Er man i forvejen forårskulret, er det svært ikke at holde af Bastian Kallesøe alias The New Springs nye udspil. Debutalbummet, der blev pænt modtaget blandt andet her på siden, var et studie i kærlighedens veje, nærmere bestemt i den nyforelskede af slagsen, og Secret Armor tager tråden op med 11 nye sange, der som spirende blomster langsomt folder sig ud og vinder yderligere ved hver gennemlytning. Det er stadig lyden af en følsom mand med sin akustiske guitar, på samme tid lukket omkring sit musikalske univers og alligevel varmt inviterende. Den sparsomme instrumentering har dog fået et lille nyk opad med tilføjelsen af klaver på enkelte numre samt diverse effektbokse.
Hele herligheden er indspillet på kun fem dage, og det fornemmes i den umiddelbarhed, der kendetegner samtlige numre. Ifølge Kallesøe selv var intentionen med den hurtige indspilningsproces, at lytterens oplevelse skulle ligge så tæt som muligt på hans egen oplevelse af at skrive sangene. Og jeg kan da heller ikke lade være med at tænke, at det på Secret Armor lyder, som om han har siddet hjemme i stuen og komponeret det hele. For eksempel skaber baggrundsstøj i den instrumentale “Hi Mom” en spontan ”first take”-karakter. Det skal absolut ikke fortolkes som en amatørtilgang eller sjuskethed. En af pladens styrker er netop denne friskhed, der gennemsyrer de nedbarberede sange. Det kræver meget, både sjæl, talent og karisma, at holde så minimalistisk en tilgang til musik interessant gennem et helt album, men det lykkes imponerende for The New Spring.
Ikke at der er egentlige ørehængere, der fænger i første omgang. Secret Armor skal have lov til at vokse og langsomt krybe ind under huden, og når det så udfolder sin skønhed, er det al tålmodigheden værd. The New Springs musikalske rum ligger fjernt fra vor tids hitsingle-kultur og har en særegen tidløshed og eksklusivitet over sig. Når man først er blevet lukket ind, er det, som om man har opdaget en lidt hemmelig og dybt personlig perle.
Det lyder på papiret som et koncept, der hurtigt kunne blive irriterende, og som ville være let at gøre nar ad. Men Kallesøe forstår at kombinere sine poetiske tekster – der let kunne stå alene som lyrik- eller prosastykker – med en nok så uskyldsren vokal uden på noget tidspunkt at tangere det frelste eller naive. Samspillet mellem vokalen og det klangfulde guitarfingerspil er eminent og måske nok det stærkeste aktiv. Særligt fortryllende bliver det i den håbefulde “In the Spirit of the Revolution” og den smukke ”End Song”, hvor Kallesøe ubesværet mestrer de helt lyse toner, så selv den hårdeste kyniker må få gåsehud.
Når den endelige karakter ikke når helt til tops, skyldes det, at niveauet ikke er lige højt hele vejen igennem. Trods den relativt korte spilletid kunne Secret Armor med fordel være blevet strammet op visse steder. Men jeg tilgiver alligevel de mindre vellykkede øjeblikke – åbningsnummeret “Burning Your God”, den førnævnte “Hi Mom” samt den anden instrumentale stump, ”The Mansion (Fireworks) – for en stor del af charmen ligger netop i det ufriserede og utæmmelige musikalske udtryk, der virker så forfriskende i en tid med alt for meget autotune, strømlinet retroficering og dyre produktioner.
