Marie Fisker: So, Hoes and Heroes

Marie Fisker har for længst bevist, at hun er en seriøs kunstner, der har meget mere at byde på end blot en dragende stemme. Siden hun debuterede i 2009, har hun leveret sangskrivning i høj kvalitet: sange, der insisterer på at blive lyttet til. Sange, der insisterer på at blive taget alvorligt.

Og det bliver de. I høj grad. Marie Fiskers endnu forholdsvis korte karriere har allerede budt på samarbejder med store kanoner som Steen Jørgensen og Trentemøller, og et filmsoundtrack er det også blevet til, nemlig nummeret ”I Love You So” til kortfilmen “Vi der blev tilbage” (Martin De Thurah, 2008).

So, Hoes and Heroes er Marie Fiskers andet album. Som på første skive er det Jakob Høyer, der er bag roret som producer, og det slipper han endnu en gang rigtig godt fra. Pladen er nemlig, hvad man, med et lidt fortærsket ord, vil kalde helstøbt: et samlet værk, hvor stemningen og lydbilledet er bibeholdt på samtlige ni skæringer.

Og hvad er det så for et lydbillede, Marie Fisker præsenterer os for denne gang? Meget lig hendes tidligere udgivelser befinder So, Hoes and Heroes sig i den melankolske ende af blød rock, dog uden at placere sig særligt i nogen genrekasse. Universet er drømmende og en anelse distanceret, og følelsesudsvingene lige så små som springene mellem tonerne i Marie Fiskers messende melodier.

Lyrikken er helt sikkert en vigtig prioritet for Marie Fisker, og den får da også en del plads på pladen. Teksternes flyvske, lidt syrede karakter passer rigtig godt til de langsomme, søgende arrangementer, og til sammen giver de næsten associationer til 60’er-bands som The Doors og Velvet Underground. Et godt eksempel på dette kan høres i “Some Afternoon or Among Them”.

So, Hoes and Heroes begynder, næsten overraskende, ikke med et af de bedste numre, snarere tværtimod. “Devilish, the Deed” fremstår nemlig som et lidt kedeligt, tungt nummer sammenlignet med mange af de andre skæringer. Det slår en stemning an, men heller ikke mere end dette.

Til gengæld er det efterfølgende “On the Beach”, pladens førstesingle, både dragende, poetisk og meget karakteristisk for Marie Fiskers sangskrivning. Her bliver klassiske rock-elementer som en gammeldaws guitarsolo blandet med en folket viseform og en fin tekst, der i sig selv er et lyt værd.

Pladen runder af med en lidt sløv duet med Steen Jørgensen, efterfulgt af et cover af The Gun Clubs “Mother of Earth”. Covernummeret passer perfekt ind i pladens univers og fungerer rigtig fint som afslutning. Personligt er jeg mere til den mere livlige, ramblin’ Gun Club-version, men man må give Marie Fisker, at hun med succes gør nummeret til sit eget uden at skele for meget til originalen.

Man kunne godt kritisere pladen for ikke at være mere dynamisk, at dvæle for meget ved melankolien og i det hele taget være for indadvendt. Men jeg synes faktisk, at So, Hoes and Heroes kan bære at være indadvendt og melankolsk helt ind til benet. Fordi sangskrivningen er på plads med lige dele interessante melodier og tekster, og fordi der er arbejdet på at give lytteren en oplevelse af et gennemtænkt univers. På den måde føler man sig alligevel inviteret indenfor. Og tak for det.