Hvor neoklassiske musikere som Nils Frahm anvender flygelet og andre klaverafarter til at udvikle drømmende og ambiente former, bruger østrigske Soap & Skin tangenter på ganske anden og dramatisk vis. Med andre ord HAMRES der løs på flygelet fra første nummer på Narrow.
På østrigerens nye og andet fuldlængdealbum er visse numre desuden på tysk og fransk, og selvom Anja Plaschgs tykke accent på det engelske er charmerende, tilføjes der en dramatisk effekt til numrene, når især den tyske åbner “Vater” lægger stilen. Og stilen er typisk Soap & Skin, som man kender den fra debutalbummet Lovetune for Vacuum.
“Vater” åbner med en let dubbet og rumklangssvøbt Plaschg-vokal, og et bølgende og dybt klaverspil vugger frem og tilbage i ret tilforladelige melodiske rundgange. Det overordnede udtryk er melankolsk og udvikler sig i løbet af nummeret decideret teatralsk for ikke at sige rimelig besat og hjemsøgende. Efter et par næsten signaturlignende halv-skrig tager bastangenterne takten i slutningen af nummeret og tramper af sted, før Plaschgs mørke og dybe stemme fortsætter den dystre tekst. Med 50 sekunder tilbage af det fem et halvt minut lange åbningsnummer lægges brutal elektronik på, så det i forvejen ekstremt ekspressive udtryk fordobles med en mekanisk voldsomhed fra de skærende synths. Da jeg oplevede Soap & Skin i Marmorkirken i efteråret 2009, mindede hendes udtryk mig om en døende ravns sidste vingeslag, og ja, det er store ord.
Man kan tænke, at det er for meget af det gode. Ikke bare førnævnte sammenligning, men i høj grad også Soap & Skin. Det er det formentlig for mange, og visse af numrene på Narrow går da også fuldstændig over gevind. Men var man glad for “Thanatos” fra Lovetune for Vacuum, så vil man nok elske “Vater”.
Sammenspillet mellem de organiske og dybe klavertoner og det mekanisk elektroniske er en scene for Soap & Skin, og nogle gange bliver det iscenesatte for meget og nærmer sig mere det manierede eller affekterede end det reelt udtryksfulde. I førnævnte “Vater” sker det næsten ved 3:20, hvor Plaschg (formentlig) med afgrundsdybt indre kaos synger »ohne Pein, ohne Pein / lass mich rein, du Stein / Mir hilft kein Warten und kein Wein / kein Schreien« og så giver et skrig fra sig alligevel. Dog trukket tilbage i lydbilledet, men alligevel.
“Vater” er ikke desto mindre et af pladens bedste numre, da den kun lige berører knappen med ‘for meget’. Et af Narrows værste numre, “Deathmental”, holder til gengæld den knap hårdt i bund hele vejen igennem – og ja, titlen siger jo meget. Her ender man omtrent i musikalske pasticher, hvor det bombastiske fra første tone fremstår overgjort og affekteret.
I “Deathmental” er det det mekaniske stødbaserede, der lægger for – i en grad, så det er svært ikke at tjekke listen over numre. For nej, det er ikke techno-operanummeret “The Diva Dance” fra The Fifth Element, der er i gang, men derimod Soap & Skins mekaniske mammut, “Deathmental”. Her tramper mørke synths sig frem som en gigantisk teaterelefant og stritter imod vokalens melodi på forudsigelig og filmisk facon. Lyrikken er indviklet og dramatisk: »Cede to wash the knife / and thy lust wants my hash life /Hell won’t tolerate hymns«, og nummeret kammer selvsagt helt over for min smag.
“Deathmental” er ikke en enlig (døende) svale, selvom den er den mest pestramte. Coveret af Desireless’ “Voyage Voyage” er en klaver/strygerballade, hvor et uvant tryk på det gentagne ord ‘voyage’ med et godt brugt udtryk sætter sig på hjernen. Der er ikke en finger at sætte på Anja Plaschgs evner som hverken sanger eller instrumentalist, og sangskrivningsevnerne er i den grad til stede. Det er mere det æstetiske afsæt og det samlede udtryk, som man kan sætte spørgsmålstegn ved. Var man glad for Lovetune for Vacuum, vil man ikke himle med øjnene mere end tre-fem gange under Narrow, men himlet med øjnene – det bliver der nok.
