”Christian Hjelm er mit ultimative man crush”, bekendtgjorde en ven over for mig tidligere på året til en koncert i Pumpehuset, hvor Hjelm spillede sammen med Nikolaj Nørlund og hans all star-band. En forrygende aften, men alligevel syntes jeg, at det med man crushet lød lidt mærkeligt, og jeg grinede hånligt og uforstående. Efter at have lyttet til Figurines-frontmandens solodebut, Før vi blev lette, forstår jeg dog min ven bedre og bedre. Nu er det rigtig svært for mig ikke også at være pjattet med Christian Hjelm.
Her har vi endnu et vellykket eksempel på en artist, der har taget et kunstnerisk sporskifte ved at gå fra at synge på engelsk til dansk – jeg tænker naturligvis på Lise Westzynthius’ Tæt på en kold favn som et andet kærkomment hamskifte fra dette år – og i samme omgang formidle et meget mere personligt udtryk. Det danske sprog klæder virkelig Hjelms karakteristiske vokal, der gudskelov har udviklet sig fra at lyde en kende skabagtig på Figurines’ tidligste udgivelser til overskudsagtigt at hvile i sin særegenhed uden at forfalde til overstyrede udskejelser. Når man samtidig mestrer lyrikken til fulde, virker sprogvalget så oplagt og indlysende rigtigt. Tak for det.
Der er tydelige ekkoer fra fortiden at høre på samtlige skæringer, og særlig klart skinner inspirationen fra Gasolin’ og ikke mindst Kim Larsens solomateriale fra 1980’erne igennem. Ikke at det nogensinde føles som et påtaget, trendy plagiat. For mig, der er født i det kiksede, men dog så evigt cool årti, er det som en raffineret bølge af nostalgi fra min tidlige barndom med “Jutlandia” til morgensang i skolen og “Tarzan Mama Mia” på kassettebåndet. Derfor virker numre som den lækkert syntetiske “Alibi” (tilsat genial laser gun-lyd), “Det andet led” (med det lokkende omkvæd »Kom nu med og send dig selv af sted«) og “Ha’ det herligt” helt instinktivt appellerende som moderne videreførelser af en dansk sangskat.
Måske er det, fordi jeg sidder og skriver dette, mens sommeren rinder ud, men jeg kommer uvilkårligt til at tænke på C. V. Jørgensens klassiker “Sæsonen er slut”, når Hjelm synger om scenen, der skifter nu, i et af albummets bedste numre. Melankolien og nostalgien løber som røde tråde gennem hele herligheden. Det fungerer bedst, når det ikke bliver direkte klagesang, men bevarer en legende lethed – det gør sig heldigvis også gældende for størstedelens vedkommende. »Antiloperne springer i natten,« lyder en af mine yndlingsstrofer, og man ser dyrene for sig og bliver smittet af den pulserende energi, der kanaliseres ud i denne elegante nattehymne.
Kan man i øvrigt andet end frejdigt og for fuld hals at synge med på »Tag mig, tag mig, tag mig nu / tag mig væk herfra nu-uuu« (“Luk dine øjne”)? Jeg tror det ikke. Det her er fængende, langtidsholdbar popmusik, når det er bedst, med en poetisk sensibilitet, der undgår at være krukket eller forstillet.
Små irritationsmomenter sniger sig dog stedvist ind. “Fri leg” peger desværre for meget i den gumpetunge retning og virker lidt malplaceret – og ikke helt repræsentativ for resten af albummet – som åbningsnummer. Lidt for meget tandløs stilstand og småbanale verselinjer som »Gå i dvale med mig / jeg lover, jeg er lavet for dig« (“Den som du elsker”) er et andet mindre vellykket øjeblik i Hjelms ellers så forfriskende sangskrivning. Derfor bliver Før vi blev lette ikke helt den fejlfri perle, der ellers er potentiale til.
Efter sigende lever Figurines stadig i bedste velgående, og selvom dette bestemt er godt, kan man kun håbe på, at der i fremtiden falder flere soloalbum af fra Christians Hjelms hånd. Efter utallige lykkelige gennemlytninger vil jeg bare have mere, mere, mere af dette sensommerens vemodige soundtrack.
