Årets Trailerpark Festival er nu skudt i gang. For sjette år i træk danner Cph Skatepark rammerne for en af byens særlige festivaloplevelser. Den intime tredagsfestival har smæk på for alle sanser og byder på spændende musik i form af både upcoming og mere etablerede bands og dj’s fra udland og indland, men festivalen udfordrer i den grad også smagsløgene med lækker mad og synssansen med farverige og kreative indslag.
Fredag
Førstedagen af årets festival, fredag den 31. august, startede allerede kl. 16, hvor dørene blev åbnet ind til det, der mest af alt føles som en parallelverden. Uden for hegnet var folk på vej hjem fra arbejde efter en lang uge og kastede et undrende blik eller to efter undertegnede, der til lejligheden havde valgt at tage glitterskoene på. De vidste tilsyneladende ikke, hvad de gik glip af inde bag det hemmelige hegn på Enghavevej.
Inde på pladsen var der stadig ikke kommet så mange mennesker, men det gav mig rig mulighed for at gå på opdagelse i den kreative verden, som Trailerparks frivillige har arbejdet hårdt på i lang tid. Jeg følte mig lidt som Alice i Eventyrland, men på en street vs. hipster-agtig måde. Traditionen tro har arrangørerne opstillet en væg, hvor talentfulde graffitikunstnere får lov til at udfolde sig, mens publikum ser på. Jeg dvælede lidt og fangede mig selv i at falde i staver over de kreative indfald. En tur forbi mojito-baren, og så videre ind til den ene af de tre scener, Royal Stage.
Fenster, Royal Stage, fredag kl. 18.30
Fenster fra Berlin var med til at åbne årets Trailerpark Festival. Foto: Mia Dernoff
Bandet, der har sine rødder i Berlin, består af to nydelige, unge herrer, Jonathan Jarzyna og Rémi Letournelle, sammen med den kvindelige tredjedel, JJ Weihl. Fenster, som de kalder sig, indtog Royal Stage med deres eksperimenterende kammerpop en tidlig fredag aften, hvor der desværre stadig var forholdsvis tyndt med mennesker.
JJ’s blide stemme rungede lidt i den store skaterhal, da hun genert hilste på publikum. Foran sig, midt på scenen, havde hun et strygebræt med keyboard og klokkespil ovenpå. Alternativt, men funktionelt. Elguitaren blev spillet på hendes venstre side, mens percussions og synthesizer var på højre side. Efter det første nummer, kunne man godt fristes til at tro, at Fenster var faldet i den typiske solskinspop-fælde med den First Aid Kit-tenderende skrøbelige kvindevokal på en bund af keyboard med klokkespil. Men nu skal man jo sjældent dømme alt for hurtigt.
Efter et par numre blev jeg nødt til at revurdere. Den skrøbelige JJ spillede nemlig både en mean bass og tævede løs på trommerne. I det hele taget gik det op for mig, at de tre bandmedlemmer i virkeligheden var multiinstrumentalister, der gjorde en dyd ud af at skifte rundt mellem de diverse instrumenter, hvilket var imponerende, men dog også lidt forvirrende.
Musikken varierede fra lys solskinspop til de mere eksperimenterende synthprægede lydbilleder med effekter og andre tungere, halvvejs dystre, guitarbårne numre, med både kvindelig og mandlig vokal. Men selvom musikken faktisk var både smuk og til tider dansabel, havde bandet svært ved at nå ud i den mere end halvtomme hal og stod det meste af tiden enten og kiggede ned i gulvet eller med helt lukkede øjne. Det var som om publikum ikke helt var kommet i stemning endnu, og på første række satte man sig ned på gulvet ganske afslappet.
Senere samme aften var det den tidligere Figurines-frontmand, som på mandag udgiver sin solodebut, der trådte ind på den royale scene med sit band, iført læderjakke og med højt hår. Christian Hjelm var tydeligvis et af aftenens mest kendte danske navne, der også formåede at trække lidt flere publikummer ind i varmen.
Christian Hjelm fik sat gang i publikums fredag aften. Foto: Mia Dernoff
Der var lagt op til en god gang rock’n’roll med masser af guitar og attitude, og der blev leveret. Sættet bestod af numre fra det kommende, dansksprogede album. Selvom rock-attituden var gennemført – så gennemført at undertegnede næsten fik en guitarstrop, der gik i stykker ved andet nummer, kastet i hovedet oppe fra scenen – så var rocken blandet op med én del dansk visetradition a la Kim Larsen, og med omkvæder, der indbyder til fællessang.
Christian og bandet havde ikke kun fået lokket publikum indenfor, de formåede også at fastholde og underholde dem, selvom det ikke var den nemmeste opgave, de var kommet på. Som Christian Hjelm selv sagde det: »Jeg fornemmer, I lige skal i gang efter en lang dag på arbejdet« – sandt. Selvom de fleste af numrene var ukendte for publikum, fik især singlerne ”Scenen skifter nu” og ”Lang vej igen” folk til at rokke med ude i mængden. Lydbilledet var fyldigt og lækkert med en god elguitar i front sammen med Christians imponerende lyse vokal, der sagtens kan fremkalde ståpels hos de fleste. Bandet, der kun har spillet sammen i kort tid, imponerede på trods af mindre forhindringer, som eksempelvis trommesæt, der faldt fra hinanden, og knækkede guitarstropper.
Publikum fik, efter lidt sweettalk og en parade af skønne numre med fantastisk energi, sat gang i deres fredag aften og sendt videre ud i natten med nummeret og opfordringen ”Ha’ det herligt”, som satte det perfekte punktum for en dejlig koncert.
Lørdag
God stemning blandt publikum på Trailerpark. Foto: Mia Dernoff
Så kom andendagen. Jeg havde ikke spist andet end morgenmad hjemmefra, så jeg fandt hurtigt hen til madboden med økolækkerier, burritos, pølser – både som vi kender dem og i en veganerudgave. Det var allerede blevet lidt halvkoldt, så jeg valgte økologisk tomatsuppe med rygeost at varme mig på. Den kan virkelig anbefales. Suppen blev indtaget i det hyggelige område ved Aiaiai scenen, som er den eneste udendørsscene, hvor der spilles dj-musik til langt ud på natten. Ned fra træerne, over bænkene, hænger der små skyer i forskellige farver skåret ud i træ, og en ægte zebrastribet kajak, og når mørket falder på, lyser træerne op i alle regnbuens farver.
På vej over mod en af scenerne stødte jeg på fire kvinder i 60’er-kjoler og med hornbriller, siddende rundt om et opklappet bord, spisende flødekager, dansende en koreograferet dans, lidt som dukker til et teselskab – lidt erotiske, storrygende dukker, men stadig. Tilsyneladende et såkaldt urban pop-up. Spændende.
Hhappiness, Rebel Stage, kl. 18
Dagen skulle vise sig at stå i nordens tegn. På den rebelske scene trådte de tre barfodede mænd fra Stockholm frem. De manglede efter sigende deres fjerde mand i bandet, som var blevet syg. Om resten af Københavns festivalgængere havde samme undskyldning, eller om de bare ikke var kommet i feststemning endnu, vides ikke. Der var i hvert fald tyndtbefolket i den semistore lagerbygning, da guitarstroferne strømmede ud gennem anlægget.
Hhappiness gav en lidt tam koncert uden rigtigt at nå ud til publikum. Foto: Mia Dernoff
Hhappiness spiller nemlig indierock med masser af elguitar. Den ganske velsvingende guitar bliver kombineret med den høje, lyse frontvokal, som minder usædvanligt meget om Ben Bridwells fra Band of Horses. Selvom bandnavnet leder tankerne mod glade og bekymringsfrie tider, er der ingen tegn på naiv solskinspop. Der er tale om glad indierock, blandet med lidt mere seriøse – nogle nærmest fortvivlede – længere distortede guitarsoli.
Som trio stod bandet med front mod hinanden med deres guitar, bas og trommesæt, og det er uvist om det skyldtes nervøsitet, manglende publikum eller det manglende bandmedlem, men man kunne til tider godt få fornemmelsen af at være havnet i bandets øvelokale i stedet for at være til koncert. De var meget koncentrerede om musikken, som de spillede godt og med et godt samspil, men med kasketten trukket godt ned over øjnene, havde frontmanden problemer med at nå ud til de fremmødte.
Casiokids, Royal Stage, kl. 23.15
De næste på min liste over absolut must sees var de norske gutter fra indie-electronicabandet Casiokids, der stilmæssigt lægger sig lidt op ad bands som Metronomy og Wave Machines, og dog alligevel med deres eget twist. Allerede inden koncertstart var skaterscenen blevet godt fyldt op. Dedikerede fans havde fundet vej helt frem til scenen, ja nogle listede sig nærmest op på scenen og blev nødt til at blive gennet ned. Bandet, som har eksisteret siden 2005, har tre fuldlængdealbum med sig i bagagen, og det kunne mærkes på publikum, at de ikke kun var kommet indenfor for at få varmen – de vidste, hvem de var kommet for at høre.
Norske Casiokids gjorde det svært at stå stille lørdag aften. Foto: Mia Dernoff
De seks mand på scenen stillede op med synthesizers, guitarer, trommer, bongoer og i det hele taget en masse percussion, der gjorde det umuligt at holde fødderne i ro. Nordmændene var kommet for at holde en fest, og det skal man love for de fik gjort. Lige fra de mere poppede numre, som ”Finn Bikkjen” fra deres 2010-album, som fik publikum til at skrige med, sammen med den spinkle, norske vokal, til de udelukkende instrumentale numre med analoge keyboards, electrobeats, bongotrommer m.m., der nærmest sendte folk ud i en trancetilstand.
Sættet, der varede en time, varierede godt, så skulle man være faldet lidt hen til de instrumentale breaks, så fik casiodrengene hurtigt fat igen. Kemien var utroligt god drengene imellem og især også med publikum. De var ved flere lejligheder nede blandt publikum og synge, og der var ægte ‘man love’, da der blev delt krammere ud blandt langhårede mænd på første række. Hallen dampede af danseglade mennesker, der nærmest ikke ville forlade stedet, da koncerten var slut. Heldigvis fortsatte festen ikke langt derfra.
Søndag
Sidste dag før den grå mandag truer igen, sidste festival på sommeren. Faktisk var blæsten allerede blevet lidt halvkold og efterårsagtig, og stemningen bar præg af, at folk higede efter mere sommer, klamrende sig til den sidste rest af festival. Søndagsprogrammet var bestemt også værd at klamre sig til.
Søndagen bar dog også umiddelbart præg af netop at være søndag. Lidt eftermiddagssløv og tung i røven efter to lange nætter med fest og farver. De nysgerrige, opdagelseslystne børn, der var taget med forældrene på festival, løb rundt og klatrede i kunstinstallationerne, kørte på løbehjul på skaterramperne og legede gemmeleg i campingvognene, som uden tvivl har været skjul for fulde kys i nattens mørke.
Lydmor, Rebel Stage, kl. 17.15
Lydmors stærkeste kort søndag eftermiddag var hendes smukke stemme. Foto: Mia Dernoff
På scenen stod et bord. På bordet stod en bærbar computer ganske ensom. En håndfuld mennesker havde sat sig på den trappesats, der var blevet bygget i venstre side af lagerbygningen, og som var perfekt til at slænge sig på en søndag eftermiddag. Ind på scenen trådte den lille og spinkle Jenny Rossander, der er kvinden bag aliaset Lydmor.
Bygningen blev fyldt med Lydmors meget smukke vokal, der tonede ud i rummet og åbnede koncerten med en fortryllende a cappella. Hendes røst var overraskende kraftfuld i betragtning af hendes størrelse, og samtidig yderst velbehersket. Uden tvivl hendes stærkeste kort. De elektroniske toner og jagende beats fulgte med høj volumen og sprang tilbage fra de bare mure og gav en utilsigtet rumklang.
Indlevelse og scenetilstedeværelse kan godt være en udfordring, når man står bag et bord med en bærbar. Det klarede Lydmor ganske overbevisende, og med øjne som var hun besat af højere magter kombineret med febrilsk fægtende armbevægelser, kunne man ikke undgå at blive revet med, og der var øjeblikke, hvor hun fremkaldte mentale billeder af electronica-søsteren Björk. Hun fik hurtigt lokket et nysgerrigt publikum til.
Der var ikke tvivl om Lydmors ægthed som kunstner. Desværre bød koncerten på lydmæssige udfordringer, ikke kun på akustikkens side, men også teknikkens. Det betød bl.a. et par afbrydelser og nervøse undskyldninger fra scenen. Den høje volumen stjal også de høje frekvenser af en ellers meget smuk og intens klaverversion af singlen ”Lamppost Light”. Uheldigt.
Waldo & Marsha, Royal Stage, kl. 19.30
De otte meget unge mænd i Waldo & Marsha har allerede nydt godt af en hel del hype, hvilket bl.a. har bragt dem på flere miniturneer. Det var derfor ikke uden forventninger, at jeg søndag aften bevægede mig ind til Royal Stage. Bandet skulle vise sig at være et kvarter forsinket, hvilket kun øgede spændingen.
De unge herrer i Waldo & Marsha spillede indadvendt shoegazer i Trailerpark 2012's sidste timer. Foto: Mia Dernoff
Den forholdsvis store scene blev indtaget af fire guitarister i front, der, nærmest som en hær, dækkede udsynet til resten af bandet, der med nød og næppe kunne få plads på scenen med deres instrumenter. Elguitaren er også hovedingrediensen i drengenes indadvendte shoegazer-lyd, der fyldte skaterhallen som en intens, fyldig dyne af forvrænget guitar, akkompagneret af nogle ganske velspillede trommer.
Desværre druknede de to sangeres vokaler fuldstændig i guitarhavet og flød helt ud. Som numrene fremstod som værende nærmest kun instrumentale (læs: guitardominerede), var det svært at skelne imellem dem, hvis man ikke havde studeret dem nærmere hjemmefra. Det hjalp desværre heller ikke, at drengene ikke rigtig tog sig tid til at kigge op på publikum gennem det lange pandehår ind imellem numrene. Havde de gjort det, havde de opdaget, at de folk, der ikke umiddelbart var endt i guitar-trance, så småt listede ud igen.
Fotos: Mia Dernoff
