Folk tramper på bordene. Arm i arm skråler de med på irske sømandsviser, mens glassene med Guinness skvulper over og bare tillægger den løsslupne stemning endnu mere kulør. Pubben “The Mermaid” i én af Dublins sidegader er fyldt til bristepunktet, og Joan & The Sailors spiller for femte aften i træk. Eller det kunne et band med det navn i hvert fald sagtens have gjort.
Associationerne bliver let til noget ganske andet, første gang man smager på bandnavnet, men glem Dublin. Kompasset peger i stedet mod Luzern i Schweiz. Dér, hvor de spiller folk og triphop på én og samme tid.
Det er ikke ligefrem de maritime miljøer, der dominerer i Schweiz, men landet er immervæk tilhørssted for den syv mand store besætning, som udgør Joan & The Sailors. De pladedebuterer nu med Mermaid, der sejler med en noget broget last.
Kaptajn Joan Seiler navigerer med sin legesyge, mystiske og glasklare stemme lytteren gennem albummets 12 numre (plus det skjulte nummer), og når bandet indimellem lægger til kaj, er det et sted mellem Portishead og Bat For Lashes.
Kompaspilen peger lidt, som vinden blæser. Det ene øjeblik er albummet præget af blikstille og milde toner. Men straks lurer stormen, hvor guitar, bas og trommer buldrer og udfordrer hinanden. Der er elementer af postrock og gotisk folk, og mange af numrene bliver melodiske og storladne i udtrykket.
På ”Again” bliver kursen for alvor ændret. Seilers vokal bliver for en stund skiftet ud med noget, der minder om en blanding af David Eugene Edwards fra Woven Hand og Nick Cave – så er det sagt. Et nummer, der umiddelbart virker lidt malplaceret i det samlede billede, men som på sin egen facon sniger sig om bord og heldigvis bliver en del af lasten. På ”Break Of Dawn” folder bandet og Seiler sig for alvor ud og viser karakter. Her skinner vokalen krystalklart; så klart, at den utvivlsomt kan bruges som underlægningsmusik i en reklame for kildevand tappet i de schweiziske alper. Den går rent ind.
Seilers karakteristiske og særprægede udbrud bliver dog lidt svære at kapere i længden. Når der samtidig ikke er udsigt til opklaring og solstrejf, bliver den samlede prognose en kende gråt i gråt. Joan & The Sailors går undervejs en kende for ofte i en underlig, søvnig tomgang, hvorefter der padles i for mange forskellige retninger, inden stormen atter tager fat og vipper til skibet.
Joan og besætningen kommer sikkert i havn, men efter adskillige gennemlytninger savner man en smule mere løssluppenhed, og det ville være befriende med lidt mere sol og en anelse mindre uvejr. Det ville med garanti kurere søsygen.
