»Hi, hello, I’m back,« sagde Rufus Wainwright fra scenen i Falconer Salen. Han er tilbage på turné, tilbage i Danmark og tilbage med sit nye album, Out of the Game, der netop udkom i Europa på denne dato. Siden sidst er den canadiske kunstner, krukke og gudsbenådede sangskriver blevet 38 år, forlovet med tyske Jörn, flyttet på landet i Montauk, har fået en lille datter og har nu udgivet sit syvende album, der efter Wainwrights eget udsagn er hans mest poppede til dato. Men nogen storslået udgivelsesfest skulle koncerten dog ikke udvikle sig til. Snarere kunne det mærkes, at publikum endnu ikke var bekendt med det nye album, der kom til dominere aftenen.
Rufus Wainwright lagde flot ud med en andægtig kirkestemning med det nye nummer ”Candles”, der berører Wainwrights berømte musikermor Kate McGarrigles død for to år siden, og live blev det leveret som a cappella fra en sort scene, hvor Wainwrights stemme lød ud i den store sal, indtil koret faldt ind og gav nummeret fylde. Så blev scenen lyst op, og vi så en mere stilfuld og mindre sprælsk klædt Wainwright end vanligt, i sort jakkesæt og sølvsko, i front for sine otte musikere badet i grønt og lyserødt lys. Både de nye numre ”Rashida” og ”Barbara” og setuppet udstrålede 70’er-soulpop-showmand; noget anderledes end hvad man tidligere har set fra Rufus live. Wainwright forsikrede os om, at han stadig ville komme til at sidde ved flygelet – som vi kender ham – samt spille guitar, men på denne tour ville han stå mere foran mikrofonen og prøve at danse lidt. Det virkede nu ikke, som om han troede ret meget på det selv, og det var da også kun en vrikken fra side til side, der ledsagede næste nye nummer, ”Welcome to the Ball”.
I forhold til Wainwrights ældre numre virkede de nye underligt gumpetunge. Det skyldes til dels, at de selvfølgelig er helt uvante for os tilhørere, og når jeg nu hører dem på albummet, er der et vist løft i forhold til liveudgaverne. Men alligevel er der en mere ordinær sangstruktur og mindre dramatik på disse numre. Kontrasten var især tydelig, da bandet spillede ældre numre som ”Greek Song” fra Poses og ”The One You Love” fra Want Two. Energiniveauet steg – også hos Wainwright selv – og noget af den eventyrlige stemning, Wainwright plejer at kunne fremmane, vibrerede i luften. Disse numre har bare en anden kompleksitet og storslåethed, der langt slår de fleste af de nye numre – i hvert fald som de fremstod denne aften fra scenekanten.
”The One You Love” havde sat gang i selskabet, så forlod Wainwright scenen, og to af hans bandmedlemmer optrådte med to Kate McGarrigle-numre, ”Saratoga Summer Song” og ”I Don’t Know”. De gjorde det ganske vist fint, men det var alligevel et irrelevant intermezzo, der mest af alt punkterede den energi, der ellers omsider var opstået. Energiniveauet forblev i knæhøjde, da Wainwright satte sig til klaveret og spillede sin »new country song«, ”Respectable Dive”, og lidt undskyldende sagde, at ja, han kom vidt omkring på det nye album. Nummeret har nogle fine detaljer på plade, men på scenen var det mest dominerende, at rytmen er så træg, at selv det sløveste øg på prærien kan følge med.
Den varmt poppede førstesingle ”Out of the Game” fulgte – den med tilhørende video med Helena Bonham Carter. Selvom nummeret er lidt ordinært i Rufus-sammenhæng, er det ikke helt ueffent. Wainwright forklarede, at vi var i »the American section of the show,« og at Out of the Game i det hele taget er et album, der lyder, som om det er indspillet i Californien. Men når man senere hørte ham spille ”Going to a Town” fra Release the Stars, hvor Wainwright lige var flyttet til Berlin med afskedsordene »I’m so tired of you, America« – ja, så ville jeg ønske, han var blevet i Europa og ikke havde kastet sig i armene på californisk softrock.
Fra en anmelder, der anser Want One og Want Two for Wainwrights kunstneriske højdepunkter, var det ærgerligt, at det nye album havde sat sig så tungt på sætlisten. Også set i forhold til, at det er så splinternyt, at numrene er ukendte for publikum. Blandt de gamle numre fik vi ikke meget mere end en enkelt luns af hvert album, men dog var det velvalgte lunser. Ud over de førnævnte fik vi ”April Fools” og ”14th Street”, der afsluttede halvanden times koncert. Herefter var det tid til ekstranumre, og jeg håbede på mere kraftfulde numre som ”Go or Go Ahead” eller (turde man håbe?) ”Oh What a World”. Vi fik dog Wainwright alene ved flygelet på ”The Art Teacher”, et af koncertens bedste øjeblikke, men den blev efterfulgt af endnu en McGarrigle-sang, som sønnike kun delvist mestrede på klaver. Værre blev det, da bandet kom ind igen, og Wainwright introducerede sit dybeste dyk ned i »the pop realm« fra det nye album, ”Bitter Tears”, og en diskorytme blev slået an; det virkede dateret og malplaceret, og nærmest som var han tvunget til det, begyndte Wainwright at slå med håret og danse på stedet som en efterlønsklar aerobicinstruktør.
Ganske vist var niveauet til Wainwrights koncert højere end til så mange andre folks koncerter, men samtidig har han før bevist, at han kan gøre det så meget bedre. Før har han vist et helt andet format, hvor det teatralske og de store armbevægelser ledsagede de musikalsk udfordrende popkompositioner, som Wainwright lagde spandevis af sjæl og energi i ved klaveret. Engang var der en løssluppenhed, hvor inderlighed blev blandet med humor samt en både kunstnerisk og kammeratlig udveksling mellem bandmedlemmerne. De talte dengang bl.a. Joan Wasser, der gav en forestilling om Wainwrights flok som et dekadent musiker- og teaterkollektiv, hvor det ikke virkede underligt at give Ravels ‘Bolero’ en tur på ”Oh What a World”, korsfæste Rufus som ”The Gay Messiah” eller komme ind i undertøj og fjerboa til ekstranumrene. Bevares, den slags løjer er ikke nødvendige, men dramaet og den dekadente stemningen var dengang en helt anden, der meget bedre passede til Wainwrights musik. Og at dømme ud fra aftenens lidt sløje koncert foretrækker jeg ikke Rufus som denne modvillige showmand, der undskylder og uoplagt vrikker til et amerikansk 70’er-show med saxofon og jakkesæt – så langt hellere en Rufus spækket med selvtillid på en klub i Europa som inderlig kabaretkonge.






Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk