Det er eftermiddag på Blågårds Plads, solen skinner fra en skyfri himmel, og en gruppe blandede Nørrebro-eksistenser har samlet sig om en guitar og et par kolde fra kassen for sammen at tage en musikalsk tur ned af memory lane. Det går ikke stille for sig.
Måske virker rammerne ikke helt oplagte til den snak, jeg snart skal til at have med Mads Emil Nielsen – den ene halvdel af den elektroniske duo Graf. Kontrasten er slående, grænsende til ironisk: De jordnære Kim Larsen-sange, folkeligheden og konkretismen møder minimalistisk electronica, nichekunst og det abstrakte. Nørrebro over for outer space.
En introduktion vil nok være på sin plads: Duoen Graf består af Mads Emil Nielsen og Simon Walsøe. De har spillet elektronisk musik sammen siden 2008, da de begyndte på Rytmisk Konservatorium i København med henholdsvis trommer og klaver. Sidste november kulminerede deres samarbejde med udgivelsen af debutpladen orbit # 1 på deres eget label, space-craft.
Siden da har de stædigt fortsat deres arbejde med lyden i fokus og har nu skiftet stort set hele deres computerstyrede setup ud med analoge og hjemmebyggede synthesizere. Og så skal de da også lige på tour til sommer. Der sker altså ting og sager hos det ganske lille band.
Filmisk eller røvkedeligt
Det virker, som om der konstant kører tanker rundt i hovedet på Mads Emil Nielsen. Han er svært beskeden og tænker længe, når han bliver stillet et spørgsmål, som om han helst ikke vil svare forkert. Men når han først begynder at tale, er det i lange kæder af associationer. Tilsat en helvedes masse fagter, som jeg slet ikke har ordforråd til at beskrive.
»Jeg tænker det lidt som sådan en kasse… sådan her… og så kommer der en anden ting over her… og så kommer måske et lag hernede… «
Man skal holde tungen lige i munden. Grafs musik er ikke skabt for ord, snarere for visuelle indtryk. For grafik, for arkitektur, for billedkunst.
»Vi arbejder meget med at få ganske få, simple lag til at lyde godt sammen. Der er helt sikkert nogle, der synes, det er røvkedeligt. Men det er det, vi er inspireret af. Musikken, lavet som et objekt. Som et kunstværk, der skaber bestemte billeder og stemninger hos lytteren med få virkemidler. Jeg tror, mange synes, at vores musik er filmisk eller billedlig.«
Lyden af jungle og store aber
Billeder er der nok af. Men det bliver hurtigt abstrakt for en udenforstående, når Mads Emil skal beskrive Grafs musik og især deres nye lyd og de – med Mads Emils egne ord – »sindssygt spændende« og »enormt interessante« hjemmebyggede instrumenter, bandet leger med lige for tiden.
Mange af bandets numre opstår gennem improvisation i timelange sessioner, og det er derfor sjældent, de to herrer på forhånd ved, hvordan et nummer kommer til at lyde. Alligevel drøfter de af og til, hvilke helt konkrete billeder, de får, når de spiller eller lytter til musikken. Både for at forstå, hvor lyden er på vej hen, men også for at gøre oplevelsen stærkere for publikum.
»For eksempel var der en af strukturerne på et af vores nye numre, der helt klart gav os associationer til at være ude i junglen. Vi snakkede lidt om nogle væsner, nogle store aber og sådan noget. Det er nok noget af det, der ligger i den mere naturlige lyd fra den nye opsætning.«
Teknikken er midlet, kunsten er målet
»Men du er en rullesten. Og du har ikke nok i én. Derfor må du gå din egen veeej!«
Gadesangerne på Blågårds Plads er blevet sentimentale. Men Mads Emil er opstemt, da han detaljeret forklarer mere om det hamskifte, Graf netop nu er i gang med at udføre: overgangen fra det digitale lydbillede til det nye setup af gamle, analoge synthesizere.
»Det giver musikken en eller anden menneskelighed. At det ikke er alt for elektronisk, at der nogle gange kommer noget varme, noget ukontrolleret, noget atonalt ind. Computerlyden bliver hurtigt så kold, digital og højfrekvent. Nu søger vi mere mod naturlyden, og vi synes, at det hele samler sig om den nu.«
Det kommer nok ikke bag på nogen, at man skal være lidt af en nørd for at lave musik som den, der bliver produceret i Graf. Det kræver intens interesse, timevis af research og masser af opsøgende arbejde for at fange netop den lyd, man har som idé oppe i hovedet. Alligevel er teknikken og nørderiet aldrig et mål i sig selv for duoen.
»Vi laver ikke musik for teknikkens skyld. Alt det håndværk, der ligger i at lave det her musik, det er med et kunstnerisk mål. Det er kunsten, lyden og stemningen, der er hovedmålet, og så er teknikken og researchen bare et middel til at nå derhen.«
Arkitekten bag det hele
»Så vi be’r bare guderne om goooooodt vejr!«
Nørrebro-bandet på Blågårds Plads synger på sidste vers. Ølkassen er ved at være tom, og guitaren kan ikke længere holde trit med det brægende kor. Heldigvis er der stadig gang i Mads Emil og i særdeleshed stadig i Graf, der skal ud og prøve det nye setup af over sensommeren og efteråret. Derudover skal bandet Vektormusik udgives på Simon og Mads Emils selvstartede mikrolabel, space-craft, allerede til september.
Det kan godt være, at der er meget arbejde i bandet i forhold til den smalle målgruppe, de mange sets, man må spille uden løn, og det træge pladesalg for genren og i branchen generelt. Men ifølge Mads Emil er følelsen af at have stået for hele projektet selv det hele værd.
»Så står man med sin vinyl i hånden og tænker ‘okay, det kan godt være at den måske kun solgt 100 eksemplarer, men hold kæft, hvor er det fedt, at man selv har været inde over det hele.’ Indspilning, mix, masterering, alting. Du ved… ligesom arkitektur i 60’erne! Arne Jacobsen! Der er én kunstner bag det hele, farverne, møblerne, designet. Man går ind i huset, og så passer det hele sammen.«
Da jeg cykler fra Nørrebro, kan jeg ikke lade være med at be’ guderne om godt vejr til Graf, deres nye setup af gamle synthesizere, deres aber i junglen, deres rumskibe, deres arkitektur og deres musikalske ambitioner. De knokler for det.
Du kan høre Graf spille live på Strøm i Trinitatis Natkirke 21. august, Elektronisk JazzJuice 24. august på Radar og sammen med Vektormusik 21. september i København, 22. september i Aarhus og 23. september i Aalborg.
