Der findes koncerter, det ikke giver mening at anmelde i sin helhed. Malk de Koijns forventede onsdagsbrag på Bøgescenerne er et skoleeksempel fra den kategori. Der var milevidt mellem niveauet i første og anden halvdel af showet, hvilket nok må tilskrives en hvilen på de laurbær, der nødvendigvis må følge med, når man som Malk de Koijn skal grave dybt i fremmedordbogen for at finde udtrykket ’dårligt show’.
For koncertens noget stille og monotone første tredjedel havde givetvis fungeret fint foran et højspændt publikum på Arena i Roskilde klokken 2 natten til lørdag, men klokken 18.45 under åben (og noget mørk) himmel i bøgeskoven fik de tre langestrandsdrenge ikke mange gratis point serveret. Derfor havde Skanderborg efter en ellers stilsikker åbner med det svært fængende “Nalk” mere travlt med at bekymre sig om de truende skyer og om at bytte NBA-caps med sidemanden, end med hvad der foregik på scenen. Så lad os tage den fast forward fem numre, forbi autopilot og autotune, til “Fågt op i skalle”, der for første gang for alvor fik publikum med.
Åbningslinjen »Det tog sin tid« virkede næsten profetisk, og med ét var det den velkendte oplagte trio, der lader selv de mest forkvaklede havnearbejder-eder flyde med største selvfølgelighed, tilbage. Først kom “Jernskjorten” på til udbredt jubel og med en overgang, der viste Tue Tracks overlegne evner i det elektroniske cockpit. Så blev der budt på en Hoddock med det hele, og da de rigtige McCoys sluttede sig til festen, var både løg og stemmebånd varmet op til en fællessang i det nu godt proppede grønne amfiteater.
Da Geolo G kort efter gav sig ud i en freestyle-robot assisteret af Tue Track tronende bag sin boomblaster-pult, kunne der være lukket ned og noteret endnu en sejr, men efter en kort puster nede i tempo med “Kosmisk Kaos”, hvor der blev et vers alene på scenen til hver af de tre, blev en anden halvleg med de tre bananer, du ikke kan nå, sluttet af med “Vi tager fuglen på dig” og de to live-vindere “Weekendkriger” og “Pige Girl” fra Toback to the Fromtime. Og så blev der kastet håndtegn og skrålet med fra selv de billige pladser bagi.
Derfor virkede det som den største selvfølgelighed, at de regntunge skyer i mellemtiden var forsvundet, så de eneste smådryp på en – trods alt – Malktastisk aften, kom fra Bukkis vandgevær.
