Der var en mand, Kevin Parker hedder han, som satte sig for at puste nyt liv i 60’ernes syrerock. Ene, hjemme i sit køkken i den australske by Perth, trak han psykedeliske garagerock-perler på snor og lagde dem pænt om verdens hals i form af debutalbummet Innerspeaker. Et fantastisk album, som har fået en varm modtagelse verden over og ladet priserne regne ned over Parker – såvel som Dominic Simper, Jay Watson og Nick Allbrook, der tilsammen udgør Tame Impalas livebesætning.
Lige siden udgivelsen har bandet faret kloden rundt, og det er en træt Parker – i følgeskab med bassist Nick Allbrook – der småfrysende venter i Mediebyen på sidste års Roskilde Festival, mens de første dages sol erstattes af regntunge skyer og kolde vinde. Parker er i T-shirt og bare tæer, mens Allbrook har været mere fornuftig og iført sig en bamsehue, hvis bindesnore han trækker forkølet i, mens samtalen går sin gang.
Tame Impala forbindes ellers ofte med sommervarme, afslapning og god energi. Selv beskriver Parker lyden som »alt i dreampop-spektret; spacey, groovy, crunchy drømmemusik, der er æterisk – men alligevel med stomp.« I tråd med den spacey stil præsenteres Tame Impala på deres hjemmeside som »bevægelsen i Orions stjernetåge og slimet fra en snegls spor«. Lige præcis sneglen identificerer bandet sig med, når de er af sted på tour. Med 21 koncerter på 33 dage kan det heller ikke undgås at opleve tourbussen som en forlænget del af en selv.
Tame Impala: »Vi sidder og driver den af, og så spiller vi musik i en time.« Foto: PR.
Også i forhold til publikum ser bandet mere sig selv i rollen som snegle, uanseelige i mængden. Men som Parker grinende udbryder, så har de langt det letteste job. »Vi sidder og driver den af, og så spiller vi musik i en time.« At føle sig små i forhold til publikum har også den effekt, at bandet reagerer på dem frem for selv at tage teten og inspirere.
Parker: »Vi er ikke er et af de bands, der tigger publikum om at tage del i showet.«
Allbrook: »Vi er på den passive side af forholdet. Hvis publikum er klar, svarer vi på den gode energi.«
Og netop her er det, filmen knækker for bandet, og gør, at der er et langt spring mellem mediekåringen til ‘årets album’ og fankåringen som ‘Australiens værste liveband’. At forsanger Parker heller ikke er vild med at synge, gør ikke sagen bedre. »Jeg er bare en gut, der kan lide at spille en sang uden at behøve at synge. At synge kan kræve megen energi af dig.«
Med udsagn som disse var det også forventeligt, at Undertoners vurdering af den efterfølgende koncert blev, at bandet lige så vel kunne have befundet sig inde i hver deres boble i et gigantisk stykke bobleplast, så tam var fremførelsen.
Oplevelsen af at vende sig væk fra den omgivende verden er da også et genkommende tema på Innerspeaker såvel som en realitet, når bandet er af sted på tour. Roskilde Festival lå to uger inde i Tame Impalas europatour, og bandet havde på daværende tidspunkt mistet tidsfornemmelsen i sådan en grad, at Parker må ty til sit armbånd med datomærkning for at kunne hitte rede på ugedagen. Ofte ved bandet ikke engang, hvor i verden de er. Som på en anden rumrejse sættes de af på den ene betonlagte parkeringsplads efter den anden.
På samme vis er sommerens festivaler også gledet sammen i en sådan grad, at Allbrook stemmer for, at de burde gøres til en selvstændig nation. Opbygningen, stemningen og musikken minder i en sådan grad om hinanden, at det føles som at være et universelt sted. Roskildes campingareal gjorde dog et stort indtryk på de to australiere og krævede en intensiv fotodækning.
Parker: »Det var anderledes, en oplevelse. Det mindede mig om, hvis der nu havde været en apokalypse, og alle folk måtte slå telte op og leve, som de nu kunne. Det ville nok se sådan her ud. Der var affald, men det var ikke slemt. Det så ud, som om folk havde boet der længe og bare var glade for at overleve.«
Allbrook: »Jeg ville være ret overrasket, hvis folk var lige så begejstrede for apokalypsen.«
Opfølgeren til Innerspeaker udkommer til efteråret.
