Pelican kan efterhånden snart fejre 10-års-jubilæum for deres debut Australasia, der viste en signaturlyd bestående af store, episke riff spillet på nedstemte guitarer, buldrende trommer og atmosfæriske, analoge lydlandskaber. Efter fire albums, en håndfuld splits og ep’er og et skift fra pladeselskabet Hydra Head til det større Southern Lord kan man ikke sige, at Pelican har ligget på den lade side, hvilket også relativt hurtigt har gjort dem til et navn inden for metallens verden. Med deres postmetal afgrænser de ikke kun deres lytterskare til metalfans. Det har nok noget at gøre med, at det klassiske argument om, at ”man jo ikke kan høre, hvad de siger, når de råber sådan,” ikke gør sig gældende hos Pelican. Her er der ingen vokal, hvilket øger lyttervenligheden i en sådan grad, at fans af postrockbands som Mogwai eller Godspeed You! Black Emperor ikke lader sig afskrække. Nu er Pelican så ude med en knap 20 minutter lang ep, der hedder Ataraxia/Taraxis og tegner et billede af et band i form.
Ep’en består af fire numre, hvor det første, “Ataraxia”, fungerer glimrende som prolog med en apokalyptisk stemning skabt af klokkespil og sydende varme rørforstærkere, der droner og feeder oven på en lavmælt akustisk guitar. Andet nummer, ”Lathe Biosas”, er mere ligefremt og ep’ens svageste nummer. Melodien er ufuldkommen, og trommeslageren gør det kun værre, idet han sætter melodien i scene på en overfuset måde. Pelicans trommeslager, Larry Herweg, spiller tit en smule upræcist, hvilket kan være frustrerende at lytte til. De bølletrommer, han spiller, er for dominerende i forhold til de flotte stemninger, guitarerne messer. Det er dog blevet en del bedre på denne ep, end det har været. ”Parasite Colony” ligner det forrige nummer i tyngden, men er mere storslået og minder med sin atonale melodi mere om et episk slag end om guitar, bas og trommer. Men det er ikke, fordi sangen fortæller en figurativ historie, så på den anden side er nummeret også meget introvert.
Det sidste nummer, ”Taraxis”, er uden sidestykke det bedste ud af de fire. Det har alle de elementer, som de foregående numre har, men det forbinder dem på en overlegen måde over en skæv taktart. Man skulle ikke tro, at det var den samme trommeslager, der her bruger kantslag og spiller kontant og konsekvent for at fremme selve nummeret. Bassen og den akustiske guitar giver plads til en skrøbelig, dronende melodi. Dette er tiden før eksplosionen. Da den indtræder, er det, som om den skrøbelige guitar har ladet op til for alvor at lukke op for sig selv og tude med skæve, støjende toner. Det er det mest fuldkomne nummer, jeg mindes at have hørt fra Pelican.
På Ataraxia/Taraxis bibeholder Pelican stadig deres grundform, men den er en kærkommen udvikling i form af en mere eksperimenterende tilgang til sangskrivning. De afdæmpede stykker fungerer som de vigtigste og mest udtryksfulde penselstrøg på Pelicans landskabsmaleri, hvor selve rammens håndværk varetages af bulderet og braget. Sammenligner man Pelicans musik med tiden før en eksplosion, selve eksplosionen og efterdønningerne, har der tidligere været en tendens til at fokusere på eksplosionen, hvor efterdønningerne så måtte være derefter. På Ataraxia/Taraxis er det mere jævnt fordelt; tiden op til eksplosionen giver netop eksplosionen sin væsensgrund og kan gøre den dét mere vægtig. Og da der kun er små 20 minutters musik, når man ikke at trættes af, at postrock/-metal generelt har det med at gå lidt i tomgang. Det er fint i små doser, og det her er en lille og passende dosis.
