske gruppe Freestyle Fellowship, der i 1993 udsendte klassikeren Innercity Griots. Selvom man som menigmand måske ikke har hørt om den plade, så var det en, man lagde mærke til i hiphop-miljøet. Der var ikke ret mange, der på det tidspunkt kunne følge med Myka og Co. Myka var og er teknisk og melodisk overmenneskelig. Selv beskriver han sin stil således: »My rhymes take the direction of a jazz trumpet or sax solo, like Miles (Davis) or Trane (John Coltrane)…« Men hvor Davis og Coltrane til tider kan blive meget udfordrende at lytte til, er det, som om man altid er i behageligt selskab med Myka, hvad enten han rapper i dobbelt tempo eller uhæmmet lader glider over i sang; noget, kun ganske få rappere gør så godt som ham. Lige så atypisk er produktionerne på Mykology. Det er tilbagelænet jazzet funk med en varm westcoast-vibe, der får det til at gynge i stolen på den californiske veranda. Uanset om der skal scores damer, danses, diskuteres illegale flygtninge eller trimmes pot, bliver det gjort med så meget charme og overlegen servering, at man nødvendigvis bare må læne sig tilbage og rokke med.

Kip dit græs til den her: Myka 9: “Trimming”

Raekwon: Shaolin vs. Wu-Tang

Raekwon: Shaolin vs. Wu-Tang

Wu-Tang Clan sidder på en stribe af verdens absolut fedeste rappere. En af dem kalder sig Reakwon. Når han ikke laver cirkelspark og kaster med ninjastjerner sammen med resten af Wu-Tang, så rapper han om pistoler og gade-lir. Selvom pistolerne kun er ladet med ord, dukker man sig alligevel, når han trykker tungen mod aftrækkeren. Siden sin klassiske solo-debut Only Built for Cuban Linx fra 1995 har Reakwon dog haft svært ved at genfinde magien. Det skete imidlertid endelig i 2009 under den opfindsomme titel Only Built for Cuban Linx part II, hvor han med hjælp fra store producere som J Dilla, Pete Rock, The Alchemist, RZA og sågar Dr. Dre fandt hjem til den ‘gamle’ lyd.

I 2011 valgte Raekwon så at genoplive et ellers strandet Wu-Tang-album med titlen Shaolin vs. Wu-Tang som sit femte studiealbum. Igen er der tale om et sammenrend af forskellige producere (denne gang knap så prominente), hvoraf størstedelen er gamle kendinge fra diverse Wu-Tang-projekter. Alle, på nær én, virker til at have tjek på, hvordan man skruer et godt Wu-Tang-nummer sammen, med hvad der dertil hører af samurai-sværd, stryger-sektioner og obskure kung fu-film-samples. Man har sågar sneget selveste Winston Churchill med på et omkvæd. Kun den frygtelige, radiomindede “Rock’n’Roll” falder helt udenfor med sit hæslige, autotunede Jim Jones-omkvæd. Jeg kan anbefale, at man som det første sletter dette nummer fra sin MP3-version og går amok til resten. Produktionerne er sådan set også det eneste, der for alvor kan true en Reakwon-plade. Reakwon er nemlig som altid skarptskydende.

Snig dig ind på: Reakwon: “Crane Style” [feat. Busta Rhymes]

Blu: Open

Blu: Open

Blu er en arbejdshest. Eller rettere en arbejdshingst. Han er en flot fyr; en af dem, man bare må hade, fordi han tilsyneladende kan det hele. Han kan rappe, synge og producere fede beats, både bangers, men også numre til damerne, der er så gode, at selv herrerne kan lide dem. Så fuck Blu!

Og så købte man alligevel hans nye plade, der er hans niende album på fem år, hvoraf de fire er udsendt alene i 2011. Dem, der ikke kender Blu, kan prøve med den Exile-producerede debut Below the Heavens fra 2007 eller den hjemmeproducerede, lille jazz-sag Her favouritecolo(u)r. På Open har Blu selv lænet sig tilbage i producerstolen og inviteret forskellige, mere eller mindre ukendte rappere til at droppe rim over 14 yderst behagelige beats. Heriblandt behagelige bangers som ”Steel Remains” og ”The End”, men også behagelige, jazz-samplede produktioner som “Taking the Day Off” og “Brown Sucre”, der begge slægter Her favouritecolo(u)r-pladen på. Gæste-MC’erne er friske, sultne og leverer varen; især den flabede MC Lyte-agtige Chop imponerer på ”Part Time Suckers”, som hun indleder ved tørt at spørge: »Most of the MC’s on the radio are sucker MC’s / You know what they call them? / Part time suckers!,« hvorefter hun giver dem en lektion i realness.

Drik kaffe til: Blu: “Taking Days Off” [feat. ScienZe & Versis]