Første gang jeg stiftede bekendtskab med LAK Festival, var det især festivalens fokus, der fangede min umiddelbare interesse: Lydkunst. I mine øjne har musik altid været kunst; men på trods af deciderede koncerter med ellers kendte navne på programmet, fokuserede festivalen altså på begrebet ‘lydkunst’. Skulle dette her så ikke betegnes som musik, men i stedet puttes i sin helt egen kasse? Heldigvis var min opgave ikke at bedømme, om noget kunne betegnes som kunst eller ej. Så med forventninger om på alle tænkelige måder at blive overrasket, drog jeg mod den tidligere lakfabrik på Prags Boulevard 43 og LAK Festival 2012.
Torsdag
Lydinstallation "Regnskov" under udvikling. Foto: macumbista.net
Festivalens første dag, torsdag den 6. september, bød på en formel, udendørs åbningsceremoni, der konkurrerede med en igangværende efterårsstorm, før hele arrangement skulle skydes i gang med den første af mange lydinstallationer i form af Regnskov 2012.
Baggrunden for denne installation skal findes helt tilbage i 1970’erne, hvor David Tudor, der tidligere havde stået for rollen som pianist på John Cages legendariske ”4’33””, skabte Regnskov-konceptet, som helt grundlæggende består af diverse metalobjekter, der fungerer som højtalere for lyd og vibrationer og dermed skaber et til tider kaotisk lydbillede, hvor publikum bliver bombarderet med forskellige lyde fra utallige steder i lokalet.
Og man må sige, at folkene bag installationen holdt, hvad de lovede: Ført an af amerikanske Derek Holzer og danske Mads Bech Paulszewksi-Hau og med blandt andet en trillebør, et pissoir og et nedløbsrør hængende fra loftet, skabte de fem kunstnere et miljø, hvor man hele tiden gjorde sig umage for at skelne den ene lyd fra den anden – nøjagtig som det også er tilfældet i en rigtig regnskov. Det lagde ellers noget rodet ud, hvor det mest af alt virkede som en intern konkurrence, de optrædende imellem, om hvem, der kunne kreere mest muligt ved hjælp af de omkringhængende objekter.
Med tiden begyndte man dog at fornemme en vis struktur blandt de mange lyde, og især da Paulszewski-Hau hev en violinbue frem for derefter at bevæge sig rundt i lokalet og spille på stort set alt derinde, dukkede en form for samspil mellem ham og de fire andre artister pludselig frem. Han skabte vibrationerne, som de så transformerede og igen sendte ud gennem de mange højtalere i langt mere rytmebaserede mønstre end tidligere, og lidt efter lidt blev de forskellige objekter også transformeret om til dyr i metalregnskoven med hver deres karakteristiske ‘sang’ – og dermed må hele projektet vel regnes for vellykket.
Fredag
Fredagen skulle for mit vedkommende bruges på nogle af de deciderede koncertoplevelser, som festivalen havde at byde på, hvilket blev indledt med det danske musikkollektiv Yoyooyoy. I aftenenes anledning talte besætningen fire mand, heriblandt Anders Lauge Meldgaard, som man nok bedst kender i Frisk Frugt-sammenhæng, og hele denne optræden var sat til at skulle foregå i et lokale med en maksimumkapacitet på 80 personer. Dette skulle dog hurtigt vise sig at være alt for lidt plads, og enkelte blev dermed tvunget til at lægge øre til koncerten på trappen uden for lokalet.
Hvad de herefter gik glip af visuelt, var til gengæld ikke til at overhøre, også selvom man ikke nødvendigvis befandt sig i lokalet. Til at begynde med blev der fra hvert bandmedlem anslået én lang, infernalsk tone kun lejlighedsvist forstyrret af Meldgaards fusionsjazzlignende udskejelser på saxofon, hvilket stod på i i hvert fald 20 minutter. Nogle stak resolut pegefingrene i ørerne, mens andre udvandrede, og jeg har stadig lidt svært ved at se formålet med denne episode.
Heldigvis fandt Yoyooyoy, ligesom Regnskov-installationen, med tiden mere strukturerede kompositioner frem. Blandt andet fik publikum serveret en mere enkel og afrikansk-kligende melodi med dertilhørende mundharmonika- og fløjtespil samt et nummer, der gav beviser på musikkollektivets kundskaber udi polyrytmik og spontant temposkift. Hele koncerten bestod dog for meget af alt for tålmodighedstestende passager, hvilket til tider desværre overskyggede det faktum, at man havde med fire yderst teknisk begavede musikere at gøre.
Herfra tog min aften en drejning fra den ene yderlighed til den anden. For efter Yoyooyoys blanding af egentlig rytmer og decideret kaos, begav jeg mig over i den anden af festivalområdet, hvor Aske Krammer havde sat gang i en seks timer lang droneseance med titlen ”Hypno-Drone-Sound-Bath”. Dette foregik på første sal i et ganske almindeligt hus, der nu blev brugt til diverse udstillinger. Oppe på første sal var der så denne her stue – jeg estimerede den til at være 4×8 meter – møbleret med lænestole og sofaer spredt rundt i lokalet, et stort gulvtæppe samt en højtaler i hver af stuens fire hjørner. Ligeledes hang der guldfarvede guirlander fra loftet, hvor også en diskokugle hang ret så ubevægeligt.
For enden af lokalet sad Krammer så i en sofa med al sit udstyr på et dertilhørende sofabord. Af og til justerede han ganske lidt på de høje droneflader, der indhyllede stuen. Men primært sad han bare i sofaen og drak vin fra en flaske, hvis ikke han bevægede sig over til et af vinduerne for at ryge. Rundt omkring i stuen sad folk i deres egen, personlige trance: Nogle sov, andre sad bare med et fjernt blik og koncentrerede sig om den repetitive lydkulisse, der på dette tidspunkt stod på i fjerde time. Det kan bedst beskrives som en nytårsfest, hvor der har været rigelige mængder LSD, svampe og andet godt fra havet i omløb, og hvor der allerede har været sunget på sidste vers, og nu har de påvirkede nytårsgæster så valgt at ty til droneflader som baggrundsmusik for deres respektive trip dér i stuens sofaer og lænestole.
Den elektroniske musiker Søren Lyngsø alias Vectral
Personligt mistede jeg selv enhver form for tidsfornemmelse, og pludselig havde jeg siddet i lokalet i tre kvarter – fuldstændig opslugt af de hypnotiske lydbølger – og netop derfor føler jeg, at Krammer havde succes med sin optræden. I hvert fald var dronefladerne godt med til at kreere hypno-elementet i koncerttitlen.
Jeg afsluttede fredagen, hvor jeg startede. Denne gang var det så danske Vectral, der indtog gulvet i festivalens eneste rigtige koncertlokale. Heldigvis var der ikke nær så fyldt som tidligere på aftenen, hvilket også var påkrævet, hvis man skulle kunne koncentrere sig fuldt ud om de minimalistiske lydstrukturer. Derudover blev koncerten akkompagneret af lydfølsomme visuals, der skiftede farve og form efter musikken. Dette skabte en aktiv modvægt i forhold til det oftest meget statiske og minimale lydbillede, der gjorde hele koncerten til en oplevelse på flere niveauer, end hvis man kun skulle have siddet og lyttet Vectrals soundscapes – og som en af de eneste på dette års festival, var koncerten med Vectral én af dem, hvor jeg sagtens kunne have forestillet mig, at jeg ville have taget ind og oplevet det samme, hvis det ikke netop havde været i forbindelse med festivalen.
Lørdag
På festivalens tredje dag lagde jeg ud med at overvære Morten Riis, der havde bygget en større konstruktion af kæder og hjul med udgangspunkt i en dampmaskine. Derudover gjorde små kameraer det muligt at følge med på storskærm, hvad der i grunden foregik nede på det lille bord midt i lokalet. De mekaniske klange udgjorde ‘instrumentets’ rytme, og hovedinstrumentet bestod, så vidt jeg kunne se, af hullet papir over nogle stempler, der skabte en spilledåsemekanisme. Desværre blev koncerten for mit vedkommende noget usammenhængende, hvilket mest af alt skyldtes de mange gange, hvor Riis blev nødt til at justere på kæder eller genstarte hele dampmaskineprocessen. Jeg er helt indforstået med, at det er de risici, man løber med sådan et apparat, men i så fald ser jeg mere hele installationen som en fremvisning af et meget imponerende og kreativt hobbyprojekt frem for en decideret koncertoplevelse.
Herefter var det så blevet tid til noget af det, jeg havde set mest frem til, nemlig koncerten med Vinyl- terror & -horror. Jeg havde allerede oplevet udstillingen ”I Must Be My Imagination”, hvor almindelige lydeffekter fra hverdagen blev visualiseret og i samarbejde med baggrundsmusik fra horrorfilm skabte et handlingsforløb netop med udgangspunkt i horrorgenren. Og rent lydmæssigt var det da også disse tendenser, der blev videreført til Vinyl- terror & -horror i liveformat.
Vinyl- terror & -horror i aktion ved en tidligere koncert. Foto: Mathias Rickardsson
Alverdens vinylplader, indholdsrige (såvel som det stik modsatte) i hel stand, nærved destruerede eller overdækket med tape, blev anvendt til at skabe en makaber lydkulisse, hvor alt lige fra hvid støj til symfonistykker agerede instrumenter. Det var yderst interessant at overvære, hvor mange måder vinylplader kan anvendes på, og der skal derfor også lyde en stor ros til de to kunstnere, Camilla Sørensen og Greta Christensen, for deres innovative og eksperimenterende tilgang til et musikformat, hvis storhedstid ligger snart tre årtier tilbage.
Alt i alt formåede LAK Festival 2012 at leve op til de forventninger, jeg på forhånd havde til hele arrangementet. Det var næsten udelukkende positive oplevelser med alt lige fra dampmaskiner til voldtagne vinylplader og hypnotiske droneflader. Det er selvfølgelig klart, at man på forhånd ikke har kunnet forvente et større udvalg af oplevelser af en festival, der kun lige har set dagens lys, og derfor må nikke anerkendende til festivalens evner til få så meget ud af programmet allerede i den første udgave. Jeg har en idé om, at der sikkert sagtens kan opbygge sig endnu mere interesse omkring festivalen i løbet af de kommende år – for både den nødvendige mængde talent og det nødvendige udstillingsvindue har i hvert fald været til stede i løbet af denne weekend.