Plader

Jonas Munk: Pan

Skrevet af Simon Rune Knudsen

Jonas Munks seneste soloudgivelse breder et ambient/krautrock-inspireret musikalsk tæppe ud på jorden. Pan er en bevidsthedsudvidende sag, der bydende inviterer os på en kosmisk rundtur i det elektroniske univers.

Odenseaneren Jonas Munk er efterhånden en erfaren herre på den danske musikscene. Ud over at spille guitar i stonerrockbandet Causa Sui har han både produceret og selv udgivet elektronisk musik under navnet Manual – et kunstnernavn, han for en stund har valgt at lægge på hylden.

Pan – oldgræsk for alt – er en kombination af de to musikalske genrer, Munk tidligere har arbejdet med. Ældgamle, 30-årige analoge synthesizere skaber en varm, glødende lyd, der er gennemgående på albummet, og sammen med trommemaskiner giver de det ambiente omsvøb, vi har at holde fast i, mens Pan udspiller sig. Drivkraften er opbygningen. Kompositionerne, som på en eller anden måde formår at få os til at glemme os selv undervejs og bare lytte med. For Pan handler om alt det, vi føler, mens musikken spiller – der er en herskende simplicitet, der foreslår, at alt ikke behøver have et mål. Albummet er som en rejse i en luftballon, hvor man driver sanseligt rundt uden nogen egentlig destination. Rationalitet, oplysning og viden tilsidesættes, og Munk fokuserer i stedet på det musikalske sprog, der er ubegrænset og følger sine egne veje.

Albummet er præget af en optimisme, der især skinner igennem i åbningsnummeret “Orca”. Man har en følelse af, at noget fantastisk skabes. De analoge instrumenters vedvarende pulseren fremmaner billeder af fremdrift. De arbejder motorisk og ihærdigt – uden noget mål, men samtidig med en behagelig tendens til at fremkalde en organisk lyd, der ikke lader det hele blive for mekanisk. Det understreger det smukke og lader os tilbage med en skyfri fornemmelse.

Pan er et drømmende værk. Albummet er sindrigt inddelt i længere, opbyggende numre adskilt af korte pusterum. “Blue Dawn” adskiller pladens to længste numre og indledes med noget så afslappende som mågeskrig. Kendetegnende for disse små pauser er en flyvende rytme, der binder resten af Pan fast. De giver en afveksling på albummet, der afsporer den cykliske driven, der hersker.

“Current” er et karakteristisk nummer, hvor sammenblandingen af psykedelisk rock og elektronisk ambient kommer mest til sin ret. Som det eneste nummer på pladen har “Current” en bærende guitar, der baner vejen med en eventyrlysten lyd. Senere falder nummeret hen i en mere klassisk basdrone, hvor psykedelisk guitar-fræs rider stormen af. En forfriskende vildskab, der bryder det ellers idylliske album.

I det hele taget ender det fredfyldte udtryk med at blive en smule for meget, for ud over enden på “Current” bliver der ikke skabt det store drama på pladen. Pan ruller langsomt forbi som et stort, sovende bæst, der aldrig formår at vågne. Albummets to sidste numre, “Schelling” og “Sea of Orange” er begge lange crescendoer, der aldrig eksploderer i den forløsning, man længes efter. En hylen, noget at bide mærke i eller et dystert element er, hvad man savner, efter at den sidste svævende synthtone er sluppet ud af højtaleren.

Hvis Jonas Munks mål har været at skabe et album, der lader lytteren sidde tilbage med en svært definerbar musikoplevelse, har han ramt plet. Munk kunne godt vise flere tænder undervejs, for der mangler et forstyrrende, mørkere aspekt til at skabe dynamik og bryde det optimistiske lydbillede, som er gennemgående på Pan. Men albummet er en oplevelse, der kompromisløst viser, hvor sanselig elektronisk musik kan være. Og det er skønt at flyve i ballonen og ride på bæstet, hvis man altså undgår at fare vild undervejs.

★★★★½☆

Leave a Reply