Lige fra jeg hørte det første nummer af denne plade var jeg forundret – det er nok det rigtige ord. Aldrig har jeg hørt noget lignende, og min instinktive trang til at genrebestemme forvoldte mig straks en hel del problemer. Jeg kunne ikke fortælle, hvad det var, jeg havde i hovedtelefonerne – det eneste, jeg vidste, var, at det var dét, jeg ville komme til at høre resten af sommeren.
Indrømmet, jeg havde ikke rigtigt tænkt over bandnavnet. Det vil sige, ikke før jeg satte musikken på, og straks fik behov for svar – hvad er det, jeg hører? Navnet Alt-J giver umiddelbart ikke så meget mening, indtil jeg læste mig frem til, at det kommer af, at når man på en Mac-computer holder alt-knappen nede og trykker på J, kommer der et delta (∆) frem. I “Tessellate” lyder noget af teksten også »Triangles are my favourite shape«. Tessellation er desuden et fagudryk fra geometrien. Tja, jeg synes stadig ikke, det giver så meget mening. Men nørdet, det er det.
Lyden af Alt-J er også lidt nørdet. De fire gutter mødte hinanden på Leeds University i England, hvor de studerede litteratur og kunst. Den helt særlige lyd blev skabt i drengenes kollegieværelser, hvor de startede med at optage på deres computere. Netop computerlyden med samples og synths er fremtrædende, og det er lige før, man lever sig tilbage til deres studietid og kan mærke lugten af sure sokker i et indelukket kollegieværelse. Autentisk.
Og kunstnerisk kreativt, for disse drenge er ikke bange for at tænke ud af boksen. Selv kalder de genren for folk-step. Egentlig har de taget grådigt for sig af alle genrehylder og har skabt et festmåltid. Ud over folk og dubstep jonglerer de med alternativ pop og indierocken. Synths og piano-samples kombineres flittigt, tilføjet en god portion trommer med kantslag, klokker og xylofon samt en god bund af elektrisk guitar og bas. Sådan lyder folk-step.
På vokalsiden har vi alt fra vrøvlede a cappella-korarrangementer a la stemmeopvarmningsøvelser til ømme falsetter, men mest dragende er forsanger Joe Newmans let nasale og hæse stemme. Den skaber sammen med korvokalerne drilske og smukke harmonier i pladens mere downtemponumre som “Taro” med dens smukke og triste historie om krig og dramatiske skader med et twist af matematik: »3.1415, alive no longer, my amour.«
Teksterne i øvrigt lyder for det meste, som når Kaj & Andrea bakker snavvendt, og efterlader mig med flere spørgsmål end svar. Men det er okay. Jeg får lyst til at gå på opdagelse og kaste mig over matematiske formler for at finde svarene. An Awesome Wave er et fantastisk velkonstrueret debutalbum, hvor alle komponenter virker velproportionerede og nøje gennemtænkt på den nørdede måde, ja nærmest efter det gyldne snit. Det funker. Og jeg glæder mig allerede til at blive overrasket og forundret af opfølgeren.
