Udenfor skinner solen. Holder man Teen Dream og Bloom op mod lyset samtidig, kan man se, at der ikke er sket store ændringer på det nye og fjerde album fra Baltimore-duoen Beach House. Coveret viderefører samme stil, om end i mørke toner, og den sammenflydende fornemmelse, hvor et nummer tager der næste – og det i princippet er svært at slukke den mørke hypnose – er intakt. Det samme er fascinationen eller arbejdet med ungdom, tabt kærlighed og generel tristesse bundet ind i lyse og æteriske kompositioner.
Victoria Legrands vokal flyder ubesværet og uhindret med og lader ordene som en ubrudt linje afløse hinanden med hvad der synes som ekstra vokaler i pauserne. Lydbilledet er let og luftigt, men indeholder samtidig en bevægelighed som fed silke, der sådan daler langsomt fra højder. Tempoet er ofte udflydende og sløvt uden at miste grebet om lytteren og den vuggende fornemmelse efterlader næsten en med en opfattelse af en form for organisk udvikling – og her er albumtitlen på fjerdealbummet, Bloom, naturligvis lige i skabet.
Sammenlagt finder man i den indhyllende musikhypnose en form for Beach House-akilleshæl. For der er sjældent ret mange kontraster at finde i Baltimore-bandets musik – hverken i numrenes konstruktioner eller sangene imellem. Ofte er kompositionerne fuldfede og lagdelte og samtidig langstrakt æteriske i deres drømmende udtryk, og det kan godt blive for forudsigeligt i længden. Det ændrer imidlertid ikke på, at det, som Beach House kan og gør, det gør de godt.
Et af pladens bedste numre, “Wild” åbner med mellemtonesynth, før simpel trommemaskine og siden hen uendelige lag af tekstursynth og udstrakt slideguitar tillægges, og Legrand synger lettere opgivende: »My mother said to me that I would get in trouble / Our father won’t come home, cause he is seeing double / Out in the endless green / Your eyes are so misleading / That’s when the car pulls up / It’s hood is black and gleaming.«
I stedet for at skabe dynamik synes Beach House at have en tendens til at forstærke og fylde ovenpå den i forvejen fyldige rumlighed i stedet. Alex Scallys rumklangsguitar understøtter ofte de samme lyse meloditoner, som Legrand synger, og resultatet er naturligvis et meget grandiost og forstærket lydbillede. Leder man efter kontraster, kan man imidlertid ty til det, som Legrand rent faktisk synger. Lyrikken er ikke skrevet som en musikalsk pendant til hjernekirurgi, men selvom den er til at forstå, indeholder den sammenlagt med Legrands luftige melankoli en tristesse, der kan fungere som modvægt til lydbilledets lette fornemmelser.
Det nummer, der skiller mest ud fra mængden, er “The Hours”. Her er tempoet højere, synth og keyboardtoner mørkere og mere skærende, guitaren mere distinkt, og det samlede udtryk er egentlig ret catchy. Lige indtil nummeret brat stopper efter lidt over tre minutter. Som om der findes en metarefleksiv dimension i nummeret selv, så det således synes bevidst om, at det må stoppe efter poppens magiske tre minutter og ikke kan se anden udvej end bare at skære sangen af. Placeret midt på Bloom er det en velplaceret opvågning, der – for nu at tage billederne i brug – klipper det faldende og fede stykke silke over i luften.






Der må være en fejl i din plade. The Hours er 4:11 og har en ret blød slutning. Men ellers en fin anmeldelse.
Hej Louie, ja, det kan da tyde på det så! Mit nummer er lige lidt over tre minutter og er et download fra selskabet, så det har du sikkert ret i.
Ærgerligt, når man så mener, det er pladens bedste sted:)
//Anna