Talentet til at forvandle noget, der i sin grundvold er kompliceret og uforståeligt, til noget melodisk og indtrængende, ejer kun få bands her i verden. Et af dem er Brooklyn-baserede Grizzly Bear. Med deres blanding af kammerpop, folk-harmonier og rock-eskapader fremstår Grizzly Bears lyd meget ufremkommelig og distanceret, men sansen for melodi og omkvæd har bandet altid haft. Simple, catchy klavertemaer og effektfulde guitarriff gør sammen med indviklede orkestreringer bandets soniske landskaber enestående. Så enestående, at der har været konkurrence i stjernekast efter deres fire album. Især 2009’s Veckatimest – med den ultra ørehængende “Two Weeks” – slog muren ned til omverden, og lige pludselig blev Grizzly Bear allemandseje. Derfor var den nye plade, Shields, den svære firer, men endnu engang lykkedes det for bandet at imponere alle og enhver. Det kan godt være, at skjoldet var kommet op, men paraderne var nede, og den musikalske lanse var gennemborende som aldrig før. Så da det blev annonceret, at Brooklyn-kvartetten skulle besøge København, skyndte mange fans sig at sikre sig en billet. Et spørgsmålstegn stod dog klart frem. Kunne magien fra pladerne oversættes til en livekoncert?
Villagers
Til at varme op for de farlige bjørne, havde vi det irske folkrockband Villagers, som blev dannet af Conor J. O’Brian i 2008. Med et udgivet album Becoming a Jackal (2010), en ep og så et nyt album Awayland, i baghånden, skulle de tilvænne publikums ører til at høre aftenens hovednavn. Grønne og ude af træning er Villagers bestemt ikke. De har både turneret med store bands som Tindersticks og Elbow, og de har været nomineret til The Mercury Prize i 2010 for deres debutalbum. Så med rette kunne man have store forventninger til deres første optræden på dansk jord. Med forsanger Conor J. O’Brian stående forrest bevæbnet med en akustisk guitar og så sine fire andre medlemmer bag sig, stod de badet i farvestrålende projektørlys og var parate til at varme os op, hvad de på imponerende vis formåede. Med sange fra debuten, men hovedvægten på deres nye plade, spillede de flotte rocksange, der steg og faldt i crescendo og intensitet. Bannerfører for hele molevitten var O’Brians irske vokal, der lød både indtrængende og fløjlsblød. Som i det rockede og tempofyldte guitarnummer “The Bell”, der med en afslutning sendte byer i brænd og have i bevægelse.
I den anden ende af skalaen havde vi det knugende og bedårende kærlighedsnummer “The Lighthouse”. Her var der skruet ned for elektriciteten, og den akustiske guitar stod tydeligere frem i lydbilledet. Med en melodi så fin og enkel og i det blå scenelys, blev håbet, som fyrtårnet symboliserer, malet med fine penselstrøg. Et andet sted fik vi den beat-orienterede, up tempo sexhyldest “Earthly Pleasure”, der tonsede derudaf, men hele tiden med en rød, melodisk tråd strømmende igennem, og udførslen var lige så energisk som sangen. Til at slutte med kom “The Waves”. Med keyboardtoner, et electronicabeat og så taktfaste trommer og stemningshvirvlende guitarriff var det et perfekt opvarmningsnummer, der med hede bølger skyllede over publikum.
Grizzly Bear
Nogen synes at bjørne er søde og nuttede, og andre ser dem som farlige dyr, der kan æde mennesker. Virkeligheden er dog en helt anden. Bjørne er fredelige dyr, der bor i naturskønne omgivelser, og som elsker at jage laks i Canadas flodstrømme. De angriber kun, når de føler sig truet på livet, eller hvis deres unger er i fare. Når det sker, er de risikable at være i nærheden af. Er man i det uheldige tilfælde, at man er det, kan man gøre to ting: 1. Spille død. 2 Gå til angreb. For det meste gør bjørne ikke noget, i stedet lunter de væk som en anden teddybamse. Bandet, der er navnebror til en af de mest berygtede bjørnearter, har nogle af de samme kendetegn, men også modsætninger. Et nuttet ydre, men under overfladen gemmer der sig et kaos. Ligesom bjørnen er de et fredeligt band, der på sekunder kan eksplodere helt uden forvarsel. Når de gør det, skal man dog ikke spille død eller gå til angreb. I stedet har man bare at lytte, lytte, lytte. For det er i disse stunder, at magien opstår. Kontrasten mellem det melankolske og sødmefulde og det eftertænksomme og arrige. Denne oktober aften var ingen undtagelse. Her var der masser af kontraster, og at grizzlybjørnen er deres broder i navn er ingen tilfældighed.
Åbningen på den længeventede koncert blev med tre af de nye numre fra Shields. De fem medlemmer af bandet satte fart på med det samme i form af “Speak in Rounds”, der her i liveudgaven var meget mere rocket i sit udtryk end på pladen. Den blev udført flot, dog lidt mekanisk og vanepræget. Så fik vi et intermezzo i form af “Adelma”. Dronet klarinet, orgel og dæmpet støj fra guitaren skabte den perfekte kulisse til optakten til “Sleeping Ute”. Imens landskabet af urolige lyde flød gennem salen, blev der på scenen hejst lanterner op, der varmt udsendte eventyrligt lys, der mindede én om midnattens Chinatown. Så da “Sleeping Ute” brød ud i fuldt flor, var det momentvis badet i dæmpet lummert skær fra glødepærerne i de svævende paphylstre. Denne kombination af underskøn scenekunst, og så den hektiske lyd, der blev blæst ud i salen, havde potentiale til at matche hinanden godt. Desværre for “Sleeping Ute” blev den her i liveudgaven for unuanceret, og i stedet for at være rock med et twist blev det bare til gennemsnitlig støj.
Bedre gik det på “Cheerleader” fra Veckatimest. Bassens beat fik plads, og vokalen fra Edward Droste fik sin retfærdige fylde. Så blev detaljerne pludselig tydeligere og helhedsindtrykket mere positivt, og denne tendens fortsatte på nummeret “Lullabye” fra den lidt ældre Yellow House (2008). Faktisk viste Grizzly Bear sig her fra deres mere eksperimenterende side, og det var et stort plus. Nu kunne de nemlig blomstre, og deres talent kunne skinne fra en skyfri himmel. Rolig og umelodisk til at starte med, hvor fragmenter af lyde bare stødte ind i hinanden og reduceres til uforståelige eksperimenter. Senere udviklede nummeret sig så til at blive mere og mere sammenhængende og et crescendo blev bygget op. Det hele sluttede så af i en implosion af støj, hvirvlende følelser og forliste håb.
Koncerten bød forståeligt nok på meget fra den nye plade. Faktisk var der kun én sang, vi ikke fik fra det nye album. Uheldigvis fremstod netop de nye sange lidt svage live, som om de var blevet trænet for meget, og derfor mistede noget af sin umiddelbarhed. “Yet Again” virkede i hvert fald endnu engang lidt for sidder-på-rygmarven-agtigt, og “A Simple Answer” nåede aldrig den patoshøjde, den skulle have. Til gengæld var den otte år gamle “Shift” fra Grizzly Bears debut Horn of Plenty (2004) et dejligt og pudsigt indslag med fløjt og stille orkestrering.
Da de første kontante guitarriff til “Ready, Able” fyldte salen, kunne man for første gang virkelig mærke publikums glæde og lykke over at være til koncerten. Dette var også starten på hele fire numre fra Veckatimest. Nummeret blev også serveret på et sølvfad og smukt som bare fanden. Det samme gjaldt “I Live With You” og “Foreground”, hvoraf især sidstnævnte var et af koncertens højdepunkter, hvor vellyden ganske enkelt strømmede ud. Stemningen af vemod, sjælesyge og tristhed blandet med de lune lanterners røde lys var perfekt, og hver og en i salen stod et øjeblik paralyseret.
I slutningen af koncerten kom hittet “While You Wait for the Others”, der er en af Grizzly Bears mest fængende sange og som oven i købet i liveversionen emmede af energi og umiddelbarhed. Herefter kom der et nummer fra Shields, og efterfølgende hovedattraktionen “Two Weeks”, der med sin legende harmonier og Drostes unikke vokal strålede uhørt meget på en kold og mørk tidlig vinternat.
Men det bedste blev gemt til sidst. Selvom mange af Shields‘ sange virkede svage live, var afslutningen på det ordinære sæt en undtagelse. “Sun in Your Eyes” var helt og aldeles eminent fremført, og alt gik op i en højere enhed. Hvis det ikke lige var fordi vi havde været indenfor, så er jeg sikker på, at lyset skinnede mindst lige så kraftigt udenfor som på en klar fuldmånenat. Med en professionel selvfølgelighed skiftede sangen fra nedtonet, blålig sørgmodighed til ekstatiske udbrud af lykke, og denne kontrast formåede Grizzly Bear at balancere uden at blive for ivrige efter det næste peak.
Da de fem medlemmer vanen tro gik ud for at blive klappet ind igen til ekstranumrene, fik vi “Knife”, der lidt ligesom “While You Wait for the Others” udviste energi, spillelyst og ikke mindst overskud, som nogle af de nye numre manglede. Det samme var tilfældet med den allersidste sang på repertoiret. “All We Ask” stod helt nøgen oppe på scenen kun akkompagneret af lette trommeslag og rytmisk, akustisk guitar og så selvfølgelig de underskønne harmonier, som i den grad kendertegner Grizzly Bear, og som denne aften var en af deres styrker.
Denne nøgenhed og umiddelbarhed, vi fik i sidste halvdel af koncerten, savnede jeg i første del. Det var synd, for jeg er sikker på, at Grizzly Bear havde de bedste intentioner; de virkede bare ikke helt oppe på dupperne denne aften.
Fotos: Janus Engel Rasmussen
