Julia Holter er et månebarn. Og tydeligt beslægtet med navne som Marissa Nadler, Joanna Newsom, Laurie Anderson og alle de andre wunderschönes kvinder med store, særprægede stemmer og alfelignende karakteristika.
Derfor var Gloria også noget nær det perfekte sted for Julia Holter at levere sin særprægede og udsvævende dreampop. Ledsaget af ekstremt flotte projiceringer af musikernes indsats – hendes læber tæt på mikrofonen, cellistens pizzicato osv. – svøbtes publikum i et blødt lydbillede med ekko og i enkelte tilfælde bastante stortrommebeats.
Julia Holters kompositioner er ekstremt smukke og komplekst sammensatte lydornamenter. Uheldigvis er de også så porøse, at man let forsvinder ud i tankestrømme om indkøbslister, burger vs. flæskestegssandwich osv. Selvom vi fik en række stærke numre – inklusive perler som ”Marienbad”, ”Our Sorrows” og ”In the Same Room” fra hendes seneste udspil, Ekstasis, havde hun ikke helt held til at fastholde min opmærksomhed. Derfor var det også en smule malplaceret, da hun – efter at have spillet sidste nummer og folk havde klappet og vendt sig for at gå – kom tilbage og spillede et ekstranummer, hverken hun eller publikum reelt ønskede.
Det gav fornyet stof til diskussionen om, hvorvidt Roskilde tvinger deres kunstnere til at presse en klokketime ud af citronen. Jeg er ikke fortaler for den slags kunstnerisk skruetvinge, og i tilfældet Julie Holter gav de ekstra 10 minutter intet ekstra udbytte. Publikum var mætte, men blev tvangsfodret med et uengageret add-on, og det efterlod en mærkbar plet på en ellers udmærket koncert.
