Fredag aften stod den endnu en gang på Fredagsrock i Tivoli, og det danske synth-electrorock band Spleen United fik skydækket til at lette med en overbevisende, eksplosiv og selvsikker koncert.
Fadøllene blev fortyndet af regnen, inden de fire bandmedlemmer indtog den mørklagte scene og blæste de tunge skyer over Tivoli væk med det eksplosive “Bright Cities Keep Me Awake”, som er at finde på bandets nyeste og tredje album, School Of Euphoria. Allerede fra åbneren lagde bandet en særdeles god og stabil stil, som de i den grad opretholdt koncerten igennem. Der blev disket op med betagende lyd og dertilhørende energi, og frontmanden Bjarke Niemanns vokal gik rent ind under huden. Sammen med de selvsikre electrotoner fyldte Niemanns imponerende og rene røst mine blodårer med flydende neon.
Kendetegnende for aftenens koncert var, at de scenevante medlemmer blev ved med at sende insisterende keys, særdeles veludført vokalt såvel som instrumentalt arbejde samt neonfarvet stroboskoplys ud over publikum. Der var tråde til et band som Chemical Brothers og lyde fra 90’erne, og det Flaming Lips-samplende nummer ”Loebner” var til tider så hardcore, at mine tanker blev ledt hen på Benny Benassi.
Derudover var Spleen Uniteds overgange mellem numrene, outroerne og de forskellige udflippende passager så yderst velbehagende fremført, at man som indlevende lytter følte sig både forført og euforisk.
Undervejs pakkede bandet flere store numre ud som bl.a. “Days of Thunder” og “Misery”, og da Niemann & co. leverede “Dominator”, var det, som om tonerne dansede ud af højttalerne på neonfarvede lydbølger, og bandet gav den alt, hvad både benene og resten af skeletstativet kunne holde til.
Aftenens koncert i Tivoli blev sluttet af med “Sunset to Sunset”, og her skal jeg ellers love for, at de fire medlemmer fik skejet ud, og Niemann opfordrede ligeledes publikum til at bruge deres sidste kræfter på at være med.
Da solen var gået absolut helt ned over Tivoli og Spleen United havde forladt scenen, stod man tilbage med en lille stemme i den begejstringsboblende mave, som råbte: en gang til!
Og selvfølgelig skulle publikum ikke snydes for det anmelderroste “Suburbia”. Som en værre lokkende drillepind kørte bandet nummerets intro i langdrag, og også den anden ende af nummeret blev strakt og trukket ud. “Suburbia” blev et selvsikkert punktum for en lige så selvsikker koncert.
Fotos: Mia Dernoff
