Det gode ved en ep er, at den for en billig penge giver en smagsprøve på, hvad et band har at byde på. Det dårlige ved en ep er, at den næsten aldrig stiller den musikalske sult, som den selv kan vække til live.
Sådan har jeg det med Boho Dancers første ep, Furry Skin. Det er ikke en plade uden skønhedsfejl, men den er så stemningsfuld, at det er fuldkommen ligegyldigt.
Genremæssigt har vi at gøre med folkpop – en genre, der må siges at være oppe i tiden. Men hvor mange er fantastisk dygtige til at lyde som hinanden, formår Boho Dancer at give musikken personlighed, der er deres egen. Forsanger Ida Wenøe er kernen i denne personlighed. Af de mange gode ting, der kan siges om hendes vokal, gør troværdigheden den største forskel. Man kan høre, at hun mener det.
Det er, som om dét at kunne synge efterhånden kun handler om teknik, og ikke om forholdet mellem tekst, melodi og sanger. Med programmer som X Factor som fyrtårn kommer selve musikken i baggrunden, og formen sejrer over indholdet (som når en solist synger duetter, eller 15-årige synger om oplevelser, de kun har læst om). Min pointe er, at det er hamrende utroværdigt, og der kommer mere og mere af det. Og netop derfor fungerer Boho Dancer som den massør, der kan hjælpe til at løsne den fodbold af en myose, der har bygget sig op.
Ida Wenøes vokal skifter tempo, veksler mellem melodiøs, spinkel skønsang og aggressiv klagesang. Man kan høre følelserne i stemmen, eller sagt på en anden måde, jeg kan se hendes ansigtsudtryk for mig, mens jeg lytter til pladen. En livekoncert hjemme ved skrivebordet.
Selvfølgelig er dette ikke nok. Musikken skal være i orden: velskrevet og -spillet. Stilistisk bevæger vi os i det folkrockede, med vægt på det folkede. Gruppen gør meget brug af akustiske strengeinstrumenter og arbejder meget med en progressiv dynamik, hvor vi starter afslappet og low key og derefter bygger på. Til andre tider befinder vi os i et mere rocket og larmende univers, hvor energibomber slynges af sted med lind hånd. Generelt er alle ep’ens fem numre en fornøjelse at lytte til rent instrumentalt.
Den indledende “Furry Skin” minder mig om et band som CODYs mere uptempo numre, og uden yderligere musikalsk sammenligning oplevede jeg fra begyndelsen af samme begejstring for pladen som for førnævnte bands musik. Musikken er tilpas tilbagetrukken i forhold til vokalen, men uden at blive anonym.
På trods af vokalens kvaliteter bliver den dog til tider en lille smule overspillet. Specielt i nummeret “Pistols”, hvor vokalen har en tendens til at blive lidt overdramatiserende, særligt hen mod slutningen af nummeret, hvilket kommer til at virke mere forstyrrende end udtryksfremmende. Ærgerligt for et ellers godt nummer.
De små vokale skønhedsfejl til trods er Furry Skin en strålende ep. Der er variation i numrene, fra den tunge “Me & Your God” til den mere afslappede “Only a Tale”. Selv om der kun er fem numre at gøre godt med, formår Boho Dancer at vise alsidighed og personlighed, og der er god grund til at holde øje med bandet fremover.
