De gode intentioner er garanteret til stede, når det ene opløste band efter det andet samler guitarplekteret og trommestikkene op fra gulvet, mødes i øveren og drager af sted i tourbussen med nyindspillede sange i bagagen. Rusten og det efterhånden tykke lag støv mangler dog tit lige at blive børstet af. Der mangler simpelthen den rette smørelse, og det nye materiale kan ikke leve op til fordums styrke. Kæden takker over, og genforeningen styrter langsomt i grus.
Sådan er det heldigvis ikke gået for de tre amerikanske kæmper fra Massachusetts. Dinosaur Jr. vandrer på I Bet on Sky stadig stensikkert og solidt hen over indierockens brogede terræn.
De har nærmest været urokkelige, siden de genfandt hinanden i 2007 på Beyond. Kæden er spændt og smurt. Den eneste rust, der spores, skulle da lige være i Mascis’ stemme, der stadig knurrer karakteristisk dovent og søvndyssende.
I Bet on Sky er album nr. 10 totalt set og amerikanernes tredje album, siden den originale trio – J Mascis, Lou Barlow og Murph – blev gendannet i 2005. Albummet følger op på forgængeren Farm, der var en anelse mere støjende i sit udtryk. Men der er stadig rigelig plads til Murphs energiske trommer og masser af fede riffs fra Mascis.
Mascis legede sidste år med akustiske guitarer på albummet Several Shades of Why, men er atter tilbage til udgangspunktet – den elektriske guitar. Den bliver i vanlig stil vredet rundt med sitrende soloer til følge i “Watch the Corners” og i særdeleshed i “Pierce the Morning Rain”, der er rock fra den tungere skuffe.
Pladen åbner med den hastige “Don’t Pretend You Didn’t Know” og fortsætter ufortrødent med den fængende “Watch the Corners”, der præges af bastante riff. Pladen vender ikke ligefrem op og ned på helheden – Dinosaur Jr.-udtrykket er på overfladen nogenlunde uforandret, men flere følsomme momenter flyder denne gang op til overfladen, f.eks. i “Stick a Toe In”, der er downtempo og nærmest balladeagtig.
Variationerne bobler også frem i såvel den funkede “I Know It Oh So Well”, som når Lou Barlow griber mikrofonen i den skæve og R.E.M.-klingende “Rude” – ganske hæderligt endda.
Så lidt nyt er der da under den sol, der efterhånden har kastet stråler på bandet – med og uden skyer – siden 1985. Det var dengang, “We Are the World” dominerede klodens hitlister, og hele verden sang med.
Dinosaur Jr. kroner næppe hitlisterne i 2012, men hvad gør det, når man pynter og stadig kan præge den alternative rockscene. De aldrende legender brøler lidt lavere og buldrer en anelse mindre i deres lange seje vandring; langtfra tæmmet, men en kende blødere i den ellers så stramme, solbrankede og ru dinohud.
