Engelske Tobias Hayes, der er kendt som tidligere frontmand for bandet Meet Me in St. Louis og bassist/vokalist i Shield Your Eyes, har taget sine sko og sokker af, taget luften ud af den progressive, alternative rock-ballon og dannet enmandsprojektet Shoes and Socks Off. Udtrykket er mindre hidsigt og mere indadvendt og miserabelt, og på det femte fuldlængdealbum, Miles of Mad Water, har Hayes bevæget sig længere væk fra det akustiske univers, som ellers har præget Shoes and Socks Offs tidligere udgivelser.
Hayes udtaler om musikken på det nye album i et interview på Youtube: “I want to make it really danceable but just as miserable.” At det er decideret dansabelt, ved jeg ikke, om jeg er helt enig i. Godt nok findes der diverse trommeeffekter og andre elektroniske indspark i et nummer som “Tork Sport”, der skruer lidt op for tempoet og har en dragende basgang, som skaber en god bund for de lidt legesyge effekter. Nummeret ”But No” lægger ud med en intro med flakkende og drømmeagtigt orgel og piano, hvorefter det fortsætter som decideret electronica med en pumpende puls, og til sidst stilner det hen i et forsigtigt pianostykke og afsluttes med en guitar. Det er det eneste nummer på pladen, som ikke har nogen vokal, og det er i det hele taget et nummer, der genremæssigt skiller sig ud fra resten af albummet – men dansabelt? Nej, det indbyder højst til nik.
Albummet spænder vidt. Selvom de ovennævnte numre ikke er de eneste med elektroniske aner, er det ikke et elektronisk album. Rockdimensionen er stadig fremtrædende, men på en ‘Radiohead møder Nirvana’-agtig måde. Den deprimerede, klagende vokal efterlader ingen tvivl om, at livet er hårdt for den 30-årige Hayes – altså bare sådan generelt.
“All Mouth” er endnu en af afstikkerne på albummet. Med strygere som den eneste orkestrering repræsenterer nummeret den mere skrabede del af albummet, hvor vokalen er helt i front. Den skrabede facon er dog kun en fordel, idet vokalen på netop dette nummer er blottet for effekter og andre instrumenter, hvilket bringer musikken tættere på lytteren og skaber en intim stemning uden så meget ståhej. Desværre har Hayes’ vokal ikke just evnen til at blæse lytteren omkuld, hvilket kun bliver fremhævet på det omtalte nummer.
De mange forskellige retninger skaber variation, men også inkonsistens i udtrykket, og det giver i sidste ende en fragmenteret oplevelse. Det kreative og legesyge – kombineret med det miserable og nedtrykte – giver en mærkelig milkshake, der både er sur, sød og salt. Hayes’ trang til at prøve noget andet end det akustiske er uden tvivl et forsøg på at åbne for nye kreative kanaler og forny sit udtryk, hvilket enhver musiker bør stræbe efter, men ikke alle formår at gøre det på vellykket vis. Desværre synes Miles of Mad Water at være en forbier i denne henseende.
Noget utroligt dejligt musik! Hører det altid når jeg gør rent eller laver mad :-)