Moth: s.t. EP

Moth blev dannet i 2010 på det gamle spillested Lades Kælder, hvor Andreas Bjerring (der også er en del af industrial-hiphop-duoen Intelligent Pushing), mødte Unnur Cara (islandskfødt, har sunget opera, musical, jazz og rock). Der opstod hurtigt god kemi mellem dem, og blot tre uger senere var bandet Moth en realitet. Møl er nogle uskønne skabninger, man nødig vil sammenlignes med, men det synes Bjerring og Cara ikke. De mener, at dyret er et symbol på bandet: en tvekønnet organisme, der beskæftiger sig med de mørke sider af menneskets natur. På ep’en synges der også om selvdestruktivitet, samfundets sygelighed, ulykkelig kærlighed, svigt, depression osv. Alle de tunge emner kommer under møllets lup.

»I turn around and went home through the dusky smoke from the memory mire,« lyder de første linjer på debuten. Scenen er sat, temperaturen er taget, og den viser, at intentionerne er dystre. “Bittersweet” åbner Moths univers med et uheldsvangert klavertema. Sangen er forholdsvis rolig, men teksturen vidner om dystre nætter, mørke morgener og sorte minder. Det er ikke for ingenting, at der bliver sunget »for all these demons has always dominated me here.« Stemningen fortsætter alle syv numre ud på den eponyme ep, men varierer i udtryk, tempo og instrumentering.

Efter “Bittersweet” tager “Totalitarian” over med et temposkift. “Totalitarian” starter ud med en knitrende og flaksende lyd af elektronisk støj. Man får næsten fornemmelsen af at være lukket inde i et glas med fire store, sværmende spyfluer. Det voldsomme lydtæppe fortsætter akkompagneret af Unnur Caras flotte stemme, der forvrænget besynger samfundets undertrykkelse: »They got systems and we ain’t got papers.« Uskønne rytmer blandes med dystre toner og folder sig ud i slutningen af sangen til en larger than life-følelse, som Cara næsten skriger ud. Ikke ulig sin landskvinde Björk har hun en stemme, der er smuk, men også voldsom og næsten dyrisk til tider.

Samme storladne fornemmelse giver ep-højdepunktet “Crackmother”, hvor Unnur Cara besjæler sangen med en fantastisk indlevelse. Man kan virkelig smage smerten i munden, når hun krænger ordene »crackmother, you dirty dancer« ud. Lydbilledet er dunkelt med syrede samples. Her hører man også Andreas Bjerrings dybe vokal, hvilket man godt kunne savne i lidt flere af sangene. Det giver et rigtig godt modspil til Caras meget kvindelige vokal, at den får en kontrast i den lidt mere rolige og dybe mandevokal, som Andreas ejer.

Ep’en er som helhed ikke så let at gå til med al sin genre-jongleren. “Sickamore Mire” er det nærmeste, vi kommer det lettilgængelige. Dyster stemning ligger sig som en tåge over numret via tindrende lyde og klare klangflader. »Children become suicidal« lyder en af linjerne, men alligevel holder nummeret sig i den lyttervenlige ende, fordi rytmen taler til kroppen. Outroen understreger det alarmerende budskab med sirenelyd og en dronet udgang.

De to sange på albummet, som Moth ikke selv har komponeret og skrevet, er Bob Dylans “Forgetful Heart” og Thelonious Monks gamle jazzklassiker “Round Midnight”. Begge sange er bestået, om end “Forgetful Heart” klarer sig bedst og overrasker lytteren i forhold til Dylans original. Den melankolske tekst om besværlig og ulykkelig kærlighed pepper Moth op med en gedigen, rocket guitar og distortion, og slutningen er yndig og kønt akkompagneret af cello og violin.

“Portishead møder Oh Land på LSD,” lød en af Moths bekendtes beskrivelse af bandet. Det er en rimelig skizofren betegnelse, men hvis man skal prøve at simplificere, kan man kalde Moths musik alternativ doom pop; sortsynet og dramatikken er i hvert fald skruet op på fuldt blus. Men egentlig kan man kalde Moth, hvad man vil – men de er og bliver deres helt egne, og det lykkes de for det meste med på deres vellykkede debut-ep.