Skybruddet på Roskildes lørdag d. 2. juli har efterladt infrastrukturen i ruiner, ingen toge kører og dem, der gør, kører uden varsel og uden annoncering fra tavlerne. Derfor ender en simpel hjemtur lørdag med, at jeg må afhentes i styrtregn på Roskilde Station midt om natten og den efterfølgende dag fragtes tilbage til Dyrskuepladsen. Det er dog lettere sagt end gjort, da alle biler holder stille fra og med motorvejsfrakørslen og sveden begynder lige så stille at pible frem på panden. Ikke fordi det er synderligt varmt, men fordi jeg skal interviewe The Walkmen. WALKMEN! Argh.
I den videresendte korrespondance mellem arrangør og bandet er Undertoner blevet kaldt Danmarks svar på Pitchfork. Jeg håber, Pitchfork er en bare en tand mere velorganiserede og rationelle, som jeg føler mig, idet jeg med en rask beslutning river bildøren op og kaster mig ud i mylderet af gående mennesker på vej til festivalen, zigzagger mellem de dyttende biler og smider mig ind i en bus. I kø. Som ikke bevæger sig. Overhovedet.
Sveddråberne er efterhånden blevet flere og flere – også fordi jeg stadig har samme tøj på som i går, dog vasket. Men alligevel sort og langt og varmt, og nu kører bussen så småt videre i søndagheden. Heldigvis er The Walkmen også forsinkede og er ikke nået frem til pladsen endnu, fortæller en sms fra arrangøren mig.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at styrte fra østindgangen og ned mod festivalpladsen i hurtigt trav, begyndende galop og hej, der er en-eller-andet, man kender. Jeg når Odeons backstageområde til tiden, storsvedende, nervøs og lettere forfjamsket. Sådan skal jeg møde Hamilton Leithauser. Argh.
The Walkmen klæder sig pænt, rigtig pænt. Foto: PR.
Ingen gider høre de langsomme numre
Leithauser spiser et grønt æble, da jeg vises ind i det hyggelige sofaområde bag scenen. Han er næsten forbløffende høj, i meget pænt tøj, nede på jorden og har ikke overraskende en ret dyb stemme. Ironisk nok er det første, jeg spørger Leithauser om, er om det bare bliver mig og ham til interviewet. Eller You & Me er jo rent faktisk det, jeg siger. Så kører det ligesom.
Reporteren får fremstammet:
Er det din første gang på Roskilde?
»Ja. Jeg har længe villet spille her. Vi var her for ni måneder siden og spille i København [Amager Bio, red.], og da elskede vi det alle sammen. Det er ikke tit man oplever en helt ny storby. Det er bare så fucking dyrt her.«
Reporteren hakker videre på dårligt skoleengelsk:
Hvad kan man forvente af en koncert med jer?
»Folk kan forvente rock. Man konkurrerer jo med de andre bands, der spiller på de andre scener, så man er nødt til at holde det up-tempo på festivaler. Ingen gider høre de langsomme numre. Folk har bare lyst til at drikke øl og opføre sig åndssvagt. Vi spiller ofte ikke ”The Rat”, og nogle af de ældre numre, som man har spillet i flere år, gider vi heller ikke spille. Men alle elsker ”The Rat”, så den spiller man bare.«
Har I så tid til at se nogle bands her?
»Vi bliver kun den her ene dag og har faktisk ikke set line-uppet endnu. Men hvis man booker Kings of Leon, så siger det lidt om hvilken størrelsesorden bands, der spiller her. Vi skal dog ikke se dem spille, vi har bare spillet med dem nogle gange.«
Vi har ikke råd til stort sceneshow
Da The Walkmen spillede i Amager Bio i 2010 virkede bandet, som om de gengav deres Lisbon–numre i næsten 1:1-skala. Umiddelbart ingen småfejl, ændringer og elementer, der faldt igennem ift. albumforlægget. Ved koncerten på Roskildes Odeon Scene er det da også tydeligt, at The Walkmen er et liveband i den forstand, at de er så dygtige musikere og sammenspillede, at der rent musikalsk ikke er en finger at sætte på koncerten. På den anden side er de mildt sagte heller ikke showmennesker og gør på sin vis ikke andet end at spille deres musik. Betyder det, at de er et kontrolleret band, der går efter den perfekte lyd?
»Det er første gang, jeg hører det,« siger Leithauser. »Det er skægt at høre, at det på en måde lyder ’perfekt’. Jeg tror, at man kommer ind i en rutine, når man er på turné og begår færre fejl på scenen og er mere afslappet, når man spiller.«
Så I har aldrig lyst til at bælle en flaske whiskey og opføre jer åndssvagt på scenen?
»Altså, man drikker jo en masse whiskey på scenen. Da vi var yngre, lavede vi flere vilde ting til koncerterne, men jeg synes faktisk, det er ret kedeligt for at være helt ærlig. Vi plejede at være meget mere højrøstede. Gik ud og spillede tolv sange på fuld volumen, men det blev ærlig talt ret kedeligt. Ingen af os lytter til den slags musik.«
Leithauser fortsætter:
»Vi har talt om at lave et decideret sceneshow, men når man begynder at spille på de store scener – som da vi åbnede for Kings of Leon [først på amerikansk turné i 2009 og i 2011 i Hyde Park, 23. juni og Murrayfield Stadium i Edinburgh, 26. juni, red.]. Når man spiller på så store steder som dem eller f.eks. Arcade Fire, så forventer nogen måske en større produktion, men vi er ikke på det stadie endnu. Vi har ikke råd til det.«
The Walkmen: Heaven
Calypso-pladen ser aldrig dagens lys
The Walkmen udgiver deres syvende studiealbum, Heaven, 4. juni 2012, men allerede i sommeren 2011 var der skrevet lidt over halvdelen af numrene, fortæller Leithauser.
»Vi begynder med indspilningerne i august [2011, red.] og får hjælp af Phil Ek, der tidligere har indspillet med Fleet Foxes [Ek producerede Fleet Foxes fra 2008, red.]. Vi synes alle sammen, den plade lød godt, så vi skal i studiet med ham.«
På Heaven medvirker Fleet Foxes’ Robin Pecknold desuden med vokalharmonier på det afdæmpede og også doo-wop-agtige nummer “We Can’t Beat”.
»I forhold til tidligere albums, så er de her sange all over the place. Man ved aldrig, hvordan det ender, indtil man kommer ind i studiet. Der er et par stille, et par hurtige rocknumre, men man ved ikke, hvad man bryder sig om og vil beholde, før man har indspillet sangene.«
»Vi kan alle sammen rigtig godt lide de sidste to albums, You & Me og Lisbon, og jeg kunne godt tænke mig at lave et album, der er ligeså ensartet eller sammenhængende som dem, men samtidig synes jeg, vi bør lave noget meget anderledes. Det er på tide med en stor forandring.«
Hvad skal forandringen så bestå af?
»Det ved jeg ikke,» siger Leithauser og griner. »Paul [Maroon, klaver/guitar, red.], Walt [Martin, bas/orgel, red.] og jeg skriver de fleste af numrene, men ikke kollektivt. Det er mest produktivt at arbejde alene. Vi bor i hver vores by og sender numrene til hinanden over email og udveksler meninger. Hvis man sidder fast i et nummer, kan en af de andre sige: Hey, det stinker helt vildt det der, og så går det op for en, at nummeret virkelig stinker. Man har brug for andre, der fortæller en, at nummeret er dårligt. Det eneste, man ved, er at man ikke vil gøre det samme, som man lige har gjort. Man vil ikke udgive de samme numre igen.«
»Engang prøvede vi at skrive en hel calypso-plade og i forvejen er det vildt svært at skrive sange. Hvis man så også begrænser sig selv, så bliver det umuligt.«
Kan man forvente en The Calypso Outtakes-plade engang så?
»Jeg ved ikke, om de nogensinde ser dagens lys, de sange.«
Jeg har kun to spørgsmål tilbage, siger den forvirrede udsendte. Nummer 1) må jeg få din autograf til min kæreste og nummer 2) Hvor meget skal du have for at spille til mit bryllup? Professionalismen stråler ud af den svedende reporter.
Leithauser griner høfligt og skriver med sprittusch på et stykke papir:
»Johannes! When’s the wedding?«
