Psychfolk-sanger og komponist Mike Wexler betegner sig selv som en slow worker. Melodierne kommer først. Dernæst indfinder lyrikken sig symbiotisk på kompositionernes præmisser, der tilstræber mere end bare “den gode sang”, men snarere en ophøjet, æterisk helhed. Med øje for blide, klangfulde detaljer excellerer Wexler udi den ædle kunst at udtrykke kompleksitet simpelt.
Det høres klart på den selvbetitlede debut-ep fra 2005, der med porcelænsfine melodier og livskloge tekster rummer en så simpel og ensomhedsfyldt folket melankoli, at hjertet næsten holder op med at slå, når de kønne, akustiske klaverfigurer får lov at hænge i luften som ekkoet af en lille, flygtig og næsten glemt drøm.
I 2007 udgav han debutalbummet Sun Wheel, der er knapt så spartansk og mere livligt; her føler man sig tryllebundet og omsluttet af Wexlers unikke, messende vokal, kompetente guitarspil og folk-collager, som i de mest hypnotiske øjeblikke nærmest synes at bringe selve tidens og sangenes kohærens til behageligt ophør. Det er begge velkomponerede perler, der på hver sin måde sirligt væver lytteren ind i en vuggende, vågen drømmetilstand.
Wexler har nu udgivet sit andet fuldlængdealbum, Dispossession. Hans hensigt har været at skabe et værk, der netop for en stund tilbyder lytteren en transcenderende og katarsisk musikoplevelse, hvor bevidstheden fortaber sig i halvvejs improviserede, kosmiske repetitioner. Og det burde kunne lade sig gøre. Han har jo præsteret noget lignende før.
Med assistance fra blandt andre jazztrompetist Nate Wooley og The Occasions Brent Cordero på synth har Wexler denne gang bevæget sig over i en langt mere jazzet, avantgardistisk struktur end hidtil. Hans solide folk-guitarspil dominerer sjældent på Dispossession. En undtagelse er starten på nummeret “Glyph”, der dog elegant overtages af et gradvist eskalerende klaver på en bund af skrattende, sørgmodig cello. I stedet smelter guitaren fuldstændigt ind i det blide, søvndyssende lydbillede, der med rig brug af percussion, psych-synths, klaver, strygere, dronede effekter og trompet fortæller os om ‘et andet sted’. Et vellykket produkt af den store instrument- og effektvariation er for eksempel Wooleys herlige trompet-intermezzo på “Lens”. Sådanne glædelige overraskelser og detaljer er også ret nødvendige, når man bevæger sig inden for en genre, der kun skal placere sin lytter på kanten af og aldrig i den totale søvn.
Tydelig inspiration fra Nick Drakes folkede drømmerier høres især i den skønne percussion- og dronefyldte “Spectrum”, ligesom man overordnet set sporer et jazzet, Robert Wyatt-klingende islæt eksempelvis i stil med dennes glimrende artrock-album Rock Bottom fra 1974. Corderos sfæriske keyboard på “Lens” og den særligt smukke “The Trace”, som kun består af synth, vokal og guitar, er vidunderlige og stemningsskabende indslag, der virkelig drager lytteren til sig med lange, poetiske fingre. Sammen med “Spectrum” fremstår disse to klart som pladens stærkeste numre.
Hammond-orgelet, der kværner i baggrunden på store dele af henholdsvis intro- og outronumrene “Pariah” og “Liminal”, virker ikke helt efter hensigten: Det er hverken hypnotiserende eller dragende, men snarere overdøvende for de andre lag i kompositionerne, og det indhyller stemningen i tinnitusplaget kedsomhed. I øvrigt er Wexlers før så markante, nasale vokal (Simon Finn møder Devendra Banhart minus vibrato) på Dispossession overblid, luftig og til tider en anelse anonym.
Dispossession er en smuk og mesterligt udført plade, og den vidner om et gevaldigt musikalsk overskud. Desværre går den lidt i træt og indadvendt selvsving både i “Pariah”, “Prime” og “Liminal”. Jeg oplevede derfor flere gange undervejs at føle mig afkoblet og rastløs efter at finde substansen. Resten af pladen vokser på én, men den fremstår ikke som et hovedværk.
Det ville være overraskende, hvis ikke Wexler igen i fremtiden lader høre fra sig. Han evner tydeligvis konstant fornyelse i sit udtryk, og en så dedikeret og nysgerrig kunstner med en på én gang umiddelbar og samtidig dybt kompleks spirituel tilgang til musikken er kommet for at blive. Jeg krydser fingre for, at Dispossession blot er ét ud af mange udspil på Wexlers vej mod et langt og produktivt musikalsk liv.
