Det er gået støt og roligt op ad for Marybell Katastrophy, siden de i 2007 debuterede med ep’en This Is the One. Anmelderne har gang på gang klappet begejstret i takt til electrorytmerne, og landet rundt har indiepop-fans kridtet danseskoene til en svingom med Marybell.
Og selvom den nye plade, Amygdala, er opkaldt efter et område i hjernen, der håndterer frygt og forsvarsreaktioner, er der ingen grund til at tro, at Marybell Katastrophy er blevet mere dystre og mindre dansevenlige med tiden. Var man glad for bandets tidligere udgivelser, er der meget godt i vente på den nye plade.
For Marie Højlunds sårbare vokal fletter sig stadig smidigt ind og ud mellem syrede, storslåede synth-arrangementer, så fine ørehængere kommer til syne bag den tætte lydmur. Men hvor bandets første album, The More, til tider led under udsvævende effektleg, holder Amygdala sig hele tiden i øjenhøjde med lytteren.
Vi er i kontrasternes land, tydeligst illustreret af åbningssangen ”Heavy Industry”. Nummeret har dystre og tunge harmonier, men rummer samtidig det letbenede og poppede. Og dette mønster synes at gå igen på resten af pladen. Marybell Katastrophy fortaber sig hverken i sød musik eller technotramp, og som lytter er man taknemmelig for afvekslingen.
Amygdala har forløsende ørehænger-omkvæd, som i “Every Eye a Son” og “Against All Odds”. Den har numre med tydeligt hitpotentiale som den upbeat “Wake Up”. Den har lys og mørke. Indadvendthed og ekspressionisme. Helt ude i det uendelige univers og helt inde i hjertet. Og så har den tilmed en skrøbelig ballade til de følsomme – “Elles Lys”.
Melodierne er catchy, og digteren Morten Søndergaards fine, let syrede tekster får den plads, de fortjener i et ellers godt fyldt lydbillede. Man glædes som lytter over en popplade, der formår at være festlig og lettilgængelig uden at gå på kompromis med lyrikken og de musikalske ambitioner.
Det er ærgerligt, at pladen slutter af med sine to svageste numre, den aggressive “The Difference” og den meditative, næsten dovne “The Human Condition (Remake)”. Sidstnævnte er et The Malpractice-cover, der desværre ikke er nær så intenst som originalen.
Når det så er sagt, skal der herfra lyde stor respekt for bandets projekt. Med Amygdala har de gode chancer for at nå bredere ud, end de har gjort tidligere – helt uden at blive kedelige eller banale på den musikalske front. Mange af numrene har også stort livepotentiale og vil sikkert blive endnu bedre foran et forventningsfuldt publikum.
Vi kommer helt sikkert til at høre mere til Marybell Katastrophy i fremtiden. Så du kan lige så godt spænde rumhjelmen, smide hæmningerne og danse med på himmelflugt. Det skal nok blive festligt.
