Da Yeasayer i 2007 debuterede med det ambitiøse All Hour Cymbals, beskrev de deres egen musik som ”Middle Eastern-psych-snap-gospel”. Meget vand er løbet i åen siden, og på bandets anden udgivelse, Odd Blood, genopfandt de sig selv; en transformation fra art-rock med hang til omfattende, en smule tågede og samfundsbekymrede tekster tilsat alskens instrumenter til mere lettilgængelige elektroniske toner, der på åbenlys vis inviterede folk til at træde i danseskoene og glemme den problematiske verden udenfor.
Hvis der er et sted i verden, hvor samfundets puls næsten kan føles dundrende under fødderne, er Brooklyn uden tvivl et udmærket bud. Måske er det netop derfor, at Yeasayer endnu en gang rammer plet, når det kommer til at placere den tidstypiske lyd. Det er umenneskeligt fintfølende, at de i tilpas grad justerer deres valg af virkemidler til 2012, men samtidig bevarer det udtryk, som adskiller dem fra mængden og definerede dem på Odd Blood. Lystige synthesizere akkompagneres af et hav af elektroniske gimmicks, her og der dukker en fløjte, et horn eller noget tredje op, og det hele bindes sammen af de generelt lette beats, der enkeltvist tillader små afstikkere til et mere arytmisk, krævende melodiforløb.
Endnu en gang sættes der i højere grad fokus på vokalen, som ofte smøres rigeligt ind i diverse effekter. Især på ”Longevity”, som er en fortælling om fremtidens usikkerhed og vigtigheden af at leve i nuet fulgt til dørs af et letspiseligt R&B-beat, er vokalen pakket ind i tyk autotune-agtig lyd. Det er uden tvivl albummets mest cheesy nummer, som heldigvis undgår at kæntre gennem det smukke vokalarbejde. Desuden bider man mærke i den mystiske, orientalske outro med violin, maracas og kluntet trommespil, der på mange måder understreger det gennemgribende eksperiment, Yeasayers musik egentlig er.
For selvom bandet er blevet mere strømlinet siden deres spæde år, har de ikke opgivet at udforske nye græsgange for deres musik. Hvor All Hour Cymbals var en rodekasse – en meget elskelig og forunderlig rodekasse – har Yeasayer på Fragrant World efterhånden fundet et udgangspunkt, der dog stadig er funderet i nysgerrighed. Åbningsnummeret “Fingers Never Bleed” fører an, og ved første lyt minder det om noget fra Radioheads In Rainbows. Det ændrer sig dog hurtigt, da det noget melankolske vers brydes af et opløftende, dansevenligt omkvæd fyldt med optimistiske synth-toner. I “Reagan’s Skeleton” viser bandet, hvordan de mestrer at skrue en perfekt popmelodi sammen, samtidig med de indrager en tilpas mængde samfundsmæssig skepticisme pakket ind i letforståelige metaforer, der bevarer budskabet uden at ødelægge den euforiske, ubekymrede tone. Yeasayer har altså ikke helt droppet den idealisme, de havde på deres første album.
Fragrant World har også nogle lidt vanskeligere numre. “No Bones” fremstår med sine mange melodi- og sangerskift (Anand Wilder og Chris Keating deler vokalen) og vældet af små finesser og detaljer i det elektroniske lydbillede som rodet og labyrintisk. Det komisk navngivne “Folk Hero Shtick” viser bandets lidt mere dystre og vanvittige side. Nummeret indledes af en tung bas, en gysende synth og en mudret vokal, der pludselig klarer op undervejs og ender i et virvar af skøre virkemidler, brudstykker og umiddelbart upassende instrumenter. Et kort riff på akustisk guitar, en frisk fløjte og noget, der lyder som verdens ældste trombone, hilser på, før nummeret falder tilbage i de elektroniske beats. En kaotisk legeplads af et nummer.
I pladens sidste nummer, “Glass of the Microscope”, gør Yeasayer endnu en gang brug af den velkendte autotune på vokalen. Men i dette tilfælde er resultatet et nummer, der lyder lidt som noget lavet af en ikke-hjerteknust Bon Iver med en ustyrlig lyst til at danse. Det bygger op og syrer ud og binder med sine finurlige, klikkende lyde fra en form for pindeinstrument en passende sløjfe på det meget alsidige album.
Selvom Yeasayer har simplificeret deres tekstunivers og bruger en mængde lettilgængelige popværktøjer, kræver Fragrant World stadig mere opmærksomhed end det gængse elektroniske, dansable indierockalbum. Det er reminiscenser fra deres første album, fra deres hjemstavn, det kunstneriske Brooklyn, der påvirker dem i alt, hvad de laver – og muligvis deler vandene i deres lytterskare. Albummet er et sted mellem de primitive, gyngende beats, mange af os leder efter, når vi står på et dansegulv lørdag nat, og den kontroversielle stillingtagen på All Hour Cymbals. Det er en mellemvej, som Yeasayer evner at skabe, selvom de aldrig helt formår at mestre begge sider af deres musik.
Lyt til “Henrietta”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/henrietta.mp3]
