Korallreven havde alle odds mod sig denne eftermiddag, lod det til. Så sent som 10 minutter inden, svenskerne skulle gå på scenen, var området foran Apollo stort set affolket. Ikke så mærkeligt egentlig, at folk allerede var på vej hjem fra udkanten af West Camp, der stank af kostald og lignede en slagmark.
Den høje eftermiddagssol burde ellers have været en perfekt setting til Korallrevens sydhavsinspirerede dreampop, og jeg havde glædet mig til at flade ud til en omgang letfordøjelig chillout og drømme mig til Samoa. Det lignede, at den lille stenede forsamling foran scenen havde lyst til det samme.
Meget er allerede sagt om Apollos aparte karakter af en hoppeborg, men det var direkte utilgiveligt, at Korallreven ikke var blevet placeret på Cosmopol i stedet. 15 minutter blev bandet forsinket, da den bagende sol, der naturligvis stod ind på alt udstyret, fik computeren til at gå ned. Et pænt stort problem, man burde have kunnet forudse fra festivalens side. Det blev til en intermistisk løsning med en solskærm af pap, før der endelig kunne lukkes op for musikken.
Skønne at se på var de bestemt, som de stod mere eller mindre apatiske bag deres solbriller og lignede definitionen af skandinavisk coolness. Desværre skulle de tekniske problemer ikke stoppe her – lyden var gennemgående dårlig, og særligt ærgerligt var det, at vokalen gik ekstremt dårligt igennem. Det gik hårdt ud over ellers oplagte højdepunkter som “As Young As Yesterday” og “The Truest Faith”. En alt for tung bas dominerede hvert nummer, og den lækre produktion på albummet An Album by Korallreven blev langtfra matchet live.
Jeg kan godt forstå, hvis Korallreven kom i dårligt humor. Det tydede det i hvert fald på, da de forlod scenen efter blot en halv time med et kort ‘takk’. Blandt publikum lod det ikke til at gøre det store. Selv skyndte jeg mig at sige til min følgesvend, at hun skulle tage at lytte til albummet og give det den ekstra chance, som Korallreven helt bestemt fortjener.
